Nyheder

Tyske Glashütte Original slanker og simplificerer 70’s Collection med tre nye tid-og-dato modeller

Glashütte Original vender tilbage til rødderne med sin 70’s Collection, der er fjernsynsformede 1970’er inspirerede luksusure med oplevelsen af integreret lænke. Det tyske urmærke lancerer nu en trio af tid-og-dato-modeller, der er slanket i størrelsen.

En kerneværdi for Glashütte Original, der holder til i den det østtyske ur-epicenter Glashütte, er at kombinere det forgangne med det nuværende. Det tyske urmærke har specialiseret sig i at kombinere tidsperioder designmæssigt med den nyeste teknologi og knowhow inden for urmageri.

Et godt eksempel på dette er Glashütte Originals dykkerur SeaQ, der trækker tungt på designelementer fra dykkerurenes guldalder i 1950’erne og 1960’erne, men som materialemæssigt er topmoderne luksusdykkerure.

Men også 1970’erne, der i disse år er et hot årti, har sin ur-kollektion hos Glashütte Original – ganske simpelt kaldet 70’s Collection.

Hidtil har disse ure været mest tilgængelige som kronografer og Panorama Date, men nu lancerer Glashütte Original en ny trio bestående af tid-og-dato modeller.

Billede: Glashütte Original.

Urene er ligesom kronografvarianterne designet til at forestille de gamle firkantede fjernsyn fra den tidsalder. Jeg husker tydeligt familiens tv-alter i form af en kæmpe kasse af et tv fra tyske Grundig.

De nye 70’s Collection kommer i tre varianter; hvid urskive, sort urskive (Vinyl Record – limiteret til 500 eksemplarer) og brun urskive. Tyskerne kalder urene for Stereo Panel (hvid), Vinyl Record (sort) og Tweed Amp (brun urskive).

Billede: Glashütte Original.

Urene måler 39 mm x 39 mm med 43,7 mm lug til lug, mens højden er blot 9,6 mm. Urene har safirglas på begge sider og de holder 100 meter. Det er en millimeter mindre i diameter og to millimeter mindre i højden end kronografvarianterne samt de andre 70s Collection modeller med f.eks. Panorama Date.

En særlig detalje ved urene er urskiven, der har et “Hexagrid” mønster bestående af utallige små “udposninger”. Det er et interessant mønster, der ikke ses i samme omfang som f.eks. clous de Paris (brosten).

Urene er konstrueret 316L stål, og urene kommer enten på stållænke eller gummirem.

Billede: Glashütte Original.
Billede: Glashütte Original.
Billede: Glashütte Original.
Billede: Glashütte Original.

I urene sidder et inhouse autoamtisk urværk fra Glashütte Original, hvor der indgår en delmængde hånd-finish. I Vinyl Record sidder et kaliber 36-10, der har rhodiumbelægning, mens de to andre varianter har et kaliber 36-11.

Fælles for urværkerne er, at de holder imponerende 100 timers gangreserve, tikker med 28.800 vibrationer i timen og rotoren er i 21 karat guld. Rotor og broer har et smukt “Glashütte stripes” mønster, mens der også er cirkulær børstning. Skuerne er blå varmebehandlet og der indgår en smyk Swan Neck mikrojustering.

Billede: Glashütte Original.
Billede: Glashütte Original.
Billede: Glashütte Original.
Billede: Glashütte Original.
Billede: Glashütte Original.

Prisen er 101.900 kr. for Stereo Panel og Tweed Amp på gummirem og 112.100 kr. på lænke. For det limiterede Vinyl Record er prisen 126.200 kr.

Se mere på Glashütte Originals hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!