Titoni videreudvikler Seascoper dykkerure med fire nye kronografer
Det schweiziske urmærke fortsætter med at udvikle på sit dykkerur Seascoper med nye farver og materialer. For første gang kan Titoni nu præsentere en kronografversion af uret i fire nye modeller.
Schweiziske Titoni er lidt af et urmærke for connaisseurer forstået på den måde, at selvom man har skabt ure 1919 er Titoni fortsat et ukendt urmærke for mange.
Med 106 års erfaring indenfor urmageri kan det fortsat familieejede urmærke fra hovedkvarteret i Grenchen løbende præsentere nye, spændende urmodeller.
Seneste skud på stammen er en udvidelse af dykkerurskollektionen Seascoper med fire nye Seascoper Chronograph.

Det nye Seascoper Chronograph kommer i fire versioner:
- Reference 94300 SY-BK-731 sort urskive – two-tone stål og PVD guld
- Reference 94300 S-BK-731 sort urskive – i stål
- Reference 94300 S-BK-732 blå urskive – i stål
- Reference 94300 S-BK-733 grøn urskive – i stål
Fælles for alle fire modeller er, at de kommer påmonteret en stållænke med Titonis fine spænde, der byder på mikrojustering.

Fælles for urene er ligeledes dimensionerne, der byder på 42 mm i diameter og 52,30 mm i længden. Titoni melder ikke noget om tykkelsen, men et bud omkring 15 mm er nok ikke helt skævt.
Der er således tale om velvoksne dykker-kronografer, der da også byder på yderst solide 300 meter vandtæthed.

Urene er konstrueret i 316L stål, de har safirglas og schweizisk Super-Luminova selvlysende materiale. Kronograftrykknapperne minder om dem, som man kender fra Rolex Daytona, hvor de kan skrues ind for at holde vandet ude. Kronen er forstørret og er en skruekrone.
I uret sidder et Sellita SW510, der er et automatisk schweizisk kronografurværk med 28.800 vibrationer i timen og en gangreserve på mellem 56 og 62 timer.
En ekstra bonus er, at Titoni har fået COSC-certificeret urværket for at sikre præcisionen.

Funktionelt byder uret på dato placeret klokken seks, løbende 60 sekunder placeret klokken ni og 30 minutter tæller placeret klokken tre.

Urets listepris er 3.220 dollars svarende til cirka 22.695 kr.
Se mere på Titonis hjemmeside.












