ArtiklerNyheder

Har Omega lige afsløret den nye James Bond? Indgår nyt samarbejde med britisk skuespiller

Omega har nu offentliggjort, at den britiske skuespiller Aaron Taylor-Johnson er ny brandambassadør. Det sætter gang i spekulationer om det er Omegas måde at afsløre den kommende James Bond på.

Sean Connery, David Niven, George Lazenby, Roger Moore, Timothy Dalton, Pierce Brosnan, Daniel Craig… Og… Aaron Taylor-Johnson.

Måske er det sådan, at listen over alle de skuespillere, der har portrætteret Agent 007 på det store lærred ser ud. Spekulationerne om, hvem der afløser Daniel Craig som James Bond har længe raset. Og nu afslører Omega Aaron Taylor-Johnson som ny brandambassadør.

Aaron Taylor-Johnson på besøg hos Omega i Biel/Bienne med et Omega Speedmaster om håndleddet. Billede: Omega.

Den britiske skuespiller Daniel Craig har forlængst meldt sin afgang som Agent 007 efter 15 år og fem film.

Spekulationerne tager fart, da James Bond for alle syv skuespillere, der har portrætteret superagenten, har været briter. Dog med George Lazenby, der er australier, som eneste uden for de britiske øer, men dog som en del af Commonwealth.

Aaron Taylor-Johnson sammen med Omegas CEO Raynald Aeschlimann. Billede: Omega.

“Jeg har altid sat pris på ure og især på Omega. Nu, da jeg har besøgt fabrikken, er jeg målløs over de evner det kræver at skabe så luksuriøst et produkt,” siger Aaron Taylor-Johnson ifølge Omega.

Omega er storsponsor økonomisk og med ure til rekvisitter til James Bond franchisen. Det har det schweiziske urmærke været siden GoldenEye med Pierce Brosnan fra 1995. Her debuterede Omega i James Bond film med et Omega Seamaster.

Netop det faktum, at Omega er så dybt involveret i James Bond sætter spekulationerne i vejret.

Omega + en britisk skuespiller, der har udseendet til at være James Bond = Den nye Agent 007.

Billede Omega.

“Aaron er så divers en skuespiller med et repertoire, der dækker action, thriller, romance og meget mere. Hos Omega er vi altid betaget af denne brede kvalitet samt hans pionerånd i forhold til de mange forskellige roller. Hans passion for ure er også tydelig, så vi er henrykte over at byde ham velkommen som ny ambassadør og dele vores begejstring for de nyeste kreationer,” siger Raynald Aeschlimann.

Den hidtidige James Bond Daniel Craig under OL i Paris. Billede: Mike Marsland/Getty Images for Omega

Aaron Taylor-Johnson har spillet med i film som Shanghai Nights, Nowhere Boy, Kick-Ass, Avengers: Age of Ultron og The Wall.

Nu vil tiden vise, om den 34-årige brite, der stammer fra High Wycombe cirka 47 km. fra London, bliver den nye agent med licens til at dræbe.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!