Tæt på uret

Tissot Visodate: Kraftigt opdateret klassisk dress ur leverer på de fleste parametre – nyt design er ramt flot

Det nye Tissot Visodate kommer under lup her på Time & Crown, hvor vi ser nærmere på denne nye lancering fra det schweiziske urmærke. Uret er kraftigt opdateret og fungerer langt bedre end sin forgænger, der blev lanceret i 2010.

Egentlig lancerede Tissot, der har historie tilbage til 1853, Visodate i 1950’erne som et hverdagsur til mænd, hvor fokus var på, at der var en datofunktion.

I 2010 blev Tissot en af de tidligste bannerførere for megatrenden med klassiske urdesigns, da de lancerede en ny version af Visodate i sin Heritage kollektion.

Dengang eksploderede interessen for vintageure, og Tissot så smart en mulighed for at lancere moderne ure i klassiske designs.

Personligt blev jeg aldrig en fan af Visodate Heritage, der føltes lidt klodset og skrøbeligt. Men da jeg så, at Tissot nu relancerer Visodate med et opdateret (vintageinspireret) design slog jeg til.

Billede: Time & Crown.

Tissot lancerer tre nye modeller af Visodate; en med sølvurskive på læderrem (nærværende ur), en med blå urskive på beads of rice lænke og en med sort urskive på beads of rice stållænke.

Rent æstetisk faldt jeg straks selv for modellen med den sølvfarvede urskive med de gyldne timemarkører og visere. På den brune alligator læderrem er uret en perfekt kombination af moderne og retroinspireret. Jeg ser denne model som den mest dress-agtige model af de tre nye modeller, mens de to andre modeller har karakter af hverdagsure.

Den blå model. Billede: Tissot.

Listeprisen for nærværende udgave med referencenummer T157.407.16.031.00 er i Danmark 7.195 kr., mens de to andre modeller er prissat til 7.795 kr. Man betaler dermed 600 kr. for stållænken, hvilket må sige at være helt fair.

Og som denne gennemgang af uret vil vise, så mener jeg, at man får meget ur for de godt 7.200 kr. Jeg betalte endda mindre, da jeg fandt en webshop, som gav 20 procent rabat.

Lad os med det samme slå fast, at det nye Visodate ikke er synderligt originalt. Det er et ur, der på fin vis samler en masse elementer fra klassiske ure fra 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne. Mest tydelig er inspirationen fra Omega, der er kendte for pie pan urskiven, som Tissot Visodate er udstyret med.

Billede: Time & Crown.

Og netop pie pan urskiven, hvor ydersiderne buer nedad og den centrale del af urskiven er højest giver samme form som en pie pans bund. Tissot har ramt designet flot, og jeg er vild med den tekstur, som urskiven har fået. Urskiven har et lettere børstet udtryk, hvor midten har lodret børstning mens den ydre del har cirkulær børstning.

Fine detaljer i denne prisklasse!

Timemarkørerne er påsatte guldfarvet stål, ligesom viserne er i samme guldtone. I viserne er der Super-Luminova, hvilket der også er over hver af de tynde rektangulære timemarkører. Jeg kan godt lide kontrasten, og guld mod sølv giver både et fint udseende og gør uret meget nemt at aflæse.

Klokken tre finder man datoen, der er fint indrammet i et trapezformet datovindue.

Kollage: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.

Tissot holder logoer og skrift på urskiven nede. Tak for det. Jeg kan godt lide, at de bruger det ældre “T” logo. Urkassen har polerede flanker, men fremstår lidt rå på siderne og hornene, der er børstede. Lynetten er blankpoleret, så man får flere overfladebehandlinger af 316L stålet.

Billede: Time & Crown.

Læderremmen er kaffebrun og er af alligatorlæder. Der er et simpelt spænde med Tissots logo. Remmen er ret stiv fra ny, så det tager tid at bløde dem op med olier- og sved fra håndleddet. Det behøver ikke at være negativt, at den er stiv, da det kan være et tegn på kvalitet, men man skal bære uret ret længe, før læderremmen begynder at blive blødere og mere komfortabel.

Uret har safirglas på begge sider, hvor glasset på urets forside er let buet. Det ser godt ud. Bagpå kan man se Powermatic urværket, der er blevet et standardværk for mange Swatch Group urmærker. Man får 80 timers gangreserve, hvilket er lækkert. Men selve urværket er virkelig kedeligt at se på. Her har Tissot sprunget over, hvor gærdet er lavest. Funktionelt men ikke æstetiske tilfredsstillende.

Billede: Tissot.

Jeg kan dog til gengæld rapportere, at det automatiske urværk er ganske præcist til tre til fire sekunder plus i døgnet. Mere end godkendt.

Billede: Time & Crown.

Jeg kan godt lide urets dimensioner: 39 mm x 10,45 mm x 45 mm. Der er nok dem, der mener, at uret burde være mindre, men lad os være ærlige: Det er typisk ur-entusiaster, der mener dette. Det større publikum, som Tissot gerne vil sælge til, vil nok være tilfredse med 39 mm.

Personligt fungerer dimensionerne på mit 17 cm håndled. Da uret er lidt større fungerer det også som hverdagsur og ikke blot dress-ur. Med 50 meter vandtæthed og lume er det bestemt et ur, der kan bruges i mange tilfælde.

Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.

En fin detalje er også den diamantformede signerede krone.

Alt i alt må kan jeg konkludere, at Tissot designmæssigt rammer plet. Uret er både flot, retrocharmerende og funktionelt. Det er ikke originalt, det er meningen at publikum skal ville et klassisk udseende ur, der ikke udfordrer på designet. Jeg synes, at til prisen er detaljerne og præstationen rigtig god. Man får meget ur for pengene.

Dog må remmen siges, at være ret stiv. Det trækker ned. Urkassen er velbygget, men fremstår lidt rå og mangler ekstra bearbejdning. Og så er urværket, selvom det er præcist og funktionelt, til den kedelige side.

Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.

Alt i alt får man meget ur for pengene. Det er klart et bedre ur kvalitetsmæssigt end f.eks. et Seiko Presage. Men i denne prisklasse er der hjørner, der er skåret af.

Informationer om uret:

  • Tissot Visodate reference T157.407.16.031.00
  • 39 mm x 10,45 mm x 45 mm
  • Alligatorlæderrem
  • Automatisk schweizisk Powermatic 80 urværk med 80 timers gangreserve (+3-4 sekunder i døgnet)
  • Safirglas, Super-Luminova og 50 meter vandtæthed
  • Listepris: 7.195 kr.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!