Det amerikanske militærs hemmelighedsfulde favoritur fylder 85 år
Marathon Watches er ikke sådan at slå ud af kurs. Det canadiske urmærke fylder nu 85 år og er i tredje generation af familieeje. Efter mange år skjult i skyggerne åbner Marathon sig i stigende grad op.
Det er nok ikke tilfældigt, at canadiske Marathon Watches har hjemme i både Ottawa i Canada og i New Jersey og Virginia i USA. Sidstnævnte by er som bekendt hjembyen for det amerikanske forsvarsministerie Pentagon. Marathon Watches er et notorisk lukket foretagende, men i anledning af militærurmærkets 85. leveår åbner CEO Mitchell Wein op over for Europastar.com.
Mitchell Wein er tredje generation af topleder af urmærket, der trods sit canadiske ophav har leveret taktiske militærure til det amerikanske militær i årtier. En del af de meget hårdføre Marathon ure er også tilgængelige for civile. Men sådan har det ikke altid været.
“Folk vidste ikke hvem vi var eller hvordan man fik kontakt til os. Vi modtog breve fra folk, der spurgte til, hvor de kunne købe vores ure. Men min far afviste altid at sælge urene til civile,” forklarer Mitchell Wein til Europastar.com.
I dag kan man købe Marathon ure direkte hos virksomheden og via utallige forhandlere, men der findes mange modeller, som civile aldrig vil komme til at kende til.
“Der er specifikke ure, som vi har solgt til regeringer. Dem vil offentligheden aldrig kende til, og vi har også produceret specielle ure til private foretagender,” sider CEO’en.
At Marathon ure har åbnet sig for offentligheden er samarbejdet med bilmærket Jeep et eksempel på. I år har Marathon og JEEP nemlig i samarbejde lanceret et Jeep/Marathon dykkerur.
Schweiz og den første Golfkrig
Mest kendt er Marathon for sine kvarts dykkerure og kvarts field ure. Men i de senere år har Marathon introduceret flere ure med automatikværker.
I forbindelse med den første Golfkrig i 1990 leverede Marathon 150.000 ure til det amerikanske militær til brug i krigen mod Irak og Saddam Hussein. Den enorme leverance viste dog, at Marathon blev presset på produktionskapaciteten. Derfor åbnede man sin egen fabrik i La Chaux-de-Fonds i Schweiz og tog dermed et stort skridt væk fra at samarbejde med producenter til at producere alle urene selv. Mitchell Wein fortæller, at cirka 90 procent af alle Marathons ure i dag produceres ud fra de krav NATO stiller til urene.
“Vi er konstant i gang med at udvikle vores teknologi. Det kan være svært for mange at se, hvilket nok skyldes, at vi på mange måder har holdt fast i vores designs i alle årene”, siger han til Europastar.com.
Men etableringen i 1939 blev Marathon med raketfart militærets troværdige leverandør af ure og instrumenter – blandt andet ure til timing til affyring af ubådstorpedoer. Og efter 85 år er integritet og kvalitet ikke til salg, lyder det fra Wein.
“Der er urmærker, der kun tænker på penge. I skal efterlade en arv. Marathon er ikke mit rigtige efternavn, men det føles sådan,” slutter han til Europastar.com.