Nyheder

Tissot afslører nyt PRX Powermatic 40 mm: Nu kommer sportsuret med urskive i perlemorsfarve

Tissot fortsætter ufortrødent med at udvide PRX kollektionen med nye farver, materialer og størrelser. Nyeste skud på stammen er en ny variant af PRX Powermatic 80 i 40 mm og i stål med perlemorsfarvet urskive.

I 2028 kan Tissot fejre 50 års fødelsdag for et af schweizernes mest succesfulde modeller PRX. Det bliver spændende til den tid at se, hvad Tissot finder på af nye modeller, størrelser, materialer og måske endda urværker til det populære sportsur.

Seneste iteration, som Tissot præsenterede, var i slutningen af 2025, hvor man introducerede tre nye varianter i 38 mm. Her på Time & Crown så vi nærmere på den grå titaniumvariant.

Nu lancerer Tissot en mindre opdatering i form af en 40 mm variant i stål. Med uret introducerer man en ny perlemorsfarvet urskive.

Billede: Tissot.

Ved første øjekast ligner urskiven en typisk sunburst hvis urskive, men ved nærmere inspektion får man indtrykket af perlemor, som er en lidt mere blålig (meget lidt) hvid farve. Urskiven er dog ikke skabt i perlemor, men imiterer materialet.

Uret følger de helt kendte designelementer, som Tissot PRX er blevet kendte for. Især efter relanceringen i 2021, hvor den historiske sportsmodel blev genoplivet efter at have været introduceret første gang i 1978.

Det vil sige et slankt sportsur i stål med integreret lænke. Urskiven har et fint firkantet mønster, der kan minde om brosten.

Billede: Tissot.

Vi har dækket PRX-modellerne tæt her på sitet – blandet andet icy blue – og det skal siges om 40 mm varianterne, at de bæres større end 40 mm i diameter. Det skyldes, at lænken breder sig ganske meget ud fra urkassen.

Man får derfor disse dimensioner: 40 mm i diameter, 51,1 mm i længde og 11.2 mm i tykkelse.

40 mm Icy Blue på mit 17 cm håndled. Billede: Time & Crown.

Uret er konstrueret i stål og har mestendels børstede overflader, men der er også polerede overflader. Det har safirglas på begge sider og holder bundsolide 100 meter vandtæthed.

I uret sidder et schweizisk automatisk Powermatic 80 urværk med 80 timers gangreserve. Tissot har prissat uret til 7.195 kr.

Billede: Tissot.

En fed nyere mulighed er, at man direkte fra Tissot via deres hjemmeside kan matche uret med en række læder- og gummiremme. Så kan man tilkøbe en lækker ekstra rem for at give uret flere muligheder udseendemæssigt.

Her er tre muligheder vi har leget med:

Billeder: Tissot.

Du kan læse mere om uret på Tissots hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!