Rolex overrasker med spritnyt Daytona i hyldest til Le Mans
Ud af det blå lancerer Rolex nu et spritnyt Daytona til kollektionen af sportskronografer. Det nye 126529LN lanceres som en hyldest til 24-timers racerløbet Le Mans, der i år fylder 100 år.
Det nye reference 126529LN byder på alle de moderne fornødenheder, som Rolex’ hyper eftertragtede sportskronograf Daytona kan byde på i 2023. En særlig detalje er Daytona skrevet med rødt over den nederste tæller klokken seks, og den snedige detalje med 100 på tachymeteren skrevet i rød som en hyldest til Le Mans 100 års fødselsdag. Uret måler 40 mm i diameter, har keramisk lynette og urkassen er bygget i hvidguld. Inden i uret sidder en motor i form af en ny version af det nye 4131 automatiske inhouse kronografurværk. Til dette specielle Le Mans ur har Rolex lavet nogle små modifikationer til urværket, så det nu hedder 4132 og i stedet for at kunne tælle op til 12 timer kan uret nu tælle op til 24 timer. En fin detalje i og med, at dette ur hylder 24-timers racerløbet.
Uret byder, som med de nye 2023-Daytonaer, på en gennemsigtig bagkasse, hvilket er noget af et nybrud for Rolex. Det gigantiske urmærke har ellers stædigt holdt fast i bagkasser af stål eller guld, som man ikke kunne se igennem for at betragte urværket. Hvis man gerne vil erhverve sig et eksemplar af 126529LN, så skal man for det første være ekstremt heldig og for det andet have bankkontoen i orden, da uret er prissat til cirka 356.000 kr.
Uret holder 100 meters vandtæthed og er udstyret med de klassiske kronografknapper med skrueåbning, så vandet kan holdes ude.