ArtiklerGuides og tips

Her er typerne af urværker og sådan fungerer de

For at kunne vise tid, dato, månefase og meget andet skal man anvende et urværk i uret. Der findes en række forskellige teknologier og afarter af diverse teknologier, som vi i denne artikel gennemgår, så det er nemmere at få overblik og overveje fordele og ulemper, når du skal vælge dit ur.

Billede: Tre typer af urværker fra Grand Seiko.

Junglen af urværker kan være svær at overskue, og der opstår mange spørgsmål, når man skal vurdere typen af urværk og de forskellige producenters urværker. I denne artikel vil jeg forsøge at give et overblik over urværker og svare på de mest overordnede spørgsmål:

Hvilke typer af urværker findes der?

Hvordan fungerer et urværk?

Hvordan virker et ur?

Hvilket urværk er det bedste?

Tre typer af urværker

Billede: Tre typer Grand Seiko urværker

Der findes overordnet tre typer af urværker – og en række afarter af disse teknologier.

  • Automatisk urværk
  • Kvartsurværk
  • Mekanisk manuelt urværk

Hvordan virker et automatisk urværk?

Et automatisk urværk er et mekanisk urværk, hvilket betyder, at værket ikke fungerer ved hjælp af batteri. Automatiske fungerer kort sagt ved hjælp af en række tandhjul og fjedre, der lagrer energi og fordeler denne energi, der regulerer tiden. Denne regulering betyder, at værket kan vise en række ting på urets forside: timer, minutter sekunder og ofte også dato. Andre funktioner – kaldet komplikationer på ursprog – kan være månefase, dag, energilagring, flere tidszoner, vanddybde og meget andet.

Der findes en række automatiske urværker, der kort sagt kan opdeles i to kategorier: inhouse urværker og generiske urværker. Inhouse urværker er et urværk, som et urmærke som f.eks. Seiko, Omega og Rolex selv designer og producerer på deres urfabrikker. Disse værker er ofte mere eftertragtende end generiske urværker, men de koster også typisk mere. Generiske urværker er produceret af producenter, der er specialiseret i at producere urværker, som urproducenterne køber til deres ure.

Billede: Et “inhouse” automatisk Rolex 3235 urværk.

Automatiske urværker kaldes ofte selvopladende eller self winding, da de ved hjælp af en rotor, der sidder på oversiden af urværket oplader energi. Når man går med uret bevæger man sin arm, hvilket får rotoren til at bevæge sig rundt på ydersiden af urværket. Rotoren sender energi til hovedfjederen – mainspring – der er en fjeder, som spændes når rotoren bevæger sig. Hovedfjederen sender så energi, der via balancefjederen får urværket til at kunne vise tid, dato osv. Dette er den simple forklaring på, hvordan et automatisk urværk fungerer – det er langt mere kompliceret end dette, men til overblik og forståelse er det sådan et automatisk urværk fungerer. Man skal derfor ikke bruge batteri, da urværket oplader sig selv. De fleste automatiske urværker kan også oplades ved at dreje på kronen, så hovedfjederen spændes.

Billede: ETA 2824 automatisk urværk.

Hvordan fungerer et kvartsurværk?

Billede: Ronda kvarts 515 urværk

Et kvartsurværk skal også bruge energi til at vise tid, dato osv. Men i modsætning til et automatisk urværk kommer energien i et kvartsurværk – quartz – fra et batteri. Den overordnede store forskel mellem mekaniske urværker og batteridrevne kvarts urværker er således, at et kvartsurværk ikke kan lades op af sig selv, men man skal efter nogen tid skifte batteri.

Kort fortalt sender batteriet i uret energi igennem en kvartskrystal, der regulerer energien, så uret tikker og viser tiden. Kvartskrystaller er meget billige at producere, da de kan produceres på fabrikker, hvilket for eksempel Seiko og Citizen går i millionvis hvert år.

Billede: Kvartskrystal SONY DSC Wiki Commons

Kvartsurværker anvendes især af japanske mærker som Seiko og Citizen, der dog også anvender mange typer mekaniske urværker. Da der bruges batteri i kvartsurværker skal man skifte batteri, hvilket mange urmagere guldsmede kan hjælpe med. Batterierne er meget billige, så det er ikke dyrt at skifte hvert eller hvert andet år. Det betyder også, at kvartsure ofte er meget billigere end mekaniske ure.

