
Den schweiziske urindustri har svært ved at sælge ure. 2025 startede godt og lovende. Men nye tal viser, at februar kan blive starten på en salgskrise. Især stålure sælges der færre af. Global usikkerhed får skylden.
Det startede ellers så godt og med brede smil i den schweiziske urindustri.
Januar måned bød nemlig på samlet vækst på 4,1 procent. Måske verden igen var klar til at købe luksusvarer – og herunder schweiziske ure.
Men nu er glæden vendt til panderynker, for de nyeste eksporttal fra Federation of the Swiss Watch Industry (FHS) viser, at eksporten i februar 2025 faldt med hele 8,2 procent. Dermed er eksporten for årets to første måneder samlet faldet med 2,4 procent.

“Resultaterne er primært på baggrund af faldet i eksporten af stålure. Disse faldt med otte procent, mens ure produceret i ædelmetaller klarede sig bedre med et mindre fald på 4,4 procent. Ure med miksede metaller faldt med 12 procent, andre metaller faldt med 24,5 procent. I alt blev der i februar eksporteret 102.000 færre ure,” skriver Federation of the Swiss Watch Industry i en pressemeddelelse.
Two-tone – eller bimetallic – ure var under stort pres i 2024. Men nu er det så ganske overraskende ure produceret i stål, der koster den schweiziske urindustri store penge.

Tiderne skifter: billigere ure klarer sig nu bedre end dyre- og mellemklasse-ure

Der er ved at ske et skifte i den schweiziske urindustri fra, at det primært er billige og mellemklasse-ure, der er svære at sælge, til at de dyre ure nu taber markedsandele.
“Kun ure med en eksportpris under 200 franc klarede sig godt med 2,7 procent vækst. Omvendt mistede stort set alle andre prissegmenter markedsandele. Især ure i prisklassen mellem 500 og 3.000 franc, der faldt med 15,4 procent, og ure over 3.000 franc, der faldt med 7,3 procent, oplevede en nedgang i eksport,” skriver Federation of the Swiss Watch Industry.
I januar steg eksporten af de dyre ure med en eksportpris på over 3.000 franc ellers med hele syv procent.

Donald Trump koster dyrt

Det amerikanske marked er det største eksportmarked for den schweiziske urindustri. USA står således for cirka 20 procent af eksporten af schweiziske ure. Dette tal faldt med hele 6,7 procent i februar, så tallet nu er 17,1 procent.
Federation of the Swiss Watch Industry kalder faldet for “markedsnedgang i usikkert klima”.
Det er formentlig en diplomatisk måde at formulere Donald Trumps tiltræden d. 20. januar 2025 på. Den amerikanske præsident gik straks i gang med at true med og også indføre toldmure rundt om i verden.

Dog fortsætter trenden med fald i eksport til Kina (mainland), Hong Kong og Japan som beskrevet tidligere på Time & Crown.
Faldet på det amerikanske marked gør mest ondt, da dette er det største eksportmarked for det schweiziske urindustri.