AnmeldelserArtikler

Introducerer: Vulcain Skindiver Nautique Gold & Blue – vintageinspireret dykker går dressy

Det legendariske urmærke Vulcain fortsætter med at vokse og udvider nu sin kollektion af dykkerure. Time & Crown har haft det nyeste skud på stammen Skindiver Nautique Gold & Blue på besøg.

Man skal helt tilbage til 1858 for at finde året, hvor Vulcain Watches blev etableret under navnet Ditisheim i La Chaux-de-Fonds i Schweiz. Vulcain er især berømmet for at have opfundet det mekaniske alarmur samt at have prydet flere amerikanske præsidenters håndled. Sidenhen gik urmærket i dvale som så mange andre urmærker ovenpå kvartsrevolutionen fra Japan. I 2002 genopstod Vulcain Watches og nu er der fart over feltet.

Gamle annoncer for Vulcain. Kollage: Time & Crown.

Især er Vulcain nok mest kendt for Cricket-urene, der er mekaniske ure med en alarmfunktion. Flere amerikanske præsidenter som Lyndon Johnson og Harry S. Truman har båret et Vulcain på armen. Men urmærket har også en historie med dykkerure, og i de senere år har man bygget en vintageinspireret kollektion af Skindiver Nautique ure op. Nu er den nyeste iteration i form af et dressy Gold & Blue 38mm stort automatisk dykkerur lanceret.

Det nye Skindiver Nautique Gold & Blue. Billede: Vulcain.

Det nye Gold & Blue med referencenummeret 661170A37.BOC201 følger i kølvandet på en lignende sort version samt adskillelige versioner i stål med blå, sort, lilla og orange urskiver. Designsproget, urværket og størrelsen er dog helt i tråd med kollektionen. Tidligere har Time & Crown anmeldt stålversionen med blå urskive.

Den blå stålversion, der tidligere er anmeldt her på sitet samt på YouTube-kanalen. Billede: Time & Crown.

Den nye version har en mørkere urskive end stålversionen. Der er en nærmest lak-agtig belægning, så farven fremstår meget elegant. En anden stor forskel fra den anden blå version, er, at urkassen og kronen er PVD-behandlet med guld. Derved opnår man en slidstærk belægning af ægte guld uden at skulle konstruere hele urkassen i massivt guld – og dermed øge prisen markant. Målene er de samme som de andre otte versioner af Skindiver Nautique: 38mm i diameter, 44,5mm i længden, 12,3mm i tykkelsen og der er 20mm imellem hornene. Er en sort læderrem ikke til ens smag, så kan man vælge imellem otte andre remme på Vulcains hjemmeside.

Billede: Time & Crown.

I uret sidder et ETA 2824-2 automatisk urværk med cirka 38 timers gangreserve. Vulcain angiver dette værk, hvilket er yderst forfriskende i disse tider hvor alverdens ure benytter 2824-klonen Sellita SW-200. Jeg får en fornuftig præcision på timegrapheren med cirka seks sekunder plus i døgnet. Uret er et såkaldt skindiver, men det holder solide 200 meter vandtæthed ligesom f.eks. Tudor Black Bay 58. Det er 100 meter mere end den store konkurrent Oris Divers 65. Kronen måler 6mm og er naturligvis en skruekrone, der er nem at betjene. Glasset er safir.

Billede: Time & Crown.

Selvom uret er inspireret af 1960’ernes dykkerure ligesom konkurrenter som Tudor Black Bay 58 og Oris Divers 65, så har det ganske “u-vintage” et keramisk lynnetteindlæg i samme farve som urskiven. Det er en opgradering i forhold til de to storebrødre. Jeg er meget tilfreds med indlægget og lynnettefunktionen, der føles af meget høj kvalitet. Alle 120 klik er præcise og solide. En anden fin detalje er, at urets visere er fint udført i guld.

Låneuret fra Vulcain kommer påmonteret en sort læderrem, der giver et dressy look, men som ikke ligefrem skriger dykkerur. Tanken med Skindiver Nautique er velsagtens, at man får et godt allround ur, der både kan bruges til at dykke med og til at have på til hverdag. Denne hybrid synes jeg, at Skindiver Nautique lykkes rigtig godt med. Vil man have de rette sko til vandsport, så kan uret købes påmonteret et tropisk gummirem.

Timemarkørerne er omkranset af guld, men de virker ikke påmonteret – i stedet virker de lidt flade. Jeg havde gerne set, at Vulcain gjorde lidt mere som forbilledet Tudor, der smukt påmonterer timemarkørerne, hvilket giver et mere luksuspræget udseende og mere dybde til urskivem. Dog ros til Vulcain for at holde skriften på urskiven på et nogenlunde minimum.

Billede: Time & Crown.

Visere og timemarkører er fyldt med schweizisk Super-Luminova, der giver en solid selvlysende effekt i mørke. Dette er med til at understrege, at selvom Skindiver Nautique er en deskdiver af udseende, så gemmer der sig rent faktisk i solidt dykkerur i uret. Vulcain har sat prisen til cirka 15.000 kroner eller 1.990 Euro, hvilket placerer uret konkurrencedygtigt tæt på Divers 65 og under Black Bay 58. Uret appellerer nok til nogenlunde det samme publikum. Er man mere til stålversionen, så slipper man med cirka 12.000 kr. på rem og cirka 13.500 kr. på lænke.

På mit håndled er størrelsen nærmest perfekt. Billede: Time & Crown.

På mit 17cm håndled i diameter sidder Skindiver Nautique Gold & Blue perfekt. Jeg er mest komfortabel i spændet 38 til 42mm, men jeg er i stigende grad tiltrukket af mindre ure. Her rammer Skindiver Nautique plet. Uret sidder som klæbet til håndleddet og det fungerer med sin størrelse perfekt til både arbejdsoutfittet med skjorte og fritidsoutfittet med polotrøje eller sweater.

Uret har voldsomt konkurrence fra mange andre vintageinspirerede dykkerure, men det kan måske finde sit eget publikum, der gerne vil noget andet end Oris og noget billigere end Tudor. Kvaliteten er rigtig fin til prisen, finder jeg.

Videoanmeldelser:

Informationer om uret:

  • Vulcain Skindiver Nautique Gold & Blue reference 661170A37.BOC201
  • Diameter: 38mm, længde: 44,5mm, tykkelse: 12,3mm, hornbredde: 20mm
  • Ni forskellige valg af uremme: læder, gummi og lænke. Denne version kommer på en blød kvalitetsurrem af (formodet) kalveskin
  • PVD-behandlet urkasse i guld samt PVD-behandle skruekrone
  • 200 meter vandtæthed
  • Super-Luminova selvlysende lume
  • ETA-2824-2 automatisk urværk med 38 timers gangreserve – 6 sekunder plus i døgnet
  • Safirglas med antirefleksbehandling
  • Pris: 1.990 Euro / cirka 15.000 kr.

Besøg VULCAIN WATCHES

Uret var udlånt af Vulcain Watches.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!