Artikler

Her er urene, der taber mest værdi: Audemars Piguet, IWC og Vacheron Constantin er en dårlig investering

Siden priserne på det sekundære marked toppede i midten af 2022, er priserne faldet massivt for mange luksusure. En hel del ure koster nu markant mindre brugt end nye – herunder flere store urmærker.

Da der først var mange, hurtige penge at tjene stak markedet helt af. I efterdønningerne på pandemien eksploderede priserne på brugte luksusure.

Det var ikke ualmindeligt, at man, hvis man var heldig, kunne tjene en mindre formue på at videresælge et spritnyt Rolex, Patek Philippe eller Audemars Piguet, som man lige havde købt nyt hos forhandleren.

Helt nye tal fra urindekset WatchCharts, som Morgan Stanley har analyseret, viser, at en række ure nu er faldet så meget i værdi, at de sælges langt billigere brugt end spritnye.

En række modeller fra Audemars Piguet er nu markant billigere brugte end nye. Billede: Audemars Piguet.

Det er normalt sådan, at en brugt bil er billigere end en ny bil. Men denne logik applikerede ikke til luksusurmærker som Vacheron Constantin, Audemars Piguet, Rolex og Patek Philippe.

Tværtimod kunne nogle modeller sælges til det dobbelte på brugtmarkedet set i forhold til listeprisen hos den autoriserede forhandler.

Dette er for langt de fleste luksusurmærker nu vendt, så brugte ure er langt billigere end nye ure. Det viser analysen, som er bragt af WatchPro.com.

Urmærkernes tab fra nyt til brugt. Billede: WatchCharts.com/Morgan Stanley.

WatchPro.com skriver, at flere modeller fra Audemars Piguet nu handles markant under nyprisen på det sekundære marked (brugte ure, red.).

“Discounten på et Code 11.59 er set over tolv måneder steget med 21 procent, så modellen nu sælges brugt til gennemsnitligt 33 procent under listeprisen fra ny. Royal Oak Offshore er blevet 11 procent billigere brugt, så de nu sælges med 23 procent discount,” skriver WatchPro.com.

Ser man på de største luksusmærker, så er det kun Rolex (12,3 procent) og Patek Philippe (5,6 procent), der per 1. juli 2025 over 12 måneder holder brugtpriserne gennemsnitligt over listepriserne hos de autoriserede forhandlere.

Rolex ure sælges fortsat over listeprisen på det sekundære marked. Billede: Rolex.

Køber man et nyt Vacheron Constantin, så vil man gennemsnitligt miste 41 procent af nyprisen, hvis man sælger uret videre. Med 39,7 procent er Tudor ligeledes en elendig forretning på det sekundære marked. Omega er heller ikke et urmærke, som man kan tjene hurtige penge på med 35 procent tab.

Patek-ejere har tabt 70 procent af værdien siden toppen

Dette ur er faldet massivt i pris siden toppen i 2022. Billede: Patek Philippe.

Ser man i forhold til toppen i marts/april 2022, så er der barberet enorme summer af de største luksusmærker.

“WatchCharts Overall Market price tracker viser, at priserne for Audemars Piguet og Patek Philippes mest handlede urmodeller er faldet med 70 procent siden de peakede i 2022. For Rolex er priserne faldet med 40 procent siden toppen for tre år siden,” skriver WatchPro.com.

Sådan er det gået de store urgrupper samlet set over 12 måneder. Billede: WatchCharts.com/Morgan Stanley.

Tager man et kig på de store urkonglomerater, der ejer flere luksusmærker, så er alle som en ramt af samlet set prisfald set over de seneste 12 måneder.

Rolex, Omega og Cartier er nærmest ikke faldet med henholdsvis 2,5, 2,7 og 0,2 procent.

Meget værre står det til for LVMH, der ejer Hublot, TAG Heuer og Zenith. Samlet set sælges deres ure nu 8,9 procent billigere brugt end nye set over de sidste 12 måneder.

Køb et nyt TAG Heuer fordi du kan lide det. Billede: TAG Heuer.

Lige så skidt står det til for Richemont, der også er 8,9 procent nede. Richemont ejer urmærker som Cartier, A. Lange & Söhne, IWC og Piaget.

Ifølge WatchPro.com ser man nu nærmest historisk mange Audemars Piguet og Patek Philippe ure til salg på det sekundære marked. Dette er også med til at presse priserne ned set i en klassisk udbud og efterspørgsels-logik.

Det tyder på, at tiderne, hvor investorer opkøbte luksusure for at lave profit er ved at være ovre.

FÅ NYHEDER SOM DENNE DIREKTE I DIN INDBAKKE – SKRIV DIG OP TIL VORES NYHEDSBREV – DET ER GRATIS:

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!