Anmeldelser

60 år gammelt dykkerur genoplivet i vellykket moderne indpakning: Vulcain Skindiver Nautique

Præsidenternes urmærke Vulcain er på vej stærkt tilbage, og det schweiziske urmærke med 150 års historie buldrer ind på markedet for heritage dykkerure med et vellykket kompakt kvalitets ur.

Billede: Time & Crown

1960’erne var en sand guldalder for dykkerure efter Rolex og Blancpain med henholdsvis Submariner og Fifthy Fathoms havde skabt det moderne dykkerure i 1950’erne. En lang række urproducenter fulgte nemlig trop med egne dykkerure, efter de to pionerer havde knækket koden med udvidet vandtæthed og drejekransen til tidstagning.

Mange af de urproducenter, der fulgte i kølvandet på Rolex og Blancpain er døde og borte nu. De fleste måtte dreje nøglen om i 1970’erne og 1980’erne, efter Seiko oversvømmende markedet med billige og præcise kvartsure. Vulcain, der blev etableret i 1858 under navnet Ditisheim – gendøbt Vulcain i 1894 – var et af de urmærker, der kom på markedet med eget dykkerur i 1960’erne. Og også et urmærke, der led gevaldigt på grund af kvartsurene og helt lukkede ned for produktionen i cirka 20 år. I 2001 vågnede Vulcain op til dåd igen og relancerede sit legendariske Cricket ur, der kendetegnes ved at være amerikanske præsidenters ur og have mekanisk klokke.

I januar 2023 relancerede Vulcain så nærværende ur Skindiver Nautique i en moderne indpakning og meget loyalt til forlægget fra 1960.

Billede: Vulcain. Til venstre originalen og til højre den nye version.

Keep it simple to make it work

Billede: Time & Crown

Vulcain præsenterer uret i den rette ånd for dette ur. Urboksen er simpel lavet i lakeret træ eller i hård plast med velour indtræk og guldprint. Meget passende for dette ur, der koster cirka 13.000 kr. direkte fra Vulcain eller cirka 10.500 kr., hvis man finder det hos en onlineforhandler.

Uret er nemlig holdt helt simpelt og emmer af guldalderen for dykkerure i 1960’erne. Timemarkørerne er printet på den smukke blå urskive og har et lidt faded udseende – en flot cremefarve. Skriften på urskiven er holdt simpel med Vulcain logoet under klokken 12 og en fin detalje er, at Vulcain holder fast i Incabloc over klokken 6. Incabloc var datidens smarte antichocksystem. Det giver et varmt tilbageblik på Nautique Skindivers fortid. Viserne er simple stavformede og fyld med selvlysende Superluminova, Selvom der ikke er lagt meget lume i dette ur, så lyser det ganske overbevisende i mørke.

Billede: Time & Crown

Urkassen er passende udformet og bearbejdet med korte horn og en meget fin børstning på siderne og på toppen af hornene. En lækker detalje er poleringen på siden af hornene, hvilket giver urkassen et mere eksklusivt præg, end hvis den var fuldstændig børstet. Uret har meget fine dimensioner for et heritage dykkur. Diameteren er 38 mm, tykkelsen er 12,2 mm, længden er 44,5 mm og afstanden mellem hornene er 20 mm. Man kan derfor nemt finde remme til uret, hvis man vil andet end Vulcains muligheder: sort eller brun læderrem, gummirem eller hærdet læderrem (den som sidder på dette anmeldereksemplar).

Billede: Time & Crown

Dimensionerne gør, at uret bæres yderst komfortabelt på mit 17,5 cm brede håndled. Jeg sætter pris på, at Vulcain ikke faldt i gryden med overdimensionerede heritage dykkerure. Er man til meget store ure, så styr udenom dette ur – måske er de første Tudor Black Black på 41 mm det rette valg.

Vulcain gør ret i at opdatere uret til tidens grav, så lynetteindlægget er keramisk og ikke i aluminium. Dette vil nok skuffe de urfans, der helst vil have indlæg som over tid viser tidens tand. Jeg er glad for valget af keramik, da jeg helt ærligt ikke tror på, at mange, der køber dette ur, også har det om 20-30 år. Glasset er safir og det er flot buet, så det ligner de gamle hesalit plastikglas, som man brugte i 1960’erne. En ulempe er dog, at antirefleksbehandlingen er under niveau, så i stærkt lys er reflektionen meget kraftig, hvilket gør det svært at aflæse tiden.

