Frederique Constant relancerer klassisk rektangulært ur med automatisk urværk
Frederique Constant opdaterer nu Classics Carree med fire nye modeller, der alle har automatisk urværk.
Klassiske ure med noget så klassisk som et mekanisk urværk. Det efterspørges i stor stil hos et yngre publikum, der har fået øjnene op for de smukke tikkende maskiner til håndleddet.
Det ganske unge schweiziske urmærke Frederique Constant, der gør sig bemærket med klassiske urdesigns og egne urværker, byder sig nu til med fire nye versioner af det fine dress-ur Classics Carree.
Tidligere har vi her på sitet stillet skarpt på det smukke Classic Moonphase Date.
De nye automatiske modeller kommer efter, at Frederique Constant tilbage i 2006 introducerede Carree med kvartsurværker.
De fire nye modeller byder på blå urskive, hvid urskive, laksefarvet urkasse og hvid urskive og urkasse i guld (PVD behandlet).
Urene er i det fra Cartier-inspirerede rektangulære design, der også er velkendt fra Jaeger-Lecoultres Reverso.
Urets design giver det et klassisk vintage udseende, der gør uret til et meget sikkert valg, hvis man er til ure med et formelt udseende.
Urskiven er skabt med sunburst effekt og centralt på urskiven har man et bølgeformet mønster. Klokken seks finder man datokomplikationen, der er i hvid med sort skrift, så det er nemt at aflæse den.
Urene er konstrueret i 316L stål – guldversionen ligeså men her er urkassen PVD behandlet, så der er et tyndt lag guld. Alle fire modeller kommer påmonteret en læderrem med krokodillelædermønster.
Urene har safirglas og da der er tale om dress-ure, så er det blot 30 meter vandtæthed.
Kronen har et klassisk løgdesign. I urene sidder et automatisk schweizisk Sellita SW-200 urværk med 38 timers gangreserve. Dermed kan Frederique Constant holde priserne nede.
Urene måler 42,30 mm i længden, 30 mm i bredden og blot 9,71 mm i højden.
Stålversionerne er prissat til 8.495 kr. og guldversionen koster 11.695 kr.
Se mere hos Frederique Constant.