Ur-ekspert om den schweiziske urbranche: I 30 år har jeg aldrig oplevet sådan en krise
Den schweiziske urindustri er på vej ind i en massiv krise. Det mener en af branchens mest kendte analytikere. Donald Trumps handelskrig og mindre asiatisk appetit på schweiziske ure koster dyrt.
Medicin, maskiner og ure. Det er de tre største eksportområder for Schweiz. Urindustrien står for hele 10 procent af alpelandets samlede eksport, så det kan påvirke nationens økonomi markant, hvis eksporten af lækre ure fra Schweiz lider.
Januar startede året fint, men februar blev en krisemåned for de schweiziske urmærker, som det er beskrevet her på Time & Crown. Marts viste en forbedring, men samlet set er eksporten i første kvartal faldet med 1,1 procent.
Det er dog stilhed før stormen, mener Oliver Müller, der driver konsulentvirksomheden LuxeConsult. Han har beskæftiget sig professionelt med den schweiziske urindustri i 30 år.
“I næsten tre årtier i denne branche har jeg aldrig oplevet sådan en krise. Dette vil være meget mere intenst end før. Hvad mange stadig ikke forstår er, at den amerikanske regering vil fastholde sit pres. Den usikkerhed, det skaber, betyder, at du ikke kan planlægge, fordi du ikke ved, hvad der sker i næste uge eller næste måned. Det er som at være på en skydebane, hvor målet konstant bliver flyttet,” siger han til det schweiziske handelsblad Bilanz.ch i et længere interview.
Få flere artikler og analyser som denne direkte i din indbakke. Skriv dig op til Time & Crowns gratis nyhedsbrev her:
Billige schweiziske ure vil rammes hårdere end de dyreste ure
Donald Trump har bebudet 31 procent told på schweiziske varer ind i USA. Denne toldsats blev dog tidligere i april udsat med 90 dage. Men holder den amerikanske præsident fast i sin handelskrig, vil det primært ramme forbrugere i USA der køber billigere schweiziske ure.
“Først og fremmest skal det bemærkes, at urene ikke beskattes med en 31 procent højere sats, men derimod af importværdien. Og det vil resultere i en nettoprisstigning på 11 til 12 procent – noget, der er tåleligt for et luksusur, der koster over 100.000 francs, men for et ur på 1.000 franc vil nogle nok takke nej,” siger Oliver Müller til Bilanz.ch.
Det er en velkendt sandhed, at meget dyre luksusvarer er mindre prisfølsomme, end varer der prismæssigt er mere forbrugervenlige til en bredere skare af forbrugere. Man vil formentlig derfor ikke se en dyb krise for high horology mærker som f.eks. Audemars Piguet og Patek Philippe.
Dette understøttes af de nyeste eksporttal, som beskrevet her på Time & Crown, der viser, at især prisvenlige ure er i frit fald, mens de dyreste ure klarer sig bedre.
Et af de værste år siden anden verdenskrig
Uanset set hvordan den uforudsigelige amerikanske præsident drejer på tarifskruerne, så vil 2025 blive et af de værste år for den schweiziske urindustri i nyere tid.
Det forudser Oliver Müller, når han kigger i krystalkuglen.
“Med et fald på seks til otte procent i forhold til året før, hvilket stadig ville være bedre end året 2019, før Covid. Desværre vil mængderne kollapse massivt. Jeg forventer, at vi vil nå nogenlunde samme niveau som i 2020 med blot 14 millioner eksporterede ure. Det ville være en negativ rekord siden Anden Verdenskrig – med meget alvorlige konsekvenser for leverandørerne,” forklarer han til Bilanz.ch.
Det er interessant hvad en forestående krise i den schweiziske urindustri vil betyde for danske urentusiaster. Et udvikling, der tales om i urbranchen, er, at urproducenterne vil være tvunget til at pumpe nye ure ud på det sekundære marked.
Man vil dermed se, at udbuddet af schweiziske ure hos grey market forhandlere vil stige, da producenterne ikke kan sælge nok ure til listepris. For at dække omkostningerne ved produktion af urene, vil urene blive solgt på det sekundære marked for også at tømme lagrene.
Det kan, hvis tesen holder stik, betyde at udbuddet overstiger efterspørgslen. Dermed vil priserne falde på mange schweiziske ure, når man køber dem på det sekundære marked.
Swatch Group, der ejer mærker som Omega, Swatch, Glashütte Original, Tissot og Breguet, har dog i første omgang valgt at øge priserne for at kompensere for højere guldpriser og faldende salg i USA.
USA er det største eksportmarked for schweiziske ure, mens main land Kina og Hong Kong konsekvent køber færre og færre schweiziske ure.