Timex køber Daniel Wellington og skaber mastodont inden for modeure
Det amerikanske lavprismærke Timex køber 51 procent af svenske Daniel Wellington og skaber en kæmpeforretning inden for billige modeure. Daniel Wellington har kørt med enorme underskud.
De enes død, den andens brød.
Sådan lyder et godt, gammelt ordsprog. Og det er tilsyneladende, hvad det store amerikanske urmærke Timex har udnyttet. Billigursproducenten fra den anden side af Atlanten har nemlig nu købt majoriteten i det svenske modeursmærke Daniel Wellington.
Med opkøbet vokser Timex markant i kategorien for budgetvenlige modeure.
Ifølge aftalen med Timex vil Daniel Wellington fortsætte som selvstændigt selskab, der opererer fra Stockholm, men Timex får indflydelse på design, markedsføring, priser og andet.
“Da jeg startede Daniel Wellington var målet at skabe noget, der var tidsløst og tilgængeligt; et urmærke, der føltes personligt, stilfuldt og nemt. At se, hvor langt vi er nået er fantastisk. Sammen med Timex Group, en virksomhed, der har stået for godt håndværk, kvalitet og innovation i over 100 år, er det rette skridt for at udnytte mærkets fulde potentiale,” udtaler grundlægger af Daniel Wellington Filip Tysander.

Filip Tysander grundlagde Daniel Wellington i 2011 og opnåede massiv succes med prisvenlige new nordic design dressure. Urene blev solgt i lufthavne og modebutikker på hele kloden, og de skabte en vej til analoge armbåndsure for mange unge mennesker – ikke mindst for unge kvinder.
Tysander er blevet stenrig på de simple ure produceret i Asien. Men i de senere år har Daniel Wellington mistet popularitet og virksomheden har lidt store tab.
Fra at tjene en milliard svenske kroner i overskud i 2016 er det gået den forkerte vej for urmærket, som Filip Tysander selv ejede 100 procent.
Breakit.se skriver, at Daniel Wellington i 2022 nåede bunden med et gigantisk underskud på 478 millioner svenske kroner.

Timex satser for tiden på at gå mere up market med dyrere ure, men det amerikanske urmærke er især kendt for budgetvenlige vintageinspirerede sportsure. Med Daniel Wellington i folden, med 51 procent som majoritetsejer, får Timex adgang til et enormt forhandlernetværk, et yngre publikum og en stor base i Europa, hvor Timex også kan sælges.

“Det, som Filip Tysander har skabt med Daniel Wellington er både bemærkelsesværdigt og tydeligt. Det er et brand, der er født ud af grundlæggerens vision, hårde arbejde og stærke design DNA. Vi kan hjælpe med, at skalere forretningen, mens vi passer på den ånd, der gør den autentisk,” siger CEO for Timex Group Tobias Reiss-Schmidt.
Timex Group har allerede et kontor i Holland, men får nu også via Daniel Wellington en stærk base i Skandinavien. Den amerikanske urproducent omsætter for mellem fire og syv milliarder kroner årligt. Man har over 5.000 ansatte globalt.
“Vores erfaring viser os, at når et stærkt designorienteret brand møder den skala og evne, vores globale platform tilbyder, så sker der fantastiske ting. Vi er spændte på, hvad vi kan opnå sammen,” siger CEO’en.

Efterspørgslen efter budgetvenlige ure er skrumpet over en årrække. En af Daniel Wellington og Timex’ største konkurrenter, Fossil, har set sin aktie bløde fra 138 dollars til blot to dollars.
Prisen for 51 procent af det privat ejede Daniel Wellington er ikke oplyst.
Flere nyheder som denne direkte i indbakken?
Skriv dig op til vores gratis nyhedsbrev her.






