Yema lancerer nyt Navygraf Barracuda CMM.20 dykkerur i samarbejde med Marine Nationale
I en hyldest til den franske flådes Barracuda-klasse ubåde lancerer Yema nu det limiterede Navygraf Barracuda CMM.20 dykkerur med mikrorotor og alternative materialer.
Franske Yema har et tæt samarbejde med den franske flåde Marine Nationale. Det har udmøntet sig i en række samarbejdsmodeller inden for Yemas dykkerurskollektioner Superman og Navygraf.
Med det nye Navygraf Barracuda CMM.20 dykkerur lancerer Yema i samarbejde med Marine Nationale et luksuriøst dykkerur, der er limiteret til 400 eksemplarer. Navygraf Barracuda CMM.20 dykkerur hylder de franske ubåde af Barracuda-klassen.
Tidligere har vi set nærmere på det spændende Yema Navgraf MOP dykkerur med perlemorsskive og Yemas mikrorotorurværk her på sitet.
Med det nye Navygraf Barracuda CMM.20 fortsætter franskmændene med at lancere anderledes og specielle dykkerure, der ganske uvant for denne type af ur er drevet ved hjælp af Yemas inhouse CMM.20 mikrorotor automatiske urværk med 70 timers gangreserve.
Uret koster 16.800 kr. på tekstilrem og 18.700 kr. på stållænke. Det er en fair pris for et ur i denne klasse med så anderledes et inhouse urværk.


Det er ikke alene urværket og samarbejdet med flåden, der gør uret specielt. Yema har design- og materialemæssigt bevæget sig lidt uden for egne normer ved at anvende karbon til både urskive og lynetteindlægget. Selve urkassen er i 316L stål.
Dermed får man et ret sporty, stealth og anderledes udtryk med Navygraf Barracuda CMM.20.
Uret måler 39 mm x 9,75 mm (uden det buede glas) x 46 mm.
Det holder solide 300 meter vandtæthed.

Læg også mærke til lynetteindlægget, der nedtællingsmæssigt er vendt om i forhold til gængse dykkerure. I stedet for at starte ved minut et, starter nedtællingen ved minut 60.
Denne metode var ikke uvant ved de første dykkerure med drejekrans i 1950’erne, og det er ganske almindeligt ved militære dykker- og piloture.


Du kan læse meget mere om urene på Yemas hjemmeside.






