Fem “glemte” budgetvenlige Seiko-ure af høj kvalitet
Den japanske mastodont lancerer hvert år bunkevis af nye ure. Det betyder, at flere modeller med blot få år på bagen kan købes til særdeles attraktive priser. Time & Crown har i denne artikel gravet fem solide Seiko frem til budgetvenlige priser.
Man skal holde tungen lige i munden for at følge med i de mange nye modeller, som den japanske ur-gigant Seiko hvert eneste år sender ud på markedet. Især i kollektioner som Presage og SPB lanceres der hver eneste måned nye modeller. For ikke at tale om luksusdelen af Seiko, Grand Seiko, der også konstant lancerer nye modeller. Det står i stærk kontrast til et urmærke som Rolex, der holder fast i iterativ udvikling af deres kendte modeller.
Men er man tålmodig og venter et år eller fem, så kan der være guld at hente i Seiko-ure af høj kvalitet, der er blevet “glemt” i stormen af nye modeller hvert eneste år. Det giver muligheden for at købe Seiko-ure til langt lavere priser, end de oprindeligt blev lanceret til.
I denne artikel gennemgår vi fem fristende Seiko-ure, der var hypede og dyre, da de blev lanceret, men som nu kan købes til budgetvenlige priser.
Seiko Presage SARX049 / SPB049J1 2.800 – 3.500 kr.
Dette dress-ur blev lanceret i 2017 sammen en blå pendant. Den blå model fik klart mest opmærksomhed, og denne model sælges fortsat til ganske høje priser. Men SARX049 (det japanske referencenummmer) eller SPB049J1 (referencenummeret i resten af verden), der er den hvide model, er stort set blevet glemt. Dermed kan man også finde dette ur til fordelsagtige priser. Time & Crown har fundet modellen – ofte uden boks og papirer – helt ned til 2.800 kr. på Ebay.
Der er tale om et luksuriøst ur i Presage-kollektionen. Denne model sammen med den blå er nemlig ganske speciel ved, at urskiven er emaljeret. Det vil sige, at en japansk mester har påført urskiven emalje. Man bager så efterfølgende uret i en ovn, hvilket giver urskiven et smukt og unikt udseende.
Uret tikker ved hjælp af Seikos eget 6R15 automatiske urværk, der byder på 50 timers gangreserve. Remmen er lavet af krokodilleskind. På begge sider af det 40,5 mm store ur sidder safirglas. Et fund til 4.000 kr. og lavere.
Seiko Presage SARX061 / SPB093J1 “Arita”
Her er der tale om et sandt fund. Vi springer fra 2017 og til 2019 med dette ur, der blev lanceret for cirka fem år siden. Uret var og er en sand sensation til prisen, da der er tale om et ur med en urskive lavet af porcelæn. Det er et særdeles svært materiale at arbejde med for Seikos mestre – de kasserer mange urskiver, før de finder den helt rigtige kvalitet. Normalt vil et ur med porcelænsurskive koste mange, mange penge med SARX061 er blevet et lidt glemt ur.
Uret måler 40,5 mm i diameter og tikker ved hjælp af Seikos eget 6R35 urværk, der byder på minimum 70 timers gangreserve. Uret er et dress-ur, der kommer på en krokodille læderrem, men det holder ikke desto mindre 100 meters vandtæthed.
Til priser mellem 4.000 og 6.000 kr. er SARX061 et rendyrket fund. Det sælges fortsat på diverse japanske webshops hjemmesider, på Ebay og på Chrono24. Et smukt eksempel på et decideret fund til pengene, da uret bliver sværere og sværere at erhverve sig.
Seiko Prospex PADI Platinum SPB071J1
Seiko er naturligvis berømte for sine dykkerure. Der kommer hvert år mange nye modeller, men i 2018 og 2020 producerede Seiko en farverige model Seiko Prospex SPB071J1. Uret skiller sig ud ved at have en vintageinspireret urkasse, mens urskiven er særdeles vibrerende og moderne. Urskiven er en smuk blå sunburst urskive med et bølgemotiv.
