Anmeldelser

Tæt på uret: Årets bedste value-køb er det nye Certina DS Super PH 1000M dykkerur

Certina genopliver med stor succes et glemt dykkerur, som det schweiziske urmærke producerede for 50 år siden. Det nye Certina DS Super PH 1000M byder på 1.000 meter vandtæthed og flere geniale påfund.

Fra cirka 1970 til 1975 producerede det legendariske schweiziske urmærke Certina, der i dag er ejet af Swatch Group, et monster af et dykkerur kaldet DS Super PH 1000M. Uret var målrettet de mest hårdføre dykkere og militærfolk, og netop denne model blev i 1970’erne anvendt i den australske flåde. Uret var en opgradering af DS-2 Super PH 500M, der blandt andet blev anvendt i det vilde Tektite eksperiment. I forsøget medvirkede blandt andet den amerikanske rumfartsorganisation NASA. Forsøget gik ud på, at fire forskere levede under vandet i to tanke i to måneder. Dette siger noget om, hvor vilde Certinas dykkerure var dengang.

Gammel artikel/annonce om det vilde eksperiment. Billede: Certina.

I 2023 genoplivede Certina vildskaben med DS Super PH 1000M i en sort og en orange version. Og i 2024 er den tredje farve i form af en turkis version blevet lanceret. Det er dette ur, som undertegnede har købt og anmelder i denne artikel. Listeprisen er 915 schweiziske frank og i Danmark er uret prissat til 7.500 – 8.000 kr. spritnyt. Det kan kun lade sig gøre fordi 1) Det er Certina, der står på uret og 2) Fordi Swatch Group har voldsomme kræfter til at masseproducere. Begge dele holder prisen nede. Stod der Omega på uret havde det kostet ti gange så meget.

I profil skriger uret toolwatch og maskulinitet. Billede: Time & Crown.

Vilde specifikationer og en størrelse, der snyder

Her ses den orange version, der er limiteret til 1.000 eksemplarer. Billede: Certina.
Den sorte version. Billede: Certina.

Uanset hvilken farve man vælger, får man præcis samme vilde specifikationer, samme urværk, samme dimensioner og samme urværk. Det er urskiven farve og remmen, der er forskellig fra farve til farve. Størrelsen afslører, at der er tale om et ordentlig basse af et professionelt dykkerur. Uret måler ifølge Time & Crowns mål 43,3 mm i diameter, 14,3 mm i tykkelse, 47,7 mm i længden og hornbredden er 20 mm. Uret prydes af en skildpadde på bagsiden og på forsiden er glasset safir, der har en excellent antirefleksbehandling.

Dette billede er taget i september i ganske stærkt sollys. Antirefleksbehandlingen er fremragende. Billede: Time & Crown.

Uret tikker ved hjælp af et Powermatic 80 urværk, der er et automatisk urværk med 80 timers gangreserve. Det tikker med 21.600 vibrationer i timen og i dette ur er det versionen med 25 juveler, hvilket betyder, at der ikke er anvendt plastikdele. Balancefjederen er Nivachron, hvilke bidrager til modstandsdygtigheden mod magnetisme. Jeg måler minus 3 til 5 sekunder per døgn. Det er ikke prangende, men det er heller ikke en voldsomt afvigelse i præcision.

Billede: Time & Crown.
Man bidrager til Sea Turtle Conservancy og deres arbejde for at beskytte havskildpadder, når man køber uret. Det afslører urets bagkasse. Billede: Time & Crown.

Urskiven og lynnetteindlægget i aluminium er produceret i en smuk turkis farve. Ved første øjekast fremstår urskiven som værende mat, men der er tale om en glittet urskive, der trods overfladebehandlingen fremstår underspillet. Teksten er holdt minimal på urskiven, der prydes af orange timemarkører flankeret af schweizisk Super-Luminova fyldte firkanter. Også viserne, der er i typisk sværddesign, er fyldt med selvlysende materiale. En fin detalje er den orange minutviser.

Uret skinner flot i mørke. Billede: Time & Crown.

Klokken tre finder man datofunktionen, der med lidt ekstra indsats kunne være farvematchet eller i sort. Men det generer mig ikke personligt det store. Lynnetteindlægget er holdt i mat turkisfarve. En særlig smart funktion er, at man kun kan dreje lynnetten de 120 klik ved at presse ned på selve lynnetten. Dette opfandt Certina for at sikre, at man ikke ved en fejl manipulerer dykkertiden ved en fejl. Kronen er en skruekrone, der gemmer sig godt inde i den pudeformede urkasse.

Indpakningen er simpel og lavet i genbrugspap og filt. Billede: Time & Crown.

En anden særdeles fin innovation er, at man finder fire aflange huller bag på uret. Disse er lavet for, at man efter et dyk nemt ved hjælp af rindende ferskvand kan rense bagsiden af lynnetten. Smart! Urkassen er pudeformet, hvilket bidrager til at uret bæres langt tættere på et 42 mm ur end et 43 mm+ ur. Og urkassen er også et højdepunkt ved dette ur, da den både er i poleret og børstet behandling. Det er fine detaljer for et ur i denne prisklasse.

Billede: Time & Crown.

Denne version kommer med en FKM gummirem i særdeles god kvalitet. Der er orange syninger på kanterne, der spiller fint op til den orange viser og de orange markeringer på urskiven.

Her kan man se de forskellige behandlinger af stålet. Der er mange fine detaljer for et ur i denne prisklasse. Billede: Time & Crown.

En stolt og velvoksen herre

På mit 17 cm i diameter håndled bæres uret helt perfekt. Billede: Time & Crown.

Der er ingen tvivl om, at denne models relancering er et prestigeprojekt for Certina. Detaljerne og kvaliteten ved dette vilde ur med 1.000 meter vandtæthed og heliumventil er af høj klasse. Man kan mærke, at Certina har lagt ekstra kræfter og vilje i dette ur – fordi det er Certina vil det måske ikke sælge lige så godt som andre mærker. Men jeg mener, at Certina, med dette ur, cementerer sin position som et legendarisk dykkerursmærke. Værdi og pris spiller fantastisk sammen,

Certina kunne have taget 15.000 kr. for dette ur. Det ville have været en fair pris. Det er klart, at urværket i form af det standardiserede Powermatic 80 skal medvirke til at holde prisen nede. Jeg kunne da godt ønske med COSC certificering og måske et mere interessant urværk, men urets kvalitet, historie og innovative teknologi er uovertruffen i denne prisklasse – Powermatic 80 eller ej.

Billede: Time & Crown.

Det ER et stort ur. Men det bæres som f.eks. et Doxa Sub 300 eller et 44 mm Seiko Turtle. Urkassens design gør, at uret bæres meget mindre end dimensionerne anleder til at tro. Er man til historiske dykkerure med vilde specifikationer, så kan dette ur varmt anbefales. Også selvom det nok mest er et sommer- og weekend ur.

Videoanmeldelse

Informationer om uret

  • Certina DS Super PH 1000M referencenummer C024.907.17.041.10
  • 43,3 mm i diameter, 14,3 mm i tykkelse, 47,7 mm i længde, 20 mm hornbredde
  • Kommer på en fin FKM gummirem i sort
  • Powermatic 80 25 juveler Nivachron balancefjeder – 80 timers gangreserve – måles til -3 til -5 sekunder per døgn
  • Urkassen er børstet og poleret og lavet i 316L kirurgisk stål
  • Safirglas og Super-Luminova selvlysende materiale
  • 120 klik aluminium lynnetteindlæg
  • Heliumventil
  • Pris: 7.500 – 8.000 kr.

Se også

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!