Nyheder

Yema introducerer vildt Superman Tourbillon CMM.31 dykkerur

Et professionelt dykkerur med en tourbillon komplikation? Det er præcis, hvad franske Yema nu lancerer med Superman Tourbillon CMM.31, der kommer i 100 eksemplarer.

Grundreglen her på Time & Crown er, at vi ikke skriver om limiterede ure. Ure skal være til at købe for urentusiasterne, men der er tilfælde, som med Seiko, hvor limiteret er elastik i metermål.

Og så er der tilfælde som med det spritnye Yema Superman Tourbillon CMM.31, der er så vildt et dykkerur, at det fortjener at blive omtalt her på sitet.

Franskmændene lancerer nemlig med uret for første gang deres mest berømte model – Superman dykkeruret – med den meget eksklusive komplikation tourbillon.

Uret er prissat til 12.000 euro eller cirka 90.000 kr. Det kommer limiteret til 100 eksemplarer.

Det nye Superman med tourbillon. Billede: Yema.

Yema er ikke det første urmærke, der kombinerer de to nærmest modsætninger; hårdført sportsur og delikat tourbillon komplikation.

TAG Heuer gjorde med deres Carrera Heuer 02T sportskronograf, og Ulysse Nardin gjorde det med deres Torpilleur marinekronograf.

TAG Heuer Carrera Heuer 02T. Billede: TAG Heuer.
Ulysse Nardin Marine Torpilleur. Billede: Ulysse Nardin.

Det er heller ikke Yemas første sportsur med tourbillon, hvilket i sig selv er imponerende for et urmærke der på trods af massive investeringer trods alt størrelsesmæssigt ikke er det største.

Yema lancerede i 2023 i forbindelse sin 75 års fødselsdag Yema Yachtingraf Tourbillon Maréographe i 75 eksemplarer.

Yema Yachtingraf Tourbillon Maréographe. Billede: Yema.

Men nu er det så Superman dykkeruret, der står for tur. Det måler 43 mm i diameter, 50 mm i længden og 11,70 mm i højden (ikke medregnet det buede safirglas, red.).

Det vigtigste ved uret er CMM.31 inhouse uværket fra Yema, der er særdeles hårdført. Der er ikke tale om et “kunst ur”, der er tale om et reelt dykkerur. Det holder 200 meter og CMM.31 værket kan modstå op til 2.000 Gauss og det har hele fire dages gangreserve.

Urværket kan også modstå op til 5.000G. Det er ISO-certificeret.

Billede: Yema.

Det smukke urværk kan ses via safirglasset bag på uret.

Vi lader Yemas CEO Christopher Bôle forklare:

“Med sin tourbillon bygget til havet kombinerer dette ur haute horlogerie behandling med professionelle dykkerursegenskaber. Det gør det til den sjældenhed, at det er et af de få tourbillonure i verden, der lever op til ISO-kravene,” siger han.

Billede: Yema.
Billede: Yema.

Uret er konstrueret i femtegradstitanium, så det er meget let at bære. Lynetten er skabt i ridsesikkert keramik.

Billede: Yema.
Billede: Yema.

Se mere på Yemas hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!