2024 har vist sig at være et særdeles presset år for store dele af den schweiziske urindustri. Mastodonten Swatch Groups årsregnskab viser, at omsætningen faldt og overskuddet tog et massivt fald.
Omega, Breguet, Tissot, Certina, Glashütte Original, Swatch og Longines. Der er rigeligt at vælge imellem, hvis man kigger på Swatch Groups portefølje af urmærker. Den schweiziske mastodonts liste over urmærker under ejerskab er alenlang. Urguppen har haft fart på siden etableringen i 1983, og i dag er cirka 33.000 personer på verdensplan ansat i Swatch Group.
Men 2024 har været et yderst svært år med for både salget af nye ure og dermed også overskudsgrad. Det rapporterer Swatch Group nu i sit årsregnskab for 2024.
Samlet set falder Swatch Groups toplinje 12,2 procent til 6.735 schweizerfranc svarende til cirka 53 milliarder kroner. Og endnu værre svinder bundlinjen ind til en tredjedel af resultatet i 2023. Overskuddet lander således på 304 millioner schweizerfranc svarende til cirka 2,4 milliarder kroner. Det er en markant nedgang fra 1.191 millioner schweizerfranc i 2023 svarende til 9,4 milliarder kroner.
Faldet er stort på både top- og bundlinje for Swatch Group, men det kommer ovenpå et rekordår i 2023, hvor både top- og bundlinje satte rekord.
Time & Crown har tidligere rapporteret om voldsomt faldende salg af schweiziske ure i Kina. Denne tendens rammer Swatch Group hårdt. Dog er der positiv udvikling på andre markeder.
“En vedvarende svær markedssituation og en svag efterspørgsel efter forbrugsvarer i Kina (inkl. Hong Kong og Macau), men på den anden side er der lyspunkter i USA, Japan, Indien og Mellemøsten,” skriver Swatch Group.
Urgruppen melder om mere positive forventninger til salget i 2025.
Topmærker har det sværest
Swatch Group dækker de fleste prisklasser på urmarkedet – lige fra billige Swatch ure i plastik til luksusure i topklasse fra Breguet og Blancpain. Markedet for mellemklasseure som f.eks. Tissot og Certina er presset, da forbrugerne går enten efter de billige ure eller bevæger sig op i de højere klasser.
Swatch Group oplever dog det største pres på de dyreste mærker, mens mellemklasseurene klarer sig godt.
“Prestigebrands som Breguet og Blancpain er særligt udfordret af markedsudviklingen. Men på den anden side klarede mærker som Harry Winston og Omega sig godt, hvilket også gør sig gældende for mellemprisklassesegmenter som Rado, Longines og Tissot,” oplyser Swatch Group.
Urgruppen melder, at man oplevede en positiv udvikling i december 2024, som man forventer forplanter sig til 2025.