Der findes afarter af kvartsurværket, hvor man ikke skal skifte batteri ofte. For nogle værker kan der gå årtier mellem batteriskift. En anden forskel er, at i de fleste tilfælde tikker sekundviserne ligesom minut- og timeviseren på kvartsure, mens viserne på mekaniske og automatiske urværker glider flydende.

Kinetisk kvartsurværk

Billede: Seiko kinetisk kvartsurværk

Det gigantiske japanske urmærke Seiko har både i hovedbrandet Seiko og luksusbrandet Grand Seiko skabt mere avancerede kvartsurværker, der udligner noget af forskellen mellem automatiske værker og kvartsværker. Med Kinetic værkerne har Seiko tilføjet en rotor ligesom på automatiske værker – denne rotor skaber ved bevægelse energi, der lagres i batteriet, så man ikke skal skifte batteri ligesom på konventionelle kvarts urværker.

Grand Seiko Spring Drive

Billede: Grand Seiko Spring Drive urværk

En særligt avanceret krydsning mellem et kvartsværk og et automatisk værk er Grand Seikos unikke luksus urværk Spring Drive. Spring Drive tog intet mindre end 28 år at udvikle for Yoshikazu Akahane, der startede med at udvikle værket i 1977. Angiveligt blev mere end 600 prototyper udviklet før Spring Drive endelig var klar til at blive kommercialiseret. Spring Drive er kort fortalt mestendels et automtisk urværk, men Akahanes vision var, at få den glidende bevægelse af viserne og energiopladningen fra automatiske værker, men præcisionen fra kvartsværker. Det er præcis det, som Spring Drive leverer ved at fungere som et automatisk urværk, men med den forskel, at reguleringen fungerer som på et kvartsværk. Det giver en præcision på cirka 15 sekunder + / – per måned. Til sammenligning får man cirka 60 sekunders præcision + / – på Rolex’ Superlative Chronometer automatiske urværker.

Eco Drive / Solar

Billede: Citizen Eco Drive kvarts urværk – stsupply.com

En smart måde at undgå hyppige batteriskift er sol- og lys energiopladende kvartsværker. Særligt Citizen producerer mange ure med Eco Drive værker. Det specielle ved disse kvartsværker er, at selve urskiven fungerer som et mini solpanel, der ligesom solfangere på f.eks. et hustag via sollys – og andre lyskilder – lagrer energi i batteriet. Dermed skal man ikke skifte batteri løbende som med konventionelle kvarts urværker – Eco Drive, når det er fuldt opladet, gemmer energi i batteriet i op til seks måneder.

Meca Quartz / hybridværker

Billede: Seiko meca quarts urværk.

En femte variant af kvarts urværker er i lighed med Spring Drive et forsøg på at skabe en fusion mellem mekaniske urværker og kvarts urværker. Værket fungerer som et kvarts urværk med batteri som energikilde – i modsætning til kinetiske værker og Spring Drive er der ikke en rotor, der skaber energi til urværket. For at skabe en mekanisk oplevelse med glidende visere indkorporeres et mekanisk modul i værket.

Mekaniske manuelle urværker

Billede: Sellita SW 510 mekanisk manuelt urværk

Mekaniske manuelle urværker er det helt oprindelige urværker, der var de første værker, som blev kommercialiseret til personlige ure. Det første mekaniske urværk blev ifølge historiefortællingen skabt helt tilbage i 1510 i Tyskland af Peter Henlein. Dette ur kunne kun vise timer og var så stort, at det skulle bæres i et bælte. Senere kom mindre mekaniske urværker, der kunne installeres i langt mindre lommeure, så de kunne bæres nemt og bekvemt. Et mekanisk manuelt urværk fungerer i lighed med automatiske urværker ved at gemme energi i en hovedfjeder. Forskellen er dog, at mekaniske manuelle urværker ikke kan oplade energi ved bevægelse, da der ikke er en rotor, der skaber energi. I stedet trækkes uret op ved hjælp af kronen, så man spænder hovedfjederen. Man skal derfor løbende optrække sit ur – de fleste nyere værker kan holdes kørende i mellem to og otte døgn – nogle værker endda helt op til 10 dage, når uret er fuldt optrukket. For eksempel giver mange Grand Seiko værker tre døgns energi, mens for eksempel værket i et Omega Speedmaster Professionel Moon Watch giver cirka 50 timer.

