Anmeldelser

Tæt på uret: Det nye Seiko Prospex SRPL11 “Baby Samurai” dykkerur

Seiko overrasker med en ny, mindre og opfrisket version af deres populære Samurai dykkerur i tre nye versioner. Time & Crown har haft den lilla SRPL11 på håndleddet i en varm sommeruge. Her er bedømmelsen.

Lige i tid til sommermånederne på vores breddegrader lancerer Seiko tre nye versioner af deres Prospex Samurai dykkerur. Samurai er kendt som et godt prisvenligt intro-ur til Seikos enorme univers af dykkerure. Men det er også en velvoksen basse man tager på håndleddet. Det ændrer Seiko nu på ved at gøre det nye Prospex Samurai mindre i forhold til en række vigtige dimensioner.

Det nye Seiko Prospex SRPL11. Billede: Seiko.

I denne artikel vil vi:

  • Gennemgå de vigtigste detaljer ved det nye Seiko Prospex Samurai – specifikt SRPL11
  • Teste urets præcision, lume, kvalitet og hvordan det bæres på håndleddet
  • Sammenligne urets design med kendte modeller som Seiko Shogun, Seiko Monster og det kendte Seiko Samurai
  • Give vores bedømmelse af uret samlet set

Mindre nogle steder… og større andre

SRPL11 på mit 17 cm. håndled i den danske sommersol. Billede: Time & Crown.

Det nye SRPL kommer i tre forskellige versioner: det i denne anmeldelse nærværende lilla (burgundy) SRPL11, det tilsvarende ur i sort farve SRPL13 og det helt sorte på gummirem, der har referencen SRPL15. Fælles for alle tre ure, er, at de kan betragtes som nye versioner af Samurai, der er en stort – cirka 44 mm i diameter – kantet og næsten futuristisk i sit det design dykkerur fra Seiko. Desværre er det kendte Samurai for stort til mange håndled, men med de nye SRPL11, SRPL13 og SRPL15 tilgodeser den japanske urgigant mindre håndled.

SRPL13, SRPL11 og SRPL15. Billede: Seiko. Kollage: Time & Crown.

Jeg måler uret til 41,9 mm i diameter (44 mm for originalen), 20 mm mellem hornene (22 mm for originalen), 49,1 mm i længden (48 mm for originalen) og en tykkelse på 12,1 mm (13,5 mm for originalen). Kronen måler 6 mm og er dejlig stor og nemt at anvende. I uret sidder et basalt inhouse Seiko NH35A automatik urværk med 41 timers gangreserve, 23 juveler, 21.600 vibrationer i timen og en præcision på gennemsnitligt 11 sekunder plus i mine målinger. Det er overordnet set et gennemprøvet urværk, der nemt kan serviceres eller erstattes. Og 11 sekunder for hurtigt er helt fint for dette urværk. Det nye SRPL11 koster cirka 4.000 kr., så det føles lidt billigt, at Seiko ikke anvender et af sine lidt bedre urværker med længere gangreserve.

Har Tudor Black Bay været en inspiration?

Den lille farve fra Tudors Black Bay 41 minder en del om den lilla farve Seiko anvender. Billede: Tudor.

Der skal ikke herske tvivl om, at Seiko Samurai er helt sin egen. Det er Seikos eget design og alt er produceret inhouse hos Seiko i Japan. Det er et plus, at denne model er produceret i Japan og ikke i Taiwan som de billigere Seiko modeller ofte er. Men man kan ikke komme udenom, at netop det lilla SRPL11 i sit farvevalg at ladet sig inspirere af Tudor Black Bay 41 “Burgundy”. Det er i mine øjne en herlig farve til et ur, da det nærmest er en elegant nedtonet rød farve. Det giver lidt mere spræl på håndleddet, at uret er i denne flotte og velvalgte lilla “burgundy” farve.

Her testes SRPL11 på stranden i Odsherred og på en tropic gummirem fra Wolbrook. Billede: Time & Crown.

Farven minder utroligt meget om Tudors valg af lilla, men i modsætning til Black Bay 41, hvor urskiven er sort, går Seiko planken ud på SRPL11 og anvender en mat lilla urskive. En lillebitte smule mere lysreflektion i urskiven havde været lækkert, men jeg er tilfreds med, at Seiko ikke har anvendt en højtreflekterende sunburst urskive.

Her ses den flotte lume. Billede: Time & Crown.

Ligesom med urværket mener jeg, at Seiko med valget af deres Hardlex mineral glas vælger en lidt for billig udvej. Safir koster ikke meget mere, så gå dog skridtet videre og giv os det bedre safirglas, Seiko! Lumen er til gengæld fantastisk; Seikos Lumibrite materiale er utroligt selvlysende og er helt i top på dette ur.

Spændet. Billede: Time & Crown.
Lænken. Billede: Time & Crown.

Lænken er af fin kvalitet – Seiko har virkelig oppet sig her. Der er tale om en børstet stållænke i oysterstil med fint artikulerende led. Spændet er solidt, sikkert og har fire mikrojusteringer. Men det er et spænde under niveau i 2024 med sit pressede metal. Det gør selv mange mikromærker langt bedre til samme eller lavere pris end de cirka 4.000 kr. dette Samurai koster.

Alt godt fra Seiko-havet

Selvom Seiko måske, måske ikke er en smule inspireret af Tudors farvevalg, så er selve designet af SRPL11 opfrisket i forhold til de tidligere Samurai-ure. Seiko dykker ned i sit eget katalog, så urkassen er en fin blanding af det kantede og lidt brutale design fra Shogun og det tidligere Samurai. Til gengæld virker de opdaterede timemarkører, der har en udforming som hajtænder, inspireret af Seiko Monster Orange. Viserne giver et indtryk af Shogun. Det må være skønt for Seiko at have så mange legendariske originale designs i bagkataloget, at de kan blande løs af disse designs.

Seiko Monster Orange med hajtandtimemarkører.
Seiko Shogun.
Seiko Samurai.

Mit indryk af uret efter en uge på håndleddet, hvor jeg både har båret det på gummirem (Wolbrook tropic) og på den originale lænke, er, at det er et virkelig skønt ur med en stor personlighed. På lænken med en del led fjernet for at tilpasse til mit 17 cm i diameter håndled vejer uret næsten 160 gram. Så det er et mærkbart dykkerur, hvilket også understøttes af ISO certificering og 200 meter vandtæthed.

Uret vinder utroligt meget på sit fede design og på den flotte lilla farve. Så jeg kan bestemt anbefale uret. Man skal dog gå på kompromis med, at man kan finde en række andre ure – f.eks. WOLBROOK SKINDIVER II – der er klart bedre i urværk, glas og andre elementer til samme pris som det nye Samurai. Men med Samurai er alt inhouse produceret i Japan og designet er Seiko orginalt.

Video (på engelsk):

Informationer om uret:

  • Seiko Prospex SRPL11 (lilla på lænke), Seiko Prospex SRPL13 (sort på lænke), Seiko Prospex SRPL15 (PVD behandlet sort urkasse og på gummirem – sort skive)
  • Pris: Cirka 4.000 kr.
  • 41,9 mm i diameter, 49,1 mm i længde, 12,1 i tykkelse, 20 mm mellem hornene, 6 mm krone
  • Seiko NH35A inhouse automatik urværk med 41 timers gangreserve, 21.600 vibrationer i timen – 11 sekunder plus i gennemsnit målt af Time & Crown
  • Hardlex mineral glas
  • 120 klik aluminium lynette
  • Urkasse og lænke i 316L kirurgisk stål
  • Lumibrite selvlysende lume

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!