TAG Heuer introducerer fire nye Aquaracer Solargraph lysdrevne dykkerure i titanium og stål
TAG Heuer fortsætter sine investeringer og satsning på moderne dykkerure, der er drevet ved lys- og solkraft. Nu lancerer man fire nye varianter af dykkeruret Aquaracer Solargraph – enten i stål eller i titanium.
Japanske urmærker som Seiko med sine Solar-urværker og Citizen med sine Eco-Drive-urværker har i årtier haft fokus på genopladelige kvartsure, hvor batteriet i uret oplades af lys.
I de senere år har en række schweiziske urmærker som