Anmeldelser

Introducerer: Venezianico Arsenale – et italiensk prisvenligt automatisk ur med fine detaljer

Det Venedig-baserede italienske mikromærke Venezianico tager skridet mod stålure med integreret lænke med det nye Arsenale, der er en prisvenligt automatisk ur med flotte detaljer til prisen.

Fra den smukke italienske by på stolper, Venedig, kommer nu den nok største lancering fra det lokale urmærke Venzianico. Duoen bag Venezianico har brugt de sidste par år på at genskabe deres urmærke med nyt navn, nye designs og en stor forbedring i urenes kvalitet på alle niveauer. Nu kommer Venezianicos velsagtens største lancering nogensinde med det længe ventede Arsenale dress ur.

Uret kommer i en fin indpakning i form af en urkasse i hård pap med velourindtræk. Billede: Time & Crown.

I disse år er ure med integreret lænke det helt store hit sammen med GMT-ure. Fra luksus til mikromærker lancerer alverdens urmærker ure med integreret lænke efter forbillederne fra Patek Philippe Nautilus og Audemars Piguet Royal Oak. Man kan med god grund også inkludere Vacheron Constantin Overseas og Parmigiano Fleurier Tonda som inspirationskilder til Venezianicos Arsenale. Uret er opkaldt efter de berømte to tårne ved Arsenale i Venedig. Eller som Venezianoco beskriver det “en brug mellem fortid og fremtid”, hvilket er en fin opsummering af nærværende ur.

Her ses den smukke indgraverede urkasse, der fortæller historien om hvor detaljeret denne nye lancering er. Billede: Venezianico.

Det italienske urmærke er mest kendt for sin store samling af dykkerure i alverdens farver, materialer og med forskellige urværker kaldet Nereide samt dress ur kollektionen kaldet Redentore. Det nye Arsenal placerer sig solidt midt imellem disse to kollektioner som et klassisk udseende dress ur, men ikke uden lidt sport over sig præcis som førnævnte forbilleder fra Schweiz.

Her ses de tre farvevalg samt den budgetvenlige pris. Screendump fra Venezianicos hjemmesiden.

Arsenale tikker ved hjælp af et velvalgt Citizen Miyota 9029 automatisk urværk. Dette urværk tillader urets yderst slanke profil på blot 8,5 mm. Det er imponerende, at italienerne er lykkedes med at at kunne skabe så tyndt i et ur til prisen på 800 euro eller cirka 6.000 kr. 9029 urværket er et solidt urværk, der hjælper med til at holde både pris og tykkelse nede. Urværket udmærker sig ved ikke at have sekundfunktion, så man får et meget roligt ur med time- og minutviser. Urværket byder på 28.800 vibrationer i timen og cirka 41 timer gangreserve.

Her ses de smukke lodrette striber i côte de genève mønster. Billede: Time & Crown.

Time & Crown har fået tilsendt den blå version direkte fra Venezianico til anmeldelse her på sitet samt på YouTube. Der kan vælges imellem blå, lilla og grå urskive. Alle modeller kommer med en tilhørende gummirem samt på integreret stållænke. Lænken er i denne prisklasse et mesterstykke – den er ikke perfekt med sit sommerfuglespænde og ingen mulighed for mikrojustering. Lænken er opkaldt efter den berømte skulptør Antonio Canova, der levede fra 1757 til 1822 – naturligvis i Venedig. Lænkens fine behandlede detaljer vekslende mellem børstet og poleret stål er imponerende.

Det er den bedste stållænke på et ur i denne prisklasse, som nærværende anmelder har prøvet. Billede: Time & Crown.

En anden opsigtsvækkende detalje er den smukke urskive, der er urets helt store fokuspunkt. Den blå version veksler mellem et mørkeblåt udseende uden detaljer på urskiven og til en smuk lyseblå sunburst urskive, hvor côte de genève mønstret kommer frem. Sikken et smuk urskive.