For mange entusiaster er mekaniske manuelle og også automatiske urværker de “rigtige” værker, da de anvender historisk teknologi og dermed hylder de gamle mekaniske dyder.

Billede: ETA Unitas mekanisk manuelt urværk.

Fordele og ulemper ved de forskellige urværker

Billede: Det legendariske automatiske kronografurværk Valjoux 7750.

Der er en række fordele og ulemper ved de forskellige typer urværker – dette gælder både i forhold til præcision, daglig brug, pris og i robusthed.

Fordele og ulemper ved automatiske urværker

Fordele:

  • Automatiske urværker fjerner behovet for at skulle skifte batteri eller at uret stopper med at virke, hvis ellers man går med uret. Da rotoren oplader urværket er løbende udskiftning af batteri ikke nødvendigt – man får dermed “gratis” energi ved brug af uret.
  • Man får den smukke glidende bevægelse af viserne, der er flottere at se på end den tikkende bevægelse med kvartsværker.
  • Ved dykkerure er man sikker på, at uret ikke stopper med at virke, hvilket kan betyde alvorlig skade eller død når timingen af dykket kan gå galt.
  • Ved investering i luksusure er de mest attraktive ure dem med automatiske urværker. Læs mere om investering i ure HER.

Ulemper:

  • Automatiske ure kan være meget upræcise, hvis ikke urværket er af god kvalitet og ikke er reguleret og serviceret.
  • Urværkerne kræver løbende service – ofte hvert femte eller tiende år skal dit ur til service hos en urmager, der rengør og regulerer urværket. Det koster penge hver gang.
  • Værkerne kan være mere skrøbelige ved hårdfør brug af uret eller ved f.eks. slag og tab af uret.
  • Automatiske urværker skal trækkes op enten ved bevægelse eller drejning af kronen, så man kan ikke bare samle sit ur op og tage det på. Man skal trække uret op, sætte tid, dato osv.

Fordele og ulemper med kvartsværker

Billede: Grand Seiko F9 kvarts urværk.

Fordele:

  • Kvarts urværker er typisk meget præcise og ofte mere præcise end mekaniske urværker, da energikilden og antallet af dele, der bruges til at konstruere urværket er meget mere simpelt.
  • Kvartsure er ofte meget billigere end mekaniske ure, da det er meget billigt at masseproducere urværkerne.
  • Uret tikker bare videre selvom du lægger det fra dig i dagevis, så du skal ikke trække uret op og indstille det igen.
  • Service er meget billig – ofte kan hele urværket udskiftes fremfor at blive repareret.
  • Et godt værk til begyndere eller folk uden den store interesse i ure, der mest bruger et ur som værktøj.

Ulemper:

  • Kvarts urværker er meget sjældent særligt flotte at se på – de er ofte direkte grimme og ligner en printplade, hvilket ikke gør dit ur smukkere at se på.
  • Man skal skifte batteri løbende – ved Eco Drive cirka hvert tiende år.
  • Man får ikke den smukke glidende bevægelse af viserne, hvilket for ur entusiaster ikke er charmerende.
  • For eksempel Grand Seiko og Citizen producerer hyperpræcise kvartsværker, men ofte sidder disse værker i billige ure, der masseproduceres i Asien, hvilket ikke giver samme glæde og personlige følelse ved uret.

Mekaniske manuelle urværker

Billede: Grand Seiko 9S64A mekanisk manuelt urværk.

Fordele:

  • Kan ofte produceres billigere end automatiske urværker.
  • Kan modificeres til at kunne oplagre meget energi, så energireserven kan holde i mange dage og længere end de fleste automatiske urværker.
  • Er det klassiske og romantiske urværker, der er historiske og som giver dig en løbende interaktion med dit ur, når du optrækker det.
  • Kan laves meget tyndere end automatiske urværker, da man ikke har en rotor. Det giver også ekstra plads til at lave flot behandling af overfladen.

Ulemper:

  • Skal optrækkes løbende – glemmer man det, så skal man indstille sit ur igen. Man kan ikke holde uret opladet ved at placere det i en watch winder.
  • En del ældre værker er robuste, men de bevæger sig ikke lige så glidende som ved automatiske ure, da antallet af vibrationer per time er nede på 18.000 eller 21.600 i modsætning til typisk 28.800 vibrationer per time med automatiske urværker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!