Det schweiziske urmærke Certina tager nu et forventeligt populært tiltag ved at slanke Certina DS Action Diver med keramisk lynetteindlæg fra 43 mm til 40,5 mm. Også stålversioner introduceres i tre farver.
I 2023 lancerede de første nye version af deres populære entry-level automatiske dykkerure DS Action Diver. De opdaterede ure bød på genopfrisket design og keramisk lynetteindlæg. Her på sitet så vi nærmere på den grønne version.
Senere lancerede Certina en samling DS Action Diver i 38 mm, men dog uden keramisk lynetteindlæg. Og nu maj måned anno 2025 lancerer Certina fire nye varianter – tre i stål og en i titanium – med keramisk lynetteindlæg med en diameter på 40,5 mm.
De fire nye DS Action Diver 40,5 mm er:
- Sort skive på NATO-rem reference C048.407.18.051.01 pris 6.900 kr.
- Sort skive på stållænke reference C048.407.11.051.01 pris 7.300 kr.
- Hvid urskive på stållænke reference C048.407.11.011.00 pris 7.300 kr.
- Blå urskive konstrueret i titanium reference C048.407.44.041.00 pris 8.000 kr.
Fælles for urene er, at de måler 40,5 mm i diameter. Dermed finder Certina den solide mellemvej mellem 38 mm, der kan være for småt for mange, og 43 mm, der kan være for stort for mange.
Højden på urene er 14,1 mm og der er 20 mm imellem hornene. Et bud på længden er 47-48 mm.
Versionerne med sort og hvid urskive fås konstrueret i stål, mens letvægtsmodellen konstrueret i titanium fås alene med blå urskive.
Andre fællestræk ved urene er, at de alle har keramisk lynetteindlæg og holder 300 meter vandtæthed. I urene sidder et Powermatic 80 urværk fra Swatch Group, der tikker med 21.600 vibrationer i timen. Disse urværker holder hele 80 timers gangreserve.
Der er tale om den opdaterede version af Powermatic 80 med antimagnetisk Nivachron balancefjeder.
Certina lægger sig både pris- og kvalitetsmæssigt et niveau over søsterselskabet Tissot og et niveau under søsterselskabet Longines. For en pris mellem 6.900 og 8.000 kr. får man meget dykkerur for pengene fra et schweizisk urmærke, der har en stor forhistorie med dykkerure.
Læs mere på Certinas hjemmeside.