Her i den “lyseblå” version. Billede: Time & Crown.
Og i den “mørkeblå” version. Billede: Time & Crown.

Uret byder på 50 meter vandtæthed og skruekrone. Man kunne godt have ønsket sig 100 meter, hvilket også var specifikationen angivet i det tidlige materiale om uret. 50 meter er godkendt – f.eks. har det nye Patek Philippe Cubitis, der koster mellem 50 og 70 gange mere end Arsenale – sølle 30 meter vandtæthed. Lynetten er poleret på toppen og riflet i bunden. Det giver mindelser om Parmigiani Fleuriers Tonda ure. Urkassen veksler mellem polerede overflader og meget fin børstede sider.

Det er godt nok ikke Venedig, men Odsherred er også skøn. Billede: Time & Crown.

Viserne er let skeletoniseret og hverken visere eller timemarkører byder på lume. Det er ikke et stort tab for undertegnede, men det gør også at Arsenale trækker markant fra sports ur til dress ur. Som nævnt tidligere måler uret blot 8,95 mm i tykkelse, så uret bæres tæt og komfortabelt på håndleddet. Diameteren på 40 mm og 44 mm fra horn til horn og 50,9 mm fra den ene ende af stållænken til den anden hjælper også det maksimal komfort. På gummiremmen bæres uret en anelse mindre end på lænken. Man fjerner led fra stållænken ved hjælp af skruer, og samme metodik anvendes, når man skal skifte mellem gummirem eller lænke. Dette er dog et møjsommeligt arbejde, der kræver lidt fingernemhed, tålmodighed og to mikroskruetrækkere. Dette kunne Venezianico godt have gjort smartere ved hjælp af et urremskiftesystem, som man ser det på mange ure efterhånden.

Uret på mit 17 cm håndled. Billede: Time & Crown.

Benhård konkurrence om dit håndled

Billede: Time & Crown.

Venezianco vinder ingen priser for originalitet med Arsenale. De er kommet meget sent til kampen, og længe efter ure som Tissot PRX, Yema Wristmaster, Maen Manhattan 37, Steinhart Architect, Christopher Ward The Twelve og Titoni Impetus.

Men Venzianico holder sig i forhold til alle de prismæssige konkurrenter – måske på nær Christopher Ward og Titoni – til at fokusere meget på de finere detaljer som urskiven, bagkassen og urkassens og lynettens flotte behandling. Uret føles og ser ud som om, at det er mange gange dyrere end de cirka 6.000 kr. Men man ved jo godt, at der sidder et Miyota værk i uret, at det ikke er originalt i designet, at det kun har 50 meter vandtæthed og at der ikke er lume (samt sekundviser).

Billede: Time & Crown.

Alt dette kan jeg sagtens se bort fra, da produktet til pengene er yderst imponerende. Det er skønt at se, at der er så budgetvenlige ure på markedet, som Arsenale, hvor producenten bag med al tydelighed har lagt oceaner af tid i design, udformning og samlet indtryk. Et skønt bekendtskab, der ikke er perfekt og har sine mangler, men som giver et smil på læben, når man beskuer håndleddet.

Uret er tilsendt Time & Crown fra Venezianico.

Besøg Venezianico.

Video om uret fra Time & Crown

Informationer om uret:

  • Venezianico Arsenale reference 6221502C
  • 40 mm i diameter, 8,95 mm i tykkelse, 44/50,9 mm i længde
  • Safirglas og fast indgraveret bagkasse
  • Uret kommer på stållænke og der følger gummirem med
  • Citizen Miyota 9029 automatisk urværk med 41 timer gangreserve og 28.800 vibrationer i timen
  • Ingen lume og ingen sekundviser
  • Bygge i 316L kirurgisk stål
  • 50 meter vandtæthed og skruekrone
  • Pris 800 euro eller cirka 6.000 kr.

Se også

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!