Tissot PRX “Ice Blue” integreret lænke sportsur: Tidens hotteste schweiziske budget-ur
Tissot PRX trækker tråde helt tilbage til 1978, og det schweiziske urmærke har nu relanceret sportsuret med integreret lænke. Den seneste tilføjelse af en version med lyseblå skive har fået populariteten til at eksplodere. Er det ren hype eller er Tissot PRX Powermatic 80 et godt automatisk sportsur?
Normalt er de virkelig hypede ure i den helt dyre klasse og som regel står der Rolex på urskiven. Men Tissot, der trækker tråde tilbage til 1853 og i dag er en del af Swatch Group, er i 2023 lykkedes med at lancere et ur, der er i blandt de mest efterspurgte sportsure på markedet. Tissot PRX Ice Blue, der nu også er at finde i en 35 mm version, er blevet enormt populært. De lyseblå skive gør sig perfekt til forår og sommer. Den lyseblå urskive på PRX’en følger fint med på bølgen af “Tiffany blue”-hypen, der blev startet af Rolex med Oyster Perpetual.
Tissot og Swatch Group har venligst udlånt PRX Ice Blue med det memorable referencenummer T1374071135100 til Time & Crown, så vi kan undersøge, om hypen er berettiget, og om prisen på 6.095 kr. er fair for dette ur. Det er 40 mm versionen, som vi har fået i hænderne. Inden jeg fik uret på håndleddet var det helt store spørgsmål, om uret trods sine fine 40 mm i diameter ville bæres alt for stort på grund af den integrerede lænke, der betyder, at urets reelle længde måler 51,1 mm. Selvom urets tykkelse kun er 11,2 mm, så ville det ikke kunne redde uret fra at være alt for stort.
Og ja, uret bæres stort. Det kan ikke sammenlignes med de fleste andre ure, der måler 40 mm. Men jeg kan med glæde rapportere, at uret, der vejer 132 gram med cirka fire led fra lænken fjernet, bæres yderst komfortabelt på mit håndled, der måler cirka 17,5 cm i omkreds.
Med den integrerede lænke skriver Tissot PRX sig ind i endnu en super-hype, da 1960’erne og især 1970’ernes stålsportsure med integreret lænke i form af Audemars Piquet Royal Oak og Patek Philippe Nautilus er hyperpopulære… og ekstremt dyre. Tissot var dog selv med på vognen i 1970’erne, da det første PRX blev lanceret i 1978. I 2020 relancerede Tissot PRX, der står for “Precise and Robust”, mens “X” illustrerer, at uret holder 100 meters vandtæthed. I første omgang lancerede Tissot PRX som et kvartsur i lighed med originalen – senere kom den automatiske version, og nu sidder jeg med Ice Blue versionen. Senest har Tissot i august 2023 lanceret PRX i en 35 mm version.
LÆS MERE OM SEKS STÆRKE PRISVENLIGE AUTOMATISKE SPORTSURE MED INTEGRERET LÆNKE.
PRX er en kollektion, der ikke alene løbende er udvidet fra kvarts- til automatikværker. PRX vokser med flere farver, gummiremme og læderremme. Og så senest skrumpede uret ved lanceringen af 35 mm versionerne. Uret fås nu i en række varianter farvemæssigt; hvid, blå, grøn, sort, guld og lyseblå. Samt nogle limiterede udgaver. Mon ikke Tissot tilføjer flere farver senere; gul, orange, rød og også mørkegrå kunne være friske bud, da både Omega og Rolex har lanceret sportsure med disse prangende farver.
Lad os dykke dybere ned i det blå
Urkassen er produceret i 316L kirurgisk stål, der er standard for langt de fleste ure. Kronen er en træk-og-pres-ind-krone, men alligevel holder PRX 100 meters vandtæthed, hvilket må siges at være godkendt for et allrounder sportsur. Tissot har ikke gjort det store ved behandlingen af urkassen, der for at holde uret rent og sporty mestendels er børstet både på hornene og siderne. Der har dog sneget sig en virkelig lille polering ind, der strækker sig fra horn til horn på oversiden af urkassen. Dette er svært at se på afstand, men når man kommer tættere på for at nyde uret er det en fin lille detalje.
Lynetten er også blankpoleret, hvilket giver et fint spil med lyset. Dette understøtter urets helt store trækplaster sammen med den integrerede lænke, hvilket urskiven, der er meget fint lavet i clous de Paris-stil – de små firkanter, der skal forestille brostenene i Paris. Det er et design, som vi kender fra Royal Oak. Og det fungerer enormt godt på PRX. Kvartsversionerne har blanke urskiver, hvilket i mine øjne får uret til at set lidt for fladt og simpelt ud.
På afstand er det svært at se, men timemarkørerne, der også er polerede og spiller fint i lyset, indeholder en smule SuperLuminova selvlysende materiale. Dette finder man også i de simple visere, der også er blankpolerede. Poleringen giver et fint spil med lyset, men i mørke må jeg desværre konstatere, at lumen er ganske skuffende. Viserne, der indeholder mere materiale, lyser klarest. Men timemarkørerne er svære at se i mørke, hvilket er skuffende for et sportsur. Årsagen er nok, at markørerne er så tynde, at det er svært at fylde meget selvlysende materiale i dem. Under klokken 12 finder man Tissot navnet og 1853, der er året, hvor Tissot blev grundlagt. Over klokken 6 finder med PRX og Powermatic 80, der er titlen på uret og urværket, der er inden i uret. Og helt i bunden Swiss Made.
