TAG Heuer afslører Formula 1 kronografer med automatisk værk og i titanium
TAG Heuer er officiel sponsor og tidspartner for Formel 1, og nu lancerer det schweiziske urmærke sin Formula 1 kollektion bestående af farverige kronografer.
Det lykkedes i 2024 TAG Heuer at vippe Rolex af tronen og overtage sponsoratet af Formel 1, som Time & Crown tidligere har skrevet.
Formel 1 sæsonen 2025 skydes af i Melbourne, Australien d. 16. marts. Og ugen efter ræses der i Kina. Nu er TAG Heuer klar til at klæde Formel 1 fans godt på med nye farverige kronografer.
TAG Heuer har en lang tradition med Formel 1 og er da også ved siden af hovedsponsoratet sponsor for Oracle Red Bull Racing holdet. Tidligere har TAG Heuer typisk lanceret kvartsure til Formel 1, men den nye kollektion består af fire farver; to gange rød, to gange blå og gul der alle er med automatiske urværker. Den ene røde version er en generel version af uret, mens den anden er specifik til Oracle Red Bull Racing.
Urene er bygge i andengradstitanium, hvilket gør dem lette i vægten. Alle fire versioner kommer på en integreret sort gummirem, og urkasserne er for fire af urene farvet sorte. Uret har 30 minutter tæller, 12 timers tæller, løbende sekunder og datokomplikation.
Urene tikker ved hjælp af et Calibre 16, der er baseret på et Sellita SW-500 kronografurværk. Det tikker 28.800 gange i timen og har 42 timers gangreserve. Urene holder imponerende 200 meter vandtæthed.
En listig detalje er at finde på lynetten, hvor der i stedet for tachymeter står speed. Det er en fin lille detalje for et racerur. Alt efter hvilket version af uret man vælger, får man enten aluminium lynetteindlæg eller et indlæg karbon.
Urene måler 44 mm i diameter, 14,1 mm i tykkelse og 47,4 mm i længden. Der er altså tale om et voksent ur, men urkassens udformning gør, at længden blot er lidt mere end 47 mm. Uret vil derfor bæres forholdsvist kompakt.
Prismæssigt koster urene mellem 36.000 og 42.000 kr.