Nyheder

Mido hopper med på sportsbølgen: Lancerer Multifort 8 med integreret lænke

Mido overrasker nu med et nyt sportsur med integreret lænke. Multifort 8 Two Crowns er schweizernes svar på kollegerne fra Tissots yderst succesfulde PRX.

I 1970’erne skyllede en bølge af nye urdesigns fra Gerald Genta ind over den schweiziske urindustris luksusmærker Audemars Piguet, Patek Philippe og IWC. Senere kom mærker som Piaget, Rolex og Girard Perregaux til med deres svar på det nye design.

Sportsure med integreret lænke i stål. Det er igen blevet et populært ur-design i 2020’erne. Og nu kommer det schweiziske urmærke Mido, der er ejet af Swatch Group, på banen med sit svar på trenden.

Mido Multifort 8 Two Crowns.

Den blå version på gummirem. Billede: Mido.

De nye ure fra Mido er andet skud fra urmærket, der tidligere har lanceret Multifort TV Big Date, der også leger med integreret-lænke-designet.

De nye Multifort 8 Two Crowns følger et dykkerursinspireret design og kommer på enten stållænke eller gummirem. Der lanceres tre farver; blå, sort og grå.

Uret kommer, som navnet antyder, med to kroner. Den ene krone er til at trække uret op, indstille tiden og datoen. Den anden krone er til at roteret den interne lynnette.

To kroner. Billede: Mido.
Den grå version på lænken. Billede: Mido.
Den sorte version. Billede: Mido.

Uret måler 40 mm i diameter, 44,86 mm i længden og 9,5 mm i tykkelse. Man kan enten vælge uret på gummirem eller på lænke. Begge valg kommer med en funktion, så det er nemt af afmontere rem eller lænke. Mido har været smarte med designet af stållænken, så den fremstår som fuldt integreret med uret, men den kan rent faktisk afmonteres nemt.

Urværket. Billede: Mido.

Det er interessant, at Mido ikke anvender Swatch Group standardværket Powermatic 80. Til Multifort 8 Two Crowns anvender man et Swatch Group 72 urværk, der er baseret på et ETA 2892-A2. I modsætning til Powermatic 80 får man ikke 80, men 72 timers gangreserve. Dog er beatrate på 25.200 med dette urværk mod 21.600 hos Powermatic 80.

Billede: Mido.

Uret holder 100 meter vandtæthed og har safirglas på begge sider. Uret har således dykkerursfunktioner, men med kun 100 meter vandtæthed, er der mere tale om et sportsur end et dykkerur.

Lynnetten er ottekantet, hvilket spiller op imod Girard Perregaux’ Laureato design med ottekantet lynnette. Inspirationen fra Laureato er tydelig.

Girard Perregaux Laureato. Billede: Girard Perregaux.

Forskellen i pris mellem gummirem eller stållænke er blot 30 schweizer franc svarende til cirka 200 kr. Det vides ikke, om man evt. kan tilkøbe gummiremmen, hvis man køber uret på stållænke.

Billede: Mido.

Mido prissætter uret til henholdsvis cirka 8.800 kr. og 9.000 kr.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!