Jeg finder mængden og størrelsen på skriften på skiven helt fin. Det er ikke for meget, så det fjerner fokus fra urskiven, og så er jeg vild med den fantastiske firser-font som Tissot har skrevet PRX i. Det bringer minder om 1980’ernes sci-fi film og minder mig også om fonten fra Tilbage til fremtiden filmene. Klokken tre finder man datoen, der er omkranset af en stålramme, der er let børstet. Normalt irriterer datoer i sort skrift på hvid baggrund mig, da de bryder symmetrien på urskiven, men underligt nok irriterer det mig ikke på PRX’en.
Lænken er komfortabel på håndleddet og trækker ikke de små hår ud. Den er fint børstet og en lækker detalje er, at hvert led er poleret i toppen, hvilket leger fint med lyset. Ved selve urkassen er lænken 27 mm og den ender på 18 mm ved spændet, det giver en forfinet bærekomfort, og det får uret til at fremstå mere elegant og lidt mere diskret på håndleddet. Spændet er et sommerfuglespænde med to knapper til at åbne det. Der er mange led på spændet, der kan fjernes, og Tissot har været smarte at sætte to halve led på lænken, så det er nemmere at få den helt perfekte tilpasning til ens håndled.
Safirglasset fremstår som behandlet med antirefleksionsmateriale, da det er virkelig nemt at aflæse tiden selv i stærkt sollys, som vi da heldigvis af og til kan nyde herhjemme i den danske “sommer”. Urskiven er ledt solreflekterende, men ikke voldsomt skinnende. Det er i det hele taget en flot urskive med clous de Paris mønsteret og den lyseblå isblå farve er jeg personligt vild med. Den er både afdæmpet og frisk på samme tid. De mørkeblå og grønne versioner er også flotte og de er nok til det mere afdæmpede og klassiske look. Parret med en læderrem kan uret med de skivefarver nærmest bæres som et dress-ur.
Kan uret holde tiden?
Inde i uret bag et safirglas, så man kan iagttage urværket, sidder et for Swatch Group og Tissot helt klassisk Powermatic 80 schweizisk automatikværk med 80 timers gangreserve. I min erfaring er Powermatic 80 værkerne yderst stabile og robuste, og så kan de produceres i spandevis, hvilket holder prisen nede. For at opnå de imponerende 80 timers gangreserve har man sat pulsen ned til 21.600 vibrationer per time, så sekundviseren hakker lidt mere end på værker med 28.800 vibrationer per time – det er dog en god byttehandel for at få 80 timers gangreserve. Man kan bære uret i hverdagene og lægge det fra sig i weekenden, når man så tager det på mandag morgen tikker det stadig fint.
Jeg har haft og har utallige ure med Powermatic 80 værket. De er altid ganske præcise, men dette anmeldereksemplar skuffer lidt ved at gå mellem 3 og 7 sekunder for langsomt. Det kan skyldes, at dette eksemplar nok er bumpet lidt rundt mellem diverse anmeldere. Værket er ikke synderligt interessant at se på; i denne prisklasse på 6.095 kr. ved danske forhandlere og direkte fra Tissot, får man ikke en masse fine deltaljer, men Tissot har dog sat deres egen rotor på.
Er hypen berettiget og er prisen helt ude i det blå eller fair?
Det er dommens time for spørgsmålene trænger sig på:
Er Tissot PRX et godt ur?
Er Tissot PRX pengene værd?
Er Tissot PRX Ice Blue berettiget hypen?
Jeg kan konkludere, at i den uge hvor jeg har båret uret, har jeg fået svar på alle mine spørgsmål. Og de fleste svar falder positivt ud til Tissot PRXs fordel. Den isblå urskive ER smuk og ser flot ud i lyset og sammen med de hvide skjorter og poloer, som jeg personligt gerne iklæder mig. Uret ER komfortabelt og er ikke for stort i 40 mm versionen. Man skal kunne lide ure med en vis tyngde og bredde, og man skal nok have et håndled på 16-16,5 cm for at enderne ikke overskrider håndleddet. Lænken ER komfortabel. Og så ER uret bare et virkelig sjovt og friskt ur, der prismæssigt er næsten umuligt at slå, hvis man ønsker sig et schweizisk integreret lænke automatik-ur fra et respekteret urmærke med en flot historie.
Man kan købe læderemme på Tissots hjemmeside og mon ikke også snart man kan købe gummiremme, så PRX kan tilpasses til mange forskellige situationer. Der sidder i lænken et springfjedersystem, der gør at man på 30 sekunder kan tage lænken af og så sætte en rem på.
Lumen skuffer og det gør præcisionen også. Men igen, der er tale om et ur til cirka 6.000 kr. og endnu lavere, hvis man vælger en anden farve på læderrem eller gummirem. Man får ikke alt, men man får et sjovt og yderst solidt ud for pengene. Prøv eventuelt uret på forskellige remme og også i 35 mm versionen i en butik.
Jeg tror, at jeg bliver nødt til at tilføje et PRX til min private samling.
Data om uret:
- Tissot PRX Powermatic 80 “Ice Blue” T1374071135100
- Automatisk ur med Powermatic 80 urværk, der holder 80 timers gangreserve
- 40 mm i diameter. 51,1 mm i længde. 11.2 mm i tykkelse
- Safirglas på både for- og bagside
- 100 meters vandtæthed med træk-og-pres-krone
- Bygget i 316L rustfrit stål med integreret lænke
- Vejer cirka 145 gram med alle led på lænken
- Fås i mange forskellige farver, størrelser og med forskellige remme
- Pris: 6.095 kr. hos danske Tissot forhandlere og på Tissots hjemmeside
Uret var udlånt af Tissot og Swatch Group, der ikke har haft indflydelse på anmeldelsen.
Besøg Tissot HER
Find din nærmeste forhandler HER