Christopher Ward introducerer ny C60 Trident GMT 300 kollektion
Det britiske urmærke introducerer nu en ny kollektion af 40 mm automatik GMT dykkerure i tre forskellige farver med en række remme/lænker.
En uge uden et nyt ur fra Christopher Ward føles som en anderledes uge. Sådan kan man næsten få det, når det handler om den frekvens, som det britiske urmærke udsender nye ure. Nu er Christopher Ward ugen efter seneste lancering af “ice cream” The Twelve klar med endnu en sommerpakke af nye ure.
De tre nye ure er en videreudvikling af de populære C60 dykkerure som automatik GMT-ure med 300 meter vandtæthed – C60 Trident GMT 300. Der lanceres tre versioner; hvid urskive med blå og hvid GMT-lynnette, mørkeblå urskive med blå GMT-lynnette og turkis blå urskive med stållynnette. Der kan for alle tre ure vælges, hvilken gummirem eller stållænke man ønsker. Der er gul gummirem til den turkis version eller blå gummirem til de to andre versioner. Og så kan man vælge enten “Bradner” oysterlænke eller “Consort” stållænke, der er et miks af jubilee og engineer lænker.
Urene er dykkerure med GMT funktion og datokomplikation klokken seks. Som det kan ses ud fra billederne har Christopher Ward farvematchet datohjulet med urskiven. Urene holder 300 meter vandtæthed. GMT-funktionen giver mulighed for at følge op til tre tidszoner via hjemmetid, GMT-viseren og den drejelige GMT-lynnette. I uret sidder et Sellita SW-330-2 automatikværk, der tikker på 28.800 vibrationer i timen og som holder 56 timers gangreserve.
Urene har safirglas på begge sider og er størrelsesmæssigt i en moderne og kompakt 40 mm i diameter størrelse. Længen er 47,5 mm og tykkelsen er 11,7 mm.
Prismæssigt koster urene, der sendes toldfrit fra via Christopher Wards hjemmeside, 9.650 kr. (på gummirem) og 11.140 kr. på lænke.