Billede: Time & Crown

Anmeldereksemplaret er den blå version med den smukke urskive. Urskiven har tekstur, så den er ikke helt glat og den skifter farve fra lys blå til mørk blå alt efter lysstyrken. Er man til den mere afdæmpede lysreflektion, så man kan vælge versionen med den sorte skive. Eller gå efter den flotte laksefarvede skive. Jeg er vild med den blå skive, den minder mig om Omegas fremragende denim-urskive på deres Railmaster. I uret sidder et skønt ETA 2824 generisk schweizisk automatik urværk. Det er et dejligt gensyn med et legendarisk urværk, som man ikke ser så ofte længere. Dette skyldes ikke mindst, at uret er uhyre præcist med 1-2 sekunder for hurtigt i døgnet. Det er meget imponerende.

Billede: Time & Crown

Læderremmen er meget komfortabel og fungerer godt sammen med uret. Hav dog øje for, at jeg anvender det næstsidste hul, så har du et meget mindre håndled end jeg, så kan du skulle lave et ekstra hul selv. Det kan undre, at mange urproducenter misser så oplagt en detalje, når de lancerer ure i mindre størrelser.

Konkurrencen er benhård

Billede: Time & Crown

Der er et enormt marked for disse vintage inspirerede dykkerure. Bare spørg Oris og Tudor, der med Divers Sixty Five og Black Bay har stor succes med urentusiasterne glæde med varmen som gammeldaws dykkerure giver.

Men hvordan klarer Vulcain Skindiver Nautique sig så i konkurrencen med hårde konkurrenter som Oris Divers Sixty Five, Tudor Black Bay 54, Tudor Black Bay 58, Breitling Superocean Heritage 57 og Monta Oceanking?

Billede: Oris. Divers Sixty Five
Billede: Tudor. Black Bay 54

Jeg synes, at Nautique Skindiver placerer sig godt kvalitetsmæssigt på niveau med Oris Divers Sixty Five. I forhold til urværket er Vulcain bedre, da Oris anvender uregulerede Sellita SW-200 værker. Oris Divers Sixty Five koster cirka 20.000 kr. – så de er en del mere end de cirka 13.000 som Nautique Skindiver koster. Tudor tilbyder et langt bedre urværk i Black Bay 54 og Black Bay 58, men prisen er også mere end dobbelt så høj for et Tudor. Vulcain placerer sig fint lige under Oris prismæssigt – et Sixty Five brugt kan godt findes til cirka 10.000 kr. Men det er voldsomt hård konkurrence, og Vulcain appellerer nok mest til folk med urpassion og deres urhistorie på plads. Tudor og Oris kan formentlig fange et langt bredere publikum.

Er Vulcain Skindiver Nautique pengene værd?

Billede: Time & Crown

Det helt store spørgsmål er naturligvis: Er dette heritage dykkerur pengene værd? Mit svar et ja, men med et par forbehold. 1. Du skal ville noget andet end de meget mere kendte mærker som Tudor og Oris, og 2) Du skal ville et moderne ur, der spiller meget kraftigt på sit oplæg fra 1960’erne.

Uret kan anbefales herfra. Især hvis du kan finde det til 10.000 – 12.000 kr. får du et skønt ur med ægte historie at fortælle børnebørnene. Og det 200 meters vandtæthed… Er vi ikke enige om, at det er mere end rigeligt til deskdiving?

Videoanmeldelse på engelsk

Informationer om uret

  • Vulcain Skindiver Nautique – fåes i to versioner: blå eller sort og med fire forskellige remme
  • Diameter 38 mm, tykkelse 12,2 mm, længde 44,5 mm, hornbredde 20 mm
  • ETA 2824 automatikværk med 38 timers gangreserve – tikker med 28.800 vibrationer i timen (mål til +1/+2 sekunder i døgnet)
  • Buet safirglas
  • Hærdet læderrem
  • Schweizisk Superluminova som timemarkører og i time- og minutviseren
  • 200 meters vandtæthed og skruekrone
  • Urkassen produceret i 316L kirurgisk stål med både børstet og poleret behandling
  • Pris: Cirka 13.000 kr. fra Vulcains hjemmeside HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!