Hamilton lancerer futuristisk limiteret ur i samarbejde med japansk computerspil
Hamilton American Classic Boulton Death Stranding 2 Limited Edition. Det er navnet på det nye og limiterede ur fra Hamilton, der lanceres i samarbejde med folkene bag Death Stranding 2 spillet.
Nicolas Winding Refn, Norman Reedus, Elle Fanning og Troy Baker. Dette er blot nogle af de navne, der er involveret som skuespillere i det japansk skabte action-adventure computerspil Death Stranding 2.
Spillet, der er skabt af Hideo Kojima og Yoji Shinkawa, udkommer den 26. juni til PlayStation 5. Samtidig kommer også noget så – i association med et moderne computerspil – arkaisk som et mekanisk, schweizisk ur i form af Hamilton American Classic Boulton Death Stranding 2 Limited Edition.
Death Stranding 2 foregår i en form for futuristisk og post apokalyptisk verden, hvilket fint afspejles i designet af det nye Hamilton American Classic Boulton Death Stranding 2 Limited Edition. Uret har en rektangulær urkasse og en form for rumskibsudformning af den øvre del af uret med safirglasset.
Uret, der har reference H13605130, måler 36×48 mm i urkassen samt 13,7 mm i tykkelse. Det kommer påmonteret en sort lænke, der ligesom selve uret er skabt i titanium. Både urkasse og lænket er PVD-behandlet i sort farve, så det får et stealth udseende.
Uret holder 50 meter vandtæthed og i uret sidder et kaliber H-10, der er Hamiltons version af det automatiske Powermatic 80 urværk. Denne version har Nivachron balancefjeder, hvilket er modstandsdygtigt over for magnetisme. Det holder naturligvis 80 timers gangreserve.
Uret er limiteret til 2.000 eksemplarer og er prissat til 1.495 amerikanske dollars svarende til cirka 10.200 kr.