Her er årets Tour de France ur fra Tissot
Det schweiziske urmærke Tissot er officielt tidsmåler til årets Tour de France, og lancerer schweizerne årets Tour de France ur i form af et kronografur.
Tissot er dedikeret til cykelsporten som sponsor og officiel tidsmåler – herunder verdensmesterskaberne i landevejscykling, mountainbike og BMX samt UCI’s verdensmesterskab i banecykling. Siden 2016 har partnerskaberne med to af cykelsportens Grand Tours, Le Tour de France og La Vuelta stået højt på Tissots liste over samarbejdspartnere.
Med årets Tour de France lige om hjørnet med start i Firenze i Italien 29. juni er tiden kommet til årets officielle fan-ur fra Tissot til Tour de France fans. Der er tale om et ur inspireret af cykelløb til de mange cykelfans, der trofast følger Touren. Tissot PR100 Tour de France er et 40 mm kronografur med schweizisk kvarts urværk.
Urskiven har et asfaltdesign, der ikke alene sender mindelser mod den mange, mange kilometer Jonas Vingegaard og hans konkurrenter skal tilbagelægge på underlaget, men det er også design, der er godt til at reflektere lyset, så tiden er nemmere at aflæse. Den Tour de France-gule viser har sin balance designet som en cykel, hvilket er et fint touch til et Tour de France ur.
Kvartsurværket er et G10.212 kronografkvartsværk, så man med uret kan tage tid i løbet af cykelløbet. Uret holder fine 100 meters vandtæthed. Der er i høj grad tale om et ur til cykelentusiaster, mens de fleste mere erfarne urentusiaster nok vil rynke lidt på næsen over prisen på 4.195 kr. for et ganske simpelt modeagtigt kvartsur. Se mere på Tissots HJEMMESIDE.