Der er tale om en fusion mellem det gamle og det nye for Seiko. Uret byder på 200 meter vandtæthed og tikker ved hjælp af et 6R15 automatisk urværk, der tilbyder 50 timer gangreserve. Uret har safirglas og kommer på en blå silikonerem.
Det måler 42,6 mm i diameter, så der er tale om et velvoksent dykkerur. Uret er ret glemt, så man kan finde dette ur ned til 4.000 kr. – en pris omkring 6.000 kr. er også fair.
Seiko Prospex SPB097J1 Special Edition “Twilight Blue”
Normalt er det eksotiske for os europæere at få fingrene i et JDM Seiko – (Japan Domestic Market) – altså et Seiko, der kun sælges i hjemlandet Japan. Men Seiko vendte det rundt i 2020, hvor man lancerede Seiko Prospex SPB097J1 “Twilight Blue” i blot 2019 eksemplarer eksklusivt til det europæiske og amerikanske marked. Der blev f.eks. kun tildelt Storbritannien 150 eksemplarer af dette ur. Det er et voldsomt limiteret ur for et mærke som Seiko.
Uret er et velvoksent dykkerur på 44 mm i diameter og blot 13 mm i tykkelse. Der er tale om et dykkerur med 200 meter vandtæthed og i pakken fik man både gummirem og stållænke. “Twilight Blue” kommer fra urskiven, der er en flot mørkeblå farve. Lynetten er et såkaldt “Coke” design med rød-orange og sort farve.
Urværket er 6R15 med 50 timers gangreserve. Et særligt element ved denne urmodel er, at Seiko med dette værk i dette ur skabte et urværk med en meget støjsvag rotor. Af et Seiko dykkerur er dette lidt af et samleobjekt, når der kun er så få eksemplarer. Så til priser på Ebay og Chrono24 mellem 5.000 og 8.000 kr. er det en sjov tilføjelse til ursamlingen. Normalprisen var cirka 11.000 kr., så der er en fin rabat på dette sjældne Seiko ved at købe brugt.
Seiko SARB033 / SARB035 “Baby Grand Seiko”
Vi skal helt tilbage til 2008 for at finde femte og sidste bud på et glemt kvalitets-Seiko, der kan købes til budgetvenlige priser her i 2024. SARB033 og SARB035 er yderst solide kvalitets-hverdagsure, der blev voldsomt hypet for syv-otte år siden på YouTube-kanalen The Urban Gentry. Her blev også Seiko SKX hypet voldsomt. For de SARB-ure er det helt berettiget, da urene senere har fået tilnavnet “Baby Grand Seiko” men henvisning til, at man med disse to ure får kvalitet, der nærmer sig eliten indenfor Seiko med Grand Seiko.
Her skal dog lyde en advarsel – disse ure er cirka fordoblet i pris siden de blev solgt for cirka 300 amerikanske dollar i 2008. De fleste ure er steget i pris siden dengang, men disse to udgåede modeller kan i dag købes til mellem 3.000 og 6.000 kr., hvilket må siges at være en fin pris for så solide ure.
Urene er JDM-ure, hvilket gør dem ekstra attraktive. Og de tikker ved hjælp af et 6R15 automatisk urværk. Det kan man iagttage på bagsiden, hvor der ligesom på forsiden af uret anvendes safirglas. Uret holder solide 100 meter vandtæthed. Størrelsen er også klassisk med 38 mm i diameter og kun 11,5 mm i tykkelse.
De to SARB-ure virker underligt glemte her i 2024, når man tænker på, hvor hypede disse ure var for få år siden. Så med et køb af det sorte SARB033 eller det cremefarvede SARB035 køber man ind i et ur, der holder en meget høj kvalitet i forhold til prisen.
God jagt efter dit næste Seiko-fund!
NB! Der er i denne guide ikke taget høj for eventuel told på cirka 30 procent og ej heller om urene kommer med boks og papirer.