Et solidt og lækkert dykker-kronograf-ur: Rado Captain Cook Automatic Chronograph
Rado bider skeer med langt dyrere urmærker med deres kombination af dykkerur og sports-kronograf med Captain Cook Automatic Chronograph. Uret er ikke er perfekt, men det kan tilfredsstille mange behov.
Schweiziske Rado er især kendt for at anvende alternative materialer til at producere urkasser og urlænker i. Især brugen af keramisk materiale har siden 1960’erne været et varemærke for Rado, der stort set siden sin etablering i 1917 af tre brødre har eksperimenteret med materialerne. I de senere år er især det meget ridseafvigende keramiske materiale brugt til lynetteindlæg, men Rado er gået hele vejen og producerer nu med Captain Cook High-Tech Ceramic Diver et hårdført dykkerur stort set kun lavet af keramik. Et ur, som vi her hos Time & Crown også har haft glæden af at teste. Men denne anmeldelse dækker Rados interessante Captain Cook Automatic Chronograph dykkerur, hvor der ikke eksperimenteres så meget med materialerne – derimod har Rado skabt et yderst konkurrencedygtigt ur af høj kvalitet. Uden at det dog er perfekt.
Et toolwatch med finere fornemmelser
Ved første øjekast er Rado Captain Cook Automatic Chronograph designmæssigt en naturlig udvikling af det populære Captain Cook dykkerur. Designet stammer helt tilbage fra 1962, hvor Rado introducerede deres første Captain Cook dykkerur. I 2017 genintroducerede Rado et 37 mm remake af Captain Cook dykkeruret, som vandt stor anerkendelse for sit varme vintageinspirerede design og ikke mindst, at Rado var modige med at lancere et dykkerur med kun 37 mm i diameter. Sidenhen er fulgt en række versioner i størrelser op til 45 mm i diameter, i forskellige farver og også i keramisk materiale. Nærværende ur er Rados bud på en kronografversion af Captain Cook dykkeruret. Og med uret får man fuld værdi som dykkerur, da uret har en vandtæthed på 300 meter og en roterbar lynette, så man kan indstille tidstagningen – præcis som på helt almindelige dykkerure. Uret er lavet i 316L rustfrit stål og med safirglas på både for- og bagside. Lynetteindlægget er i keramik, så det ikke kan ridses. Urkassen er højpoleret, hvilket i samspil med lynetteindlægget og den blå sunburst urskive ser fantastisk ud på armen, men for et hårdført dykkeur er der stor risiko for utallige ridser på urkassen.
Rado giver dig en kamæleon-ur
Uret kommer med hele tre remme og lænker. Man får et lækker stållænke med højpolerede midterstykker – igen et interessant valg til et dykkerur. Så følger desuden en virkelig komfortabel læderrem med en topklasse deployant spænde og en NATO-rem. Kort sagt er Captain Cook Automatic Chronograph lidt af en kamelæon, da du som ejer nemt kan skifte imellem de tre remme/lænker, da uret er udstyret med nemt fjernbare springbars. På lænken er uret meget sporty at se på, på læderemmen får det et mere klassisk udseende og på NATO-remmen er udtrykket mere råt. Min favoritkombination er læderremmen, som er meget behagelig at bære på armen og som giver uret et lidt dressy-sporty udseende. Det er en super fin idé, at Rado giver dig hele pakken fra starten af, så du ikke skal spekulere på at købe ekstra remme til uret. Urets indpakning er af høj kvalitet i en trækasse, som man åbner til en flot præsentation som set på ovenstående billede. Uret har en vejledende pris på 33.900 kr. Men man kan finde det online til lavere priser. Den største sikkerhed får man naturligvis ved at handle ved en autoriseret dansk forhandler. Dem er der heldigvis mange af.
Uret fås i tre versioner: til denne anmeldelse havde Rado udlånt den blå version, der er min favorit. Men man kan også få uret i sort og i en blå version, hvor urkassen er produceret i bronze. Selvom der er tale om både et kronograf-ur og et dykkerur i et, så er designet ren og ikke forvirrende at se på. Dykkerindlægget er holdt simpelt med en trekant klokken 12 og markeringer for hvert femte minut med 15, 30 og 45 angivet med tal. Urskiven prydes af det klassiske bevægelige Rado-anker under klokken 12, og Rado har gjort et godt designvalg i at holde skriften på urskiven til logoet under klokken 12 og to linjer skrift over klokken 6. Datohjulet er lavet med rød skrift på hvid baggrund, hvilket er et friskt pust i forhold til sort på hvid baggrund. Viserne er i klassisk Captain Cook design med den tykke pil som timeviser og det lange sværd som minutviser. Tællerne er placeret ud for klokken 3 og klokken 9 med løbende 60 sekunder klokken 3 og 30 minutter kronograf klokken 9.
Det er et større dykkerur med 43 mm i diameter, 49,5 mm i længde og 14,8 mm i tykkelse, men uret bæres overraskende kompakt og føles mere som et 42 mm ur. Hornene er slange og hælder nedad, hvilket giver effekten at uret sidder meget tæt på håndleddet. Det bæres derfor meget slankt og føles slet ikke som et 14,8 mm tykt ur. Jeg nød at bære uret, som er et stort ur, men ikke for stort i forhold til, at det er et dykkerur.
Konkurrence for sports-kronografer er ganske stor. Især Longines og Omega, der er i Swatch Group familien sammen med Rado, må være rivaler. Men Rado placerer sig prismæssigt i midten med Omega som klart dyrere og Longines lidt billigere. Med Captain Cook Automatic Chronograph får man et ur, der emmer af kvalitet og historie. Designet er ganske unikt for Rado, men det er en lidt stor pille at sluge at betale 30.000 kr.+ for et i Danmark mindre mærke som Rado. Rado fortæller dog Time & Crown, at efterspørgslen på Rado er stigende i Skandinavien.
Inde i uret sidder et modulært modificeret ETA automatisk urværk, der tikker med 4 hertz og har 59 timers gangreserve. Jeg oplevede urværket som præcist og også ganske pænt at se på.
Da der er tale om et modulært værk er urværket ikke født som et kronograf-urværk. Det er i princippet to urværker, der er sat sammen. Det ville jeg være lidt utryg ved, hvis det var et lille urmærke. Men Rado benytter sig af Swatch Group dele, så det kan nemt serviceres og repareres.
Alt i alt er det et skønt ur, der er virkelig komfortabelt og nemt at anvende. Med ekstra urremme kan man give uret præcis det look, som man ønsker sig på dagen. Prisen er lidt høj for et Rado-ur, men man får også et ur i ganske høj kvalitet. Det kan med tiden være en udfordring med de mange blankpolerede overflader på et dykkerur. Ridser er uundgåelige og vil med tiden irritere, de kan dog fjernes, og uret er bare virkelig lækkert bygget og poleret.
Uret var udlånt af Rado.
Besøg RADO.