Anmeldelser

Tæt på uret: Nomadic Fior 555 – et automatisk GMT-dykkerur fra Nordirland

Det Nordirske urmærke Nomadic har fart på med nye modeller og snart en dedikeret butik i Belfast. Time & Crown har fået det nye Fior 555 GMT-dykkerur til test. Læs mere om dette nye mikromærkeur her.

Schweiz, Tyskland, Japan og Kina. Det er normalt de lande, som man forbinder med ure. Men Nordirland med 1,9 millioner indbyggere kan nu også bryste sig af at have sit eget urmærke i Nomadic.

Vi skal kun tilbage til 23. august 2021 var datoen, hvor Nomadic Watches officielt registrerede sig som et selskab i Storbritannien. Så på under fire år er det lykkedes urmærket fra Belfast at lancere en række ure samt at skabe røre i urverdenen.

Time & Crown har tidligere haft dykkeruret Marai 401 under kærlig behandling. Og nu har vi fået mulighed for at se nærmere på Nomadics seneste model Fior 555.

Fior 555 i sort og gul. Billede: Time & Crown.

Nomadic Watches trækker på irsk og nordirsk historie i navngivningen og inspirationen til sine ure. Marai var inspireret af bygningen af Titanic, der blev bygget i Belfast. Fior 555, der er Nomadics nye GMT-dykkerur, er ligeledes inspireret af skibsfart. På irsk betyder Fior ægte, mens 555 indikerer breddegraden for Belfast.

Fior 555 er et moderne GMT-ur med automatisk urværk. Uret holder 200 meter vandtæthed og er designmæssigt i stil med dykkerure. Derfor vælger jeg at betegne uret som et GMT-dykkerur.

Jeg har specifikt fået versionen med sort og gul lynnette i keramik og med gult GMT-viser til test. Denne model kalder Nomadic Watches for “Shipyard Yellow” – inspireret af skibsværftet i Belfast, hvor kranerne er i gul farve.

Uret kommer i flere farver; sort/grå, grøn, rød og two-tone. Så er der i alt fem versioner at vælge imellem.

Velkendt humlebi

Billede: Time & Crown.

Jeg overvejede flere kælenavne til uret: tigeren, hvepsen eller humlebien. Jeg vælger dog det sidste, da der er lidt humlebi over Fior 555. Humlebien burde jo ikke kunne flyve, men det gør den alligevel. Jeg har det på samme måde med Fior 555.

Uret er nemlig ikke synderligt originalt. Især springer Rolex GMT-Master II i øjnene, men der er også hints af Longines HydroConquest at spore samt IWCs typer af urlænker.

Så uret burde ikke være voldsomt interessant, da det ikke er voldsomt originalt. Men ligesom humlebien lykkes Fior 555 alligevel ganske godt.

Billede: Time & Crown.

Uret har moderne sports- og dykkerursdimensioner med 42 mm i diameter, 48,2 mm i længden og 13 mm i tykkelsen. Nomadic Watches angiver 41 mm i diameter, men jeg måler tættere på 42 mm. Mellem hornene er der 20 mm, og lænken snævrer ind fra 20 mm til 16 mm.

Så alt i alt er det fine dimensioner til et moderne sportsur. Det bæres en anelse mindre end 42 mm på mit håndled, der måler 17 cm i omkreds. Så er man bange for, at uret er en anelse for stort, er det ikke min oplevelse.

Billede: Time & Crown.

Uret er bygget i 316L stål, det har safirglas på begge sider, skruekrone til at sikre de 200 meter vandtæthed og lynnetten er i keramik.

Urlænken er en mellemting mellem Rolex’ og Tudors jubilee/five-link-bracelet og IWC ingenieur lænke. Den fungerer rigtig fint og er meget behagelig at bære. Jeg er personligt glad for, at Nomadic Watches gik med dette design i stedet for en oysterlænke.

Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.

Det er nemt at tilpasse lænken, da den er holdt sammen af skruer. Og så har spændet en fremragende MicroGlide funktion, så man uden værktøj kan tilpasse lænken.

Lynnetten klikker virkelig lækkert – kvaliteten er fremragende. Og uret får meget karakter i farvevalget, der giver denne specifikke udgave noget kant, der gør uret mere unikt. I sort og grå bliver inspirationen fra Rolex måske for tydelig.

Solidt urværk der dog skuffer

Billede: Time & Crown.

Nomadic Watches benytter det yderst solide schweiziske automatikværk Sellita SW-330-2 i Fior 555. Det er en dejligt urværk med 56 timers gangreserve og 28.800 vibrationer i timen. På sin hjemmeside skriver Nomadic Watches, at urværket er reguleret til +/- seks sekunder i døgnet.

Jeg får dog yderst skuffende -20 sekunder i døgnet, når jeg måler præcisionen på min timegrapher. Der er nok tale om, at dette anmeldereksemplar af uret ikke er repræsentativt for købeeksemplarer. Det håber jeg, da dette specifikke eksemplar ikke er tilfredsstillende præcist.

Nordirerne har ikke gjort meget for at udsmykke urværket, men meget snedigt har man sat sin egen kompaslignende rotor på. Så det giver urværket kant og skjuler, at man ikke har udsmykket det yderligere.

Et lys i mørket

Billede: Time & Crown.

Urværket i dette specifikke eksemplar kunne være meget bedre, men det kan man ikke sige som anvendelsen af schweizisk Super-Luminova X1. Den selvlysende effekt er fremragende, og det gør Fior 555 til et super sportsur, der kan aflæses nemt både i lys og mørke.

Det er en sjov detalje, at man kun har tilført lume på lynnetten i natte- og morgentimerne.

Nomadic Watches har prissat Fior 555 til 13.969 kr.

Det er naturligvis penge at betale for et ur fra et mindre mærke, men overall er kvaliteten og komforten rigtig god. Der mangler noget på originaliteten, men ville Nomadic Watches sælge mange ure, hvis de lavede noget meget anderledes?

Prismæssigt ligger man meget under f.eks. Longines HydroConquest GMT med cirka 10.000 kr. og en tredjedel af prisen for det nye TAG Heuer Twin-Time.

Konkurrencen er hård, så spørgsmålet er, om man vil bruge sine surt tjente sparepenge på et godt ur fra Nomadic Watches eller på et mere kendt mærke.

Videoanmeldese på engelsk

Informationer om uret:

  • Nomadic Fior 555 “Shipyard Yellow”
  • 42 mm i diameter, 48,2 mm i længde, 13 mm i tykkelse, 20 mm mellem hornene
  • Sellita SW-330-2 automatisk schweizisk urværk, der tikker med 28.800 vibrationer i timen og har 56 timers gangreserve. Autonom GMT-viser
  • Keramisk lynnette i gul og sort
  • Safirglas på begge sider
  • Schweizisk Super-Luminova X1 lume
  • Bygget i 316L stål – fem-link-lænke i stål med MicroGlide-spænde
  • 200 meter vandtæthed
  • Pris: 13.969 kr. (ingen told da uret sendes fra Nordirland

Besøg Nomadic Watches.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!