Her er de billigste nye Rolex ure: Analyse afslører, hvilke Rolex der nu koster mindre end nyprisen
Det sekundære marked for brugte ure er under stor omvæltning med løbende prisfald. Nu viser en ny og detaljeret gennemgang, at en række Rolex ure på brugtmarkedet nu koster mindre end hos forhandlerne.
Da markedet for brugte luksusure – det sekundære marked – toppede i 2022 var det stensikker fortjeneste på tusindevis af kroner, hvis man var i blandt de heldige der kunne købe et spritnyt Rolex ur hos en autoriseret forhandler.
Nogle Rolex-modeller kunne sælges for næsten det dobbelte af nyprisen på det sekundære marked, hvor efterspørgslen eksploderede. Man kunne således tjene en gedigen månedsløn på få timer.
Siden markedet toppede, er det gået støt ned ad bakke for mange luksusure på det sekundære marked. Som beskrevet løbende her på Time & Crown falder brugtpriserne måned for måned.
De nyeste tal viser således, at siden priserne toppede i marts 2022, er det samlede sekundære marked for luksusure faldet med cirka 32 procent, det viser WatchCharts.coms indeks.
Ser man isoleret på Rolex, så er et Rolex købt i 2020 cirka 18 procent mere værd i dag på det sekundære marked. Men har man købt et Rolex senere, så falder værdien, ifølge WatchCharts.
En ny analyse lavet af Morgan Stanley i samarbejde med WatchCharts.com viser nu, at den negative prisudvikling har sat sig i specifikke Rolex-modeller. Der er nu en række spritnye Rolex, som gennemsnitligt handles til under nyprisen.
Modtag artikler som denne samt masser af nyheder og guides gratis i din indbakke. Skriv dig op til vores nyhedsbrev:
For disse ure er det slut med at kunne sælges direkte på gaden, efter de er afhentet hos den autoriserede forhandler. I hvert fald hvis det er med en stor fortjeneste for øje.
Disse Rolex ure koster mindre brugt end nyprisen
Det er fortsat de fleste Rolex-modeller, der kan sælges dyrere end nyprisen på det sekundære marked. Men en række modeller sælges nu gennemsnitligt under nyprisen. Det viser den nye analyse fra Morgan Stanley og WatchCharts.com ifølge QuillAndPad.com.
Således sælges Rolex Yachtmaster fire procent under nyprisen. Rolex Day-Date sælges to procent under nyprisen på brugtmarkedet.
Et Rolex Explorer handles nu fem procent under nyprisen, mens 1908 dressure fra Rolex handles otte procent under nyprisen. Et enkelt Rolex står dog som det helt store tabsgivende ur, hvis man køber det med fortjeneste for øje.
Ifølge analysen handles Rolex Sea-Dweller nu hele 15 procent under nyprisen. Så der er øretæver i luften økonomisk, hvis man vil forsøge at tjene hurtige penge på Rolex’ hårdføre dykkerur.
En række Rolex er dog fortsat en rigtig god forretning, hvis man køber dem nye og sælger videre.
Kan man få fingrene i et nyt GMT-Master, så er der en fortjeneste på næsten 40 procent i gennemsnit. Det er det samme for et Daytona, mens Oyster Perpetual med cirka 30 procent værditilvækst og Sky-Dweller med 20 procent fortjeneste i gennemsnit fortsat holder værdien solidt.
For spekulanter er disse nye tal en skuffelse. Selv for GMT-Master og Sky-Dweller er fortjenesten nu markant lavere end tidligere, hvor et GMT-Master kunne sælges med 70-80 procent fortjeneste. For urentusiaster, der bare gerne vil have et fedt Rolex ur, er det en god nyhed.
For eksempel er de populære Rolex Submariner til at få fat i på brugtmarkedet til priser, der ikke er milevidt fra nyprisen. I gennemsnit koster et nyt Submariner nu 14 procent mere på det sekundære marked.
Rolex er med afstand det største schweiziske urmærke. Læs mere om det i denne artikel.
Efterspørgslen efter brugte Rolex er faldende, men Rolex er fortsat et førende urmærke brugt. Læs mere om det i denne artikel.