Nyheder

Citizen lancerer ultrabilligt automatisk militær ur

Det japanske urmærke sender nu en ny trio af militærinspirerede ure på markedet. Urene lægger sig prismæssigt i det yderst billige segment.

For mange urentusiaster er et urmærke som Seiko eller Citizen det første ur, som man fik om håndleddet. De to japanske mastodonter har klassiske designs, de har et kæmpe forhandlernetværk og så kan de erhverves til priser, hvor de fleste kan være med.

Måske det nye Citizen Urban Military NJ0190 både kan være et ur for unge mennesker, der gerne vil have deres første ur med automatisk urværk og for mere rutinerede urtosser, der gerne vil have et yderst prisvenligt militærinspireret ur.

Den nye model kommer i tre farver; sort, hvid og grøn. Urene er inspireret af vintage militær- og piloture.

Den nye trio fra Citizen i de tre farvevalg. Billede: Citizen.

Og lad os bare få svesken på disken! Prisen er 229 euro svarende til cirka 1.750 kr. Og lad os også være helt ærlige; Citizen skærer flere hjørner af for at kunne tilbyde urene til så lav en pris. Det kan ikke være anderledes, når japanerne tilbyder et ur med automatisk inhouse urværk på stållænke til under 2.000 kr.

Den sorte version, hvor man kan se, at urskiven har en lille smule sunburst effekt. Billede: Citizen.

Det første hjørne, som Citizen skærer af for at holde prisen nede er glasset. Man får således et mineralglas, der ikke er helt så ridsesikkert som et safirglas. Urværket er automatisk, men det er fra 8xxx serien og ikke 9xxx serien af urværker fra Citizen. I uret sidder således et 8210 C0A, der tikker med 21.600 vibrationer i timen, har 40 timers gangreserve og 21 juveler.

Urværket er fra den nederste hylde af Citizens egne urværker, men det er et gennemtestet “traktorværk”, der kan tikke derudaf – lidt hikkende – i årevis. Til prisen er det helt fair.

Den hvide version har et nærmest sølvagtigt skær. Billede: Citizen.

Viserne er i sværddesign og er fyldt med lume. Timemarkørerne går fra 1 til 12, hvor 12, 9 og 6 er forstørret. Klokken tre finder man datofunktionen indrammet. Ved hver timemarkør er der en lumefyldt firkant, så man får også et ur med masser af lys i mørket.

Kronen er er en klassisk diamantformet krone, som man kender det fra vintage piloture. I urets rehaut finder man minuttallet, så uret får et nærmest field ur udseende fusioneret med et pilot ur.

Den grønne farve har en racing green nuance. Billede: Citizen.

Uret er skabt i 316L stål og lænken ligeledes. Lænkedesignet er interessant, da Citizen har valgt et mere H-link design. På trods af, at uret er et budget ur, så holder det meget flotte 100 meters vandtæthed.

Man kan se urværket via mineralglasset i urets bagkasse. Billede: Citizen.

Urets dimensioner er også fine som et universelt ur, der kan appellere til mange. Uret måler 40 mm i diameter, 12 mm i tykkelse og 46,5 mm i længde.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!