Anmeldelser

Tæt på uret: Frederique Constant tager et skridt mod luksus med nyt månefase-ur

Det yngre schweiziske urmærke Frederique Constant har lanceret en ny kollektion kaldet Classic Moonphase Date ure, som er kraftigt opgraderet og med nyt inhouse urværk. Time & Crown går tæt på uret.

Man skal blot tilbage til 1988 for at finde året, hvor parret Aletta Francoise Frédérique Stas-Bax og Peter Constant Stas grundlagde urmærket Frederique Constant. Som man kan se, er brandet en sammentrækning af parrets mellemnavne. Frederique Constant blev grundlagt i Geneve med et mål om at lave klassiske schweiziske ure af høj kvalitet til priser, som menigmand kan betale. Sidenhen er der sket meget for urmærket.

Det nye Classic Moonphase Date i blå. Billede: Time & Crown.

Frederique Constant har konstant (hehe, red.) bevæget sig længere op af kvalitetsstien og har forlængst lanceret egne urværker – herunder både månefaseurværker, tourbillon og evighedskalderurværk. I dag er det schweiziske urmærke ejet af japanske Citizen, men det har blot betydet, at Frederique Constant har skruet op for produktionen af ure fra en højere hylde. Seneste skud på stammen er en kraftigt opgraderet trio af månefaseure kaldet Frederique Constant Classic Moonphase Date.

Den nye månefasetrio. Billede: Frederique Constant.

Det nye Classic Moonphase Date lanceres i tre farver; sølv/hvid, grøn og blå. Urene er ens ud over urskivens og læderremmens farve. Time & Crown har den blå version med referencenummer FC-716N3H6 på håndleddet, så det er den version, der kigges nærmere på i nærværende artikel. Urene måler 39,8 mm i diameter, 12 mm i tykkelse, 45,6 mm i længden og der er 20 mm imellem hornene.

Inhouseurværket FC-716. Billede: Time & Crown.

Den største opgradering i forhold til tidligere månefaseure fra Frederique Constant er en solid forbedring af inhouseurværket FC-716. Frederique Constant har nemlig øget gangreserven fra 38 timer til 72 timer. Så man, som man kan se på ovenstående billede, får tre dages gangreserve. Dertil kommer forbedringer af urkassen og urværkets finish. Urværket byder på 28.800 vibrationer i timen og både en dato- og en månefasekomplikation. Jeg måler fine fire sekunder plus i døgnet.

Tæt på uret. Billede: Time & Crown.

Den blå version har en fantastisk mørkeblå farve med en lille smule sunburst-effekt. Det giver et klassisk udseende samtidig med at uret fremstår moderne. Viserne er poleret i alpha-design og timemarkørerne er spidse i en form for hajtanddesign. Under klokken 12 er der printet Frederique Constant Geneve på urskiven, fonten er klassisk og ganske anonym. Jeg synes, at Frederique Constant gør godt i at holde urskiven ren og pæn uden for meget skriveri. Månefasen er i en flot lyseblå sunburst finish med måne og stjerner i en sølv-hvid farve. Månefasen omkranses af datoerne med den 31. i rød. Det er er en fin, lille detalje.

Uret i profil. Billede: Time & Crown.

Urkassen er i flot polering, hvilket er passende til et dress-ur. Kronen er en form for løgformet udformning, den er nem at operere. Man indstiller både tid, dato og månefasen med kronen. Det er en fin funktion, at der ikke skal ekstra knapper eller lignende til at indstille uret. Remmen er i særdeles høj kvalitet og produceret i alligatorlæder. Remmen kommer med et deployantspænde, der fungerer fint.

Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.

Et klassisk og tidsløst – men ikke originalt ur

Billede: Time & Crown.

Det siges, at den største form for smiger man kan opnå er imitation. Og et urmærke som Patek Philippe bør være smigret. Der er ikke den store tvivl om, at Frederique Constant har taget en del inspiration fra Patek Philippe i sine designs og også fonten kan minde om storebror. Det er nok også den største kritik man kan rette mod Frederique Constant – at de ikke designmæssigt er et synderligt originalt urmærke. Men man er så meget mere end et simpelt homagebrand. Der er reel luksuskvalitet over Classic Moonphase Date, der står til en listepris på 32.495 kr. Jeg købte dog mit spritnyt fra en officiel forhandler i Italien til 25.000 kr.

Uret på mit 17 cm håndled. Billede: Time & Crown.

Selvom Frederique Constant Classic Moonphase Date ikke kan siges, at være et originalt ur, så har det på den anden siden den enorme kvalitet, at det er et tidsløst ur. Designet er så klassisk og rent, at uret også om 20, 30 og 50 år vil være et ur, som man sagtens kan gå med. Det giver uret en styrke, da det vil kunne gå i arv eller bare være en del af mange ursamlinger i mange år. Der er mange ure, der ikke ældes med ynde, fordi de var en del af en designtrend, da de blev lavet. Sådan et ur er Classic Moonphase Date ikke, og det er en styrke.

Billede: Time & Crown.

Konkluderende er at sige, at uret er et ur af høj kvalitet . Jeg mener, at det kan konkurrere med mærker som Oris’ mere luksuriøse ure, Longines mest luksuriøse ure og endda og Omegas dress-ure. Uret bare skriger klasse, og for mig fungerer det både som et hverdagsur og et ur til mere fine begivenheder. Det er ikke originalt og Frederique Constant er måske ikke det mest sexede urmærke, men til under 30.000 kr. får man et ur i topklasse.

Video: Udpakning og urets detaljer

Informationer om uret:

  • Frederique Constant Classic Moonphase Date referencenummer FC-716N3H6
  • 39,8 mm i diameter, 12 mm i tykkelse, 45,6 mm i længden, 20 mm imellem hornene
  • Månefasekomplikation og datokomplikation
  • FC-716 inhouse urværk med 72 timers gangreserve og en beatrate på 28.800 i timen
  • Urrem af alligatorlæder med deployantspænde
  • Safirglas på begge sider
  • 50 meter vandtæthed
  • Listepris: 32.495 kr.

Se også

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!