Nyheder

Tissot føjer to nye farver til PRS516: Prisen er nu markant lavere for uret på lænke

Tissot udvider nu PRS516 38 MM Powermatic 80 kollektionen med to nye farver. Urene er desuden nu prissat lavere end da de blev introduceret i 2024.

I 2024 lancerede Tissot med PRS516 38 MM Powermatic en kollektion af sportsure til hverdagsbrug. Urene blev lanceret som middelprissatte ure i Tissots katalog. Nu udvider Tissot kollektionen med to nye farver i turkis og hvid.

Det er interessant, at uret nu er prissat lavere på lænke, end da Tissot lancerede urene i 2024.

PRS516 er Tissots bud på et allround-ur eller et GADA ur (Go Anywhere Do Anything) ur, der både kan bæres til hverdag og til lidt mere udfordrende strabadser.

De to nye PRS516 lanceres på Tissots jubilee-lignende stållænke.

Den turkis version. Billede: Tissot.
Den hvide version. Billede: Tissot.

Med reference T149.407.11.031.00 føjer Tissot en hvid version til kollektionen, mens reference T149.407.11.041.00 er, hvad Tissot kalder “gradient blue” – det er en turkis farve.

Som urets navn antyder, så måler det 38 mm i diameter, det er cirka 44 mm i længden og 11,18 mm i højden.

Der er derfor tale om et kompakt ur, der for folk med et større håndled eller hang til større ure måske vil føles for småt. Men for mange er størrelsen perfekt som et versatilt hverdagsur.

Billede: Tissot.

Som navnet ligeledes antyder, så sidder der i uret et for Swatch Group og Tissot velkendt automatisk schweizisk urværk i Powermatic 80. Det byder på 80 timers gangreserve og en puls på 21.600 vibrationer i timen.

Uret har safirglas på begge sider, og det har solide 100 meter vandtæthed.

Billede: Tissot.

Lynetteindlægget er i mineralglas, så uret får et lidt vintage præg. Desværre er lynetten, der er designet som en drejelig dykkerurslynette, ikke drejbar. Det er et lidt underligt valg af Tissot, men der er naturligvis heller ikke tale om et dykkerur.

Lænken er Tissots fem-link-stållænke, der designmæssigt også rykker uret i en vintage retning, da den minder om Rolex’ jubilee lænke.

Billede: Tissot.

Det er interessant, at Tissot siden lanceringen i 2024 nu har sænket prisen. Dengang var prisen for et PRS516 på stållænken ifølge Tissots hjemmeside 7.495 kr. Men nu fremgår prisen som værende 6.795 kr.

Det er muligvis en efterrationalisering fra Tissot, da over 7.000 kr. for denne model sender Tissot ud i hård konkurrence med blandt andet Seiko. Med en lidt lavere pris er den samlede pakke mere appetitlig.

Billede: Tissot.
Billede: Tissot.

Se mere på Tissots hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!