Norqain har på få år formået at skabe voldsom opmærksomhed om sine ure. Flere sportsstjerner og kendte folk fra urindustrien er kommet ombord. Der satses på kvalitetsure til middelpriser.
En amerikansk ishockeylegende, sønnen af Breitlings tidligere ejer og en schweizisk ishockeystjerne. Dette kunne være starten på en joke ala “tre mænd går ind på en bar”. Men det er sammen med CEO og grundlægger Ben Küffer holdet, der på rekordtid har skabt et kvalitetsurmærke.
Vi skal kun tilbage til 2018 for at finde året, hvor det uafhængige schweiziske urmærke Norqain blev etableret. Blot syv år senere har Norqain lanceret adskillelige urmodeller, deltaget ved Watches and Wonders og sælges nu hos 70 forhandlere i 12 lande.
Ved Watches and Wonders i Geneve i april måned lancerede det unge urmærke to ny modeller i Wild One Skeleton 39 og Independence Skeleton Chrono. Begge modeller er farverige og moderne ure skabt i Norqains eget karbonmateriale NORTEQ.
“Udover tekniske fremskridt, så skal ure først om fremmest bringe glæde. Det er derfor, at 2025 bliver et år med uventede og sjove lanceringer. Vi vil bringe en frisk følelse af begejstring til urverdenen. Innovation og håndværk er vores kerne, men at bringe glæde og følelser ind i urmageri er lige så vigtigt,” siger CEO Ben Küffer til WatchPro.com.
“Irrationel begejstring” er sætningen, som Norqain arbejder under. Det har man lært fra ur-legenden Jean-Claude Biver, der er tilknyttet Norqain som rådgiver.
Wild One Skeleton 39 er bygget i letvægtsmaterialet karbon og har et skeleton-urværk. Uret måler 39 mm i diameter, 11,75 i højden og 45,75 mm i længden. Uret kommer på en gummirem, så vægten holdes nede. Uret holder 200 meter vandtæthed.
Det kan købes i lyserød, grå, blå og grøn. I uret sidder et Sellita SW-200 automatisk schweizisk urværk med 41 timers gangreserve. Norqain samarbejder ellers med Kenissi om at producere luksusurværker specifikt til Norqain. Kenissi leverer også urværker til Tudor.
Desværre benytter Norqain sig ikke af disse bedre urværker til Wild One.
Wild One henvender sig til et yngre publikum, hvilket er strategien fra Norqains side. Dette matcher med gennemsnitsalderen hos de ansatte hos Norqain, der er cirka 30 år i gennemsnit.
Prissætningen afspejler ligeledes, at man henvender sig til et yngre publikum end mange af konkurrenterne.
“Vores stærke position på det vigtigste prissegment mellem 2.000 og 6.000 schweizer franc (mellem 16.000 og 48.000 kroner, red.) spiller en nøglerolle i at fastholde kundeloyaliteten. Ved at tilbyde innovative designs og schweizisk kvalitetshåndværk er vi stand til at styrke samarbejdet med vores partnere og satse langsitet,” forklarer Ben Küffer til WatchPro.com.
Sportsstjerner og urindustriens grand old man støtter Norqain
Men attraktive priser, farverige designs og unge medarbejdere skaber ikke successen alene. Derfor samarbejder Norqain med en række folk fra urindustrien og ishockey.
Det schweiziske ishockeystjerne Mark Streit, der i 2017 vandt Stanley Cup, har længe været Norqains ansigt udadtil. En yngre ishockeystjerne i Roman Rosi er også kommet til. Og fokus på issporten styrkes endvidere ved, at man har fået NHL-legenden Sidney Crosby med som medejer.
Dertil kommer samarbejdet med Jean-Claude Biver samt at Ted Schneider, der er søn af Breitlings tidligere ejer Ernest Schneider, er medejer.
“Det passer perfekt til vores DNA. Vi har skabt det mest sportslige mekaniske ur på marked med Wild One, så det gør Norqain til et perfekt fit til dette publikum,” siger CEO’en.
USA er et marked, som Norqain satser på. Dette kan måske ændre sig i og med, at præsident Trump har pålagt Schweiz høje toldsatser.
Wild One er prissat til 45.000 kr. mens Independence Skeleton Chronograph koster 55.100 kr.
Kronografen er bygget i titanium. Uret måler 42 mm i diameter, 49,80 mm i diameter og 13,90 mm i tykkelse. Uret er udstyret med Norqains eget kronografurværk.