Tudor overrasker med spritnyt Northflag model: Friskt design, ny lænke og nyt inhouse urværk
Tudor overrasker nu med en relancering af et af sine historiske ure i form af Northflag. Uret kommer nu tilbage i en frisk og moderne udgave seks år efter det forsvandt ud af produktion. Northflag anno 2026 har inhouse urværk og integreret lænke.
Historiske urproducenter har ofte et opdagelses eller explorer-ur i kollektionen eller i de gamle kataloger. For Rolex er det Explorer og Explorer II modellerne, for Seiko er det Alpinist modellerne, men for Tudor er det både Ranger og Northflag-modellerne.
På mange måder var Tudor Northflag med sin integrerede lænke forud for sin tid, da Tudor første gang lancerede opdagelsesuret i 2015. Uret var Tudors første model med et in-house automatisk værk, MT5621. Designet var inspireret af Tudors historie med ekspeditionsure, især North Greenland Expedition i 1952, og uret havde en markant gangreserveindikator på skiven.
Men Northflag blev aldrig for alvor en super populær model, selvom det varslede Tudors fokus på inhouse urværker og var forud for den genkomne supertrend med sportsure med integreret lænke.
Nu er Tudor Northflag tilbage i en spritny og opdateret udgave. Tudor angiver selv navnet som Northflag og ikke North Flag.

Man kan utvivlsomt set den tidligere Northflag model i den nye 2026-udgave. Tudor selv angiver inspirationen således:
“Nu i sin anden generation bevarer Tudor North Flag de overordnede linjer og karakteristiske designelementer fra det historiske Tudor-ur, som oprindeligt inspirerede modellen, nemlig Ranger II fra 1973,” lyder det fra det schweiziske urmærke.
I forhold til sin forgænger, der udgik af produktion i 2020, har det nye Northflag udskiftet gangreserveindikatoren klokken ni med en ny GMT-funktion. Det er i virkeligheden også en komplikation, der er langt mere passende for et moderne opdagelsesur end en gangreserveindikator.

Tudor holder fast i de sorte og gule farver samt konstruktionen med integreret lænke. Uret har fået referencenummer M9140G1A0U-0001.
Det kommer kun med integreret lænke, og uret er konstrueret i 316L stål Det har mestendels børstede overflader.
Uret måler 40 mm i diameter og 12,7 mm i højden. Tudor oplyser ikke længden (lug-to-lug).


Det nye Northflag har safirglas på begge sider, så man kan se inhouse urværket kaliber MT5652-U, der er COSC og METAS certificeret. Man får altså med METAS certificeringen et ur, der er gennemtestet.
Urværket har 65 timers gangreserve og tikker med 28.800 vibrationer i timen. Dette urværk har dato (placeret klokken tre) og GMT-funktion.

Det er lækkert, at Tudor er begyndt at have gennemsigtige bagkasser, så man kan se mekanikken arbejde inde i uret. På trods af safirbagkassen holder det nye Northflag solide 100 meter vandtæthed.
Urskiven er sort med lakeret overflade, og man får ekstra dimensioner til urskiven, da Tudor har valgt at timemarkørerne, der er angivet med 12 og 6 i tal og resten i kvadrater, er solide stykker Super-Luminova. Det giver en lækker effekt og et moderne twist til uret. Ligesom de gule visere op imod den sorte urskive sikrer, at uret er letaflæseligt.

I ringen rundt om urskiven finder man 24-timer markeringerne, som man kan matche GMT-viseren op imod.
Som de fleste nyere Tudor modeller har spændet T-fit mikrojustering, så man kan justere spændet og få lidt mere vidde, når det er varmt.


Tudor lister det nye Northflag til en pris på 39.150 kr.
Uret vil kun være tilgængeligt i Tudors egne butikker.
Du kan læse mere om uret på Tudors hjemmeside.







