Tæt på uret: Wolbrook Skindiver II er et solidt historisk dykkerur til en fair pris
Wolbrook har opdateret deres legendariske Skindiver dykkerur markant med dette nye Skindiver II. I denne anmeldelse går vi tæt på uret og alle de nye forbedringer.
Helt tilbage i 1949 blev Wolbrook Watches grundlagt i New York i USA, men som så mange andre af de tusindevis af urfabrikanter, der fandtes i fordums tid, gik Wolbrook i dvale i mange år. For få år siden genoplivede et fransk firma Wolbrook Watches sammen med søsterbrandet Douglas og sendte det populære Skindiver dykkerur på gaden. Dette Skindiver ur var ganske tro mod originalen, der blev lanceret i starten af 1960’erne, men det var lidt for meget et budget-ur, hvor der især blev sparet på urværket. Nu lancerer Wolbrook Skindiver II, der stadig er tro mod sit historiske forbillede, men som også er et ur, der byder på mange solide opgraderinger.
Skindiver II fås i tre forskellige versioner: nærværende version med “radioaktiv” grønlige timemarkører og visere, en version med “fauxtina” ældet lume og en version med blå urskive og stållynette. Man kan vælge tropisk gummirem eller stållænke.
Jeg valgte den tropiske gummirem, da det i mine øjne giver det mest vintage look. For tiden tilbyder Wolbrook, der sender urene fra Frankring, så ingen ekstra told, at man kan få en ekstra rem med gratis. Jeg valgte en olivengrøn tropisk gummirem. Remmene er aldeles fremragende i kvaliteten. For eksempel helt på højde med de langt dyrere tropiske gummiremme fra Oris. Men de har en ganske kraftig duft af vanilje, som jeg håber fortager sig med tiden. Mine ure og remme skal helt ikke dufte af noget!
Wolbrook holder sig til fine dimensioner på Skindiver II, der hverken er for stort eller for lille. Nye versioner af vintageure må i mine øjne ikke blive for store, men det er også begrænset, hvor mange der vil gå med et dykkerur på 35-36 mm i diameter. Skindiver II måler 39,8 mm i diameter, 48 mm i længden, 20 mm imellem hornene og det er 13 mm tykt, hvilket inkluderer det hævede safirglas. Safirglasset har et fint vintagedesign og form og der er anvendt antirefleksbehandling på undersiden af glasset. Lynetten er af stål, der er behandlet med sort PVD, og så har man meget elegant indgraveret minutmarkørerne i lynetten, der også har en lumepip. Det roterer med 120 klik og det klikker yderst præcist og med en fin følelse og lyd.
Uret holder 200 meter vandtæthed, hvilket er en klar forbedring i forhold til det første Skindiver, der holdt 150 meter vandtæthed. Det er ligeledes ISO certificeret – ISO 6425. Så det er et reelt dykkerur. Der står på bagsiden, at det er limiteret, men jeg har ikke læst yderligere om dette på Wolbrooks hjemmeside. En markant forbedring er ligeledes valget af et Citizen Miyota 9015 automatik urværk. Jeg er stor fan af dette pålidelige og præcise urværk, der er Citizens svar på det schweiziske ETA-2824 urværk. Det har 42 timers gangreserve og tikker med 28.800 vibrationer i timen (4 hertz). Urværket er yderst præcist, Wolbrook justerer da også alle urværkerne i Frankrig, til 4 sekunder plus i døgnet. Imponerende!
I det første Skindiver, der er billigere end Skindiver II, anvendte Wolbrook et Citizen Miyota 8315 urværk, der i mine øjne er lidt for discount til et dykkerur, der har så flot en historik. Wolbrook Skindiver kan nemlig bryste sig af at være inspirationen til Glashütte Original SeaQ dykkeruret, der er cirka 10-20 gange dyrere. Wolbrook Skindiver II fås til cirka 4.200 kr., mens et SeaQ koster mellem 50.000 og 100.000 kr.
Flere fine forbedringer
Det er ikke kun urværket, der er en markant forbedring i forhold til det første Skindiver. Wolbrook har tilføjet kronebeskyttere. De må betegnes som en forbedring, men jeg havde helst været dem foruden. Der er tilføjet 50 ekstra meter vandtæthed, datofunktion ved hjælp af et lille anonymt datovindue mellem klokken fire og fem, markant mindre tekst på urskiven og så har man ændret på timemarkørerne.
Der anvendes schweizisk SuperLuminova i timemarkører, visere og i lumepip. Billedet snyder lidt, da uret ikke imponerer voldsomt med sin lume. Det er ikke dårlig lume, men det kunne godt lyse klarere i mørket. På håndledet sidder uret kompakt. Urkassens design, hvor hornene bøjer nedad giver et fint, tæt fit på håndleddet. På mit 17,5 cm håndled i omkreds bæres uret helt perfekt.
En sidste detalje at nævne er urkassens behandling. Wolbrook, der får alle delene til uret produceret i Asien, men samler og tester urene hjemme i Frankrig, har valgt et passende vintage urkassedesign og finish. Urkassen er børstet 316L kirurgisk stål på siderne og på hornene, men der løber en tynd, fin poleret flanke på begge sider af urkassen. Det bryder fint med det ellers meget 1960-tro finish.
Uret kommer i en miljøvenlig indpakning bestående af en papæske, i papæsken finder man en pung lavet af hårdført stof og læder. Det er passende indpakning til et budget-ur. En sjov detalje er den medfølgende folder, der er en reklame for Skindiver fra 1974.
Disse genlanceringer af ure fra fordums tid er ikke altid vellykkede. Enten moderniseres de for meget i designet, så urets oprindelige udtryk forsvinder. Eller også vælger producenterne, der opkøber de gamle brands og designs, at lancere billige og kiksede versioner af legendariske ure. Jeg vil mene, at Wolbrook trådte i sidstnævnte kategori med deres første Skindiver. Valget af urværk gjorde uret til lidt for meget et discount-ur. Derfor ville jeg heller ikke erhverve mig uret. Men med Skindiver II rammer Wolbrook pænt indenfor skiven med fine forbedringer og en loyal modernisering af uret, der har 60+ år på bagen.
Er man til vintage-inspirerede dykkerure og kan man godt lide at finde historiske relanceringer til venlige priser, så kan jeg bestemt anbefale Wolbrook Skindiver II. Måske et schweizisk urværk ville have pyntet, kronebeskytterne kan undværes og lume kunne være bedre. Men man får ikke alt til 4.200 kr. – til gengæld får man rigtig meget ur for pengene.
Informationer om uret:
- Wolbrook Skindiver II
- Måler 39,8 mm i diameter, 48 mm i længden, 20 mm mellem hornene og 13 mm i tykkelse
- Produceret i 316L kirurgisk stål
- Safirglas med antirefleksbehanding, 120 klik lynette produceret i sort PVD behandlet stål
- Schweizisk SuperLuminova selvlysende materiale
- Japansk Citizen Miyota 9015 automatikværk – 28.800 vibrationer i timen – 42 timer gangreserve
- 200 meter vandtæthed – skruekrone
- Vælg tropisk gummirem eller stållænke
- Pris for denne version: cirka 4.200 kr. (sendes fra Frankrig)
- Besøg Wolbrooks HJEMMESIDE