TAG Heuer introducerer nyt sort Aquaracer dykkerur i titanium
Der lanceres nu to nye modeller inden for TAG Heuers moderne dykkerure Aquaracer. De to nye Aquaracer er konstrueret i titanium og har det opdaterede kaliber TH30-00 urværk.
Som urmærke stammer TAG Heuer helt tilbage fra 1860, hvor Heuer blev grundlagt i Inler i Schweiz. I 1985 blev Heuer til TAG Heuer, da Techniques d’Avant Garde (TAG) købte en stor del af aktierne i det familieejede Heuer.
Men det var faktisk først i 2004, at TAG Heuer lancerede det første Aquaracer dykkerur. Ønsket var at kombinere Heuers historie med dykkerure med moderne dykkerure og dermed skabe et nyt superbrand inden for schweiziske dykkerure.
Det er ikke en overdrivelse at sige, at TAG Heuer med Aquaracer er lykkedes med på blot 22 år at skabe et meget populært og verdenskendt bud på dykkerure.
I 2024 opgraderede TAG Heuer Aquaracer markant ved at tilbyde dykkerurene med de nye inhouse (Kenissi) automatiske urværker – dermed bevægede man sig op i markedet ved at bevæge sig stille og roligt væk fra generiske urværker fra ETA og Sellita.
På mange måder er det to nye TAG Heuer Aquaracer i titanium, som schweizerne netop har præsenteret på Watches and Wonders kulminationen på Aquaracers udvikling.


De to nye modeller har fået navnet TAG Heuer Aquaracer Professional 500 Date. Og de indkorporerer alt, hvad man forventer af et luksusdykkerur anno 2026 og alt det, som Aquaracer er kendt for.
Lad os starte med designet, der er umiskendeligt Aquaracer med fusionen af nyt og gammelt. TAG Heuer er lykkedes med at skabe et distinkt udseende med den 12-kantede lynette. Men også urkassens slanke og kantede design er klassisk Aquaracer.

Urene, der er limiteret til 1.500 eksemplarer per model, er i materialevalg og specifikationerne topklasse moderne dykkerure. De kommer i to modeller; turkis farver eller orange farver – henholdsvis reference WBP5182.BF0010 og WBP5183.BF0010.
Urene er konstrueret i titanium (grade 2) og det samme er lænker og spænder. Lynetteindlægget er i keramik og urskiven, der har bølgemotiv, har et lidt skinnende udtryk. Urkasse, lænke og spænde er sandblæst, så overfladerne har et lidt råt udtryk.


Men det stopper ikke der, for urene har yderligere imponerende specifikationer. Visere og timemarkører er rhodiumbehandlet for at forhindre erosion over tid. Der er lagt Super-Luminova lume i visere og timemarkører. Man finder datoen med en lille lup – til os aldrende personer – klokken seks.
Urene holder hele 500 meter vandtæthed. Det er et pæn opgradering fra de typiske 200 og 300 meter vandtætte ure, som Aquaracer typisk består af.
I urene sidder et kaliber TH30-00, der er et moderne automatisk COSC-certificeret urværk med hele 70 timers gangreserve.
Så alt i alt får man med de nye TAG Heuer Aquaracer Professional 500 Date præcis hvad navnet antyder; professionelle dykkerure med flotte specifikationer.

Det skal også med, at der i spændet sidder en mikrojusteringsmekaniske, så man kan udvide eller indskrænke lænken på farten.
Urene måler 42 mm i diameter. Der er desværre ikke opgivet højde og længde, men normalt måler 42 mm Aquaracer cirka 13 mm i højden og 48 mm i længden.


Der angives en pris i euro på 5.400 svarende til cirka 40.000 kr. Det må siges at være en fair pris for et ur med disse specifikationer fra et stort urmærke.


Se mere på TAG Heuers hjemmeside.






