Longines på banen med tre nye farver i Legend Diver 39mm kollektionen
Longines tilføjer nu tre nye farver til kollektionen af de populære 39mm Legend Diver dykkerurkollektion.
Det schweiziske urmærke tilføjer nu tre nye farver til kollektionen af Legend Diver 39mm. Det historiske og populære dykkerur blev i 2023 lanceret i en 39mm efter de tidligere relanceringer i 36mm og 42mm størrelserne. Med en diameter på 39mm rammer Legend Diver et perfekt sted, hvor størrelsen lugter af gamle dage og også gør uret til et solidt hverdagsur. I 2023 blev uret lanceret i farverne sort og blå. Nu udvides kollektionen med farverne grøn, rød og grå.
Lanceringen af de tre nye farver sker præcis på den 65. fødselsdag for lanceringen af Legend Diver, der blev introduceret af Longines i 1959. Det gør Legend Diver til et af de tidlige kompressor-dykkerure med intern roterende lynnette. I modsætning til traditionelle dykkerure som for eksempel Blancpain Fifthy Fathoms, Omega Seamaster og Rolex Submariner, der alle har roterende lynnetter, som omkranser urskiven uden på uret, har Legend Diver via krone nummer to en intern roterende lynnettefunktion.
Siden debuten i 1959 kom yderligere versioner til i 1965 og 1974. Herefter forsvandt Legend Diver fra Longines’ kollektion indtil 2007, hvor uret blev relanceret i en 42mm version. Nu er tiden altså kommet til en af de største relanceringer af Legend Diver med de tre nye farver. Den røde har en nærmest Bornholmerød farve, den grønne har en mildt nedtonet grøn farve og den grå version er en mørkegrå farve. Urene måler 39mm i diameter, 12,7 mm i højden og 47mm i længden. Så selvom diameteren er 39mm er det ure, der bæres lidt større.
I urene sidder det ETA-baserede Longines 888.6 automatikværk, der kun produceres til Longines. Urværket tikker 25.200 gange i timen og holder 72 timer gangreserve. Værket er COSC-certificeret og indeholder komponenter, der gør det modstandsdygtig over for magnetisme. Urene kommer påmonteret en stållænke i beads of rice designet, der har et meget vintage udseende.
Kronen klokken fire bruges til at optrække uret, mens kronen klokken to bruges til at rotere lynnetten. Begge kroner er skruekroner, så vandtætheden er på 300 meter. Prisen er cirka 29.000 kr.