Timex lancerer Expedition Pioneer dykkeuret i stål for første gang
Timex’ fusion mellem et dykkerur og et opdagelsesur, Expedition Pioneer, lanceres nu for første gang i stål. Uret har et japansk automatisk urværk, og det kommer på stållænke. Prisen er sat ned i forhold til tidligere Expedition Pioneer.
Amerikanske Timex blev grundlagt i 1854 og blev kendt for at gøre præcise og holdbare ure tilgængelige for et bredt publikum. Her 172 år senere er Timex’ mission den samme. Men tingene har over de sidste to-tre år ændret sig for det gamle urmærke.
I mange år havde Timex sit fokus rettet mod billige kvartsure, men konkurrencen på det marked er blevet en hel del hårdere, efter de store kinesiske e-handelsplatforme har oversvømmet Nordamerika og Europa med billige kinesiske ure.
Heldigvis for Timex har man et enormt bagkatalog at lade sig inspirere af. Så Timex er begyndt at genoplive klassiske modeller og bevæge sig upmarket med bedre ure med automatiske urværker.
En af succeserne er dykker-opdagelsesure Timex Expedition Pioneer. Denne model kommer nu for første gang i stål.

Hidtil har Expedition Pioneer været tilgængelig i titanium, som er et yderst populært materiale for tiden. Det er derfor overraskende, at Timex nu lancerer uret i stål. Men det betyder også, at prisen bliver mellem 800 og 1.000 kr. billigere for den samme model, fordi den er produceret i stål og ikke titanium.

Grundlæggende er Timex Expedition Pioneer et dykkerur, der holder solide 200 meter vandtæthed. Det har en drejelig lynette i stål med et sort aluminiumindlæg med hvide minutmarkeringer. En sjov detalje er, at Timex på sin hjemmeside skriver “Battery Type: Automatic”.
Det fortæller meget fint, at Timex kommer fra mange år med budgeture med kvartsurværker, så ikke engang hjemmesiden er helt opdateret til det nye fokus på automatiske urværker.
Timex Expedition Pioneer måler 41 mm x 14 mm x 48 mm. Så det er et velvoksent dykkerur, der dog med sit moderne bud på de pudeformede urkasser holder længden pænt under 50 mm.

Uret kommer påmonteret en interessant og anderledes lænke i stål. Lænken har et aftagningssystem, så man nemt kan sætte f.eks. en gummirem på uret.
Der er safirglas på begge sider af uret, der har en sort urskive med store timemarkeringer i lumemateriale. Viserne er lidt forstørrede batonstil-visere, og de er fyldte med lume. Den orange sekundviser bryder fint det monokrome udtryk.
I uret sidder et Citizen Miyota 8215 automatisk urværk. Det tikker med 21.600 vibrationer i timen og holder 41 timers gangreserve. Det er et budgeturværk, men det er forbedret over de senere år, så man ved at trække kronen ud stopper sekundviseren. Dermed kan man indstille tiden præcist.



Prisen er sat til 439 euro svarende til cirka 3.300 kr. Det er cirka 800 kr. billigere end varianten i titanium. Samlet set er det ret meget ur for pengene fra et ægte urmærke med 172 års historie.
Se mere på Timex’ hjemmeside.







