Selvlysende gummirem og urskive i safir: Christopher Ward lancerer C60 Sapphire Edge
Det britiske urmærke Christopher Ward lancerer nu en ny og opdateret version af deres C60 Sapphire dykkerur, der er et ur, som består af store dele safirglas og blå farver. Nu med opdateret urværk.
Verden over er det altseende øje eller Eye of Providence en del af mytologi, symbolik og endda amerikanske dollarsedler. Og hvis man som urentusiast godt kan lide at se alle detaljerne ved uret, så er Christopher Wards C60 Sapphire Edge måske det rette dykkerur at tilføje til samlingen.
Christopher Ward lancerer nu en opdateret version af uret, der består af store dele safirglas. Således er selve urskiven af safirglas, så man kan se urværket arbejde nedenunder, lynetten er i safirglas og så er uret glas naturligvis af safir.
Uret er som den første version i blå toner, så lynetteindlægget i safir er holdt i blå, sekundviseren er i blå, datohjulet har blå baggrund og urskiven er i blåt safirglas. Også gummiremmen er i blå, så den matcher urets friske blå toner. Netop urremmen er en spændende opdatering, da urremmen i FKM fluorocarbon gummi også er selvlysende.
Uret med referencenummer C60-42ADA31S0BB3-RBW måler 42 mm i diameter, men selvom uret er i en lidt større størrelse, så er dimensionerne virkelig fine for et moderne dykkerur. Således er uret blot 10,70 mm i tykkelse og det måler 49,32 mm i længden. På gummirem vejer uret blot 108 gram. Uret fås også på stållænke, hvor vægten er 178 gram.
I uret sidder et Sellita SW300, hvilket er en markant opdatering fra det hidtidige SW200-1. Dermed rykkes gangreserven fra 38 timer til 56 timer, og man får et urværk med større præcision. Det tikker 28.800 gange i timen.
Urkassen er i 316L stål og er i Christopher Wards “Lightcatcher case”-design med tynde horn og polerede kanter. Kronen er en skruekrone, der hjælper uret til at holde yderst solide 300 meter vandtæthed – lumen er schweizisk Super-Luminova.
Christopher Ward prissætter uret til 1.340 euro på gummirem og 1.490 euro på stållænken. Det er cirka 10.000 kr. og 11.000 kr. alt efter, om man vælger uret på gummirem eller lænke.