Unikke Ressence med banebrydende teknologi introducerer integreret lænke GMT-ur
Det belgiske urmærke Ressence med den unikke olieteknologi, der erstatter traditionelle urskiver, lancerer nu sit eget sports-ur med integreret lænke i form af Type 7 GMT.
Sætter man ordene „Renaissance‟ og „essence‟ sammen, så får man Ressence. Det belgiske urmærke har siden etableringen i 2010 udfordret den traditionelle urindustri ved at introducere unikke ure med olie som urskive.
Nu er belgierne på banen med sit første sports-ur med integreret lænke i form af Type 7 GMT. Sports-ure med integreret lænke har for alvor over de senere år fået sin renæssance, efter designet blev populært hos mærker som Patek Philippe, Audemars Piguet og IWC i 1970’erne.
Ressence er især kendte for at anvende olie og luft i kamre over urskiven. Dette giver en flyvende eller svævende effekt, hvor visere og andre komplikationer på urskiven får et udseende af at svæve. Således er det nye Ressence Type 7 GMT også en oliefyldt ur, der kommer i to farvevalg; mørkeblå eller turkis.
Designet gør, at urets glas er stærkt buet, hvilket giver uret et udseende af en form for UFO som man kender dem fra gamle science fiction film.
Begge farvevalg er konstrueret i stål og med integreret stållænke. Urene måler 41 mm i diameter og 14 mm i højden. De 14 mm i højden er ganske imponerende, når uret har så buet et glas.
Uret byder på komplikationer i som en GMT-komplikation og en temperaturmåler. Uret er et såkaldt regulator, hvor minutviseren er den største af viserne. Den roterer hele vejen rundt, mens timerne vises i et mindre vindue mellem klokken 12.00 og fire. Urskivens design giver et indtryk af, at komplikationerne er satellitter, der flyver rundt.
Uret tikker ved hjælp af et stærkt modificeret ETA automatisk urværk med et Ressence patenteret ROCS 7 modul. Gangreserven er nede på 36 timer, mens urværket tikker med 28.800 vibrationer i timen. I alt består urværket af 391 dele.
Uret vejer 123 gram og er vandtæt til 50 meter. Den lyseblå version er stærkt limiteret til 50 eksemplarer, mens den mørkeblå version ikke er limiteret.
Ressence har prissat uret til 36.000 euro svarende til cirka 270.000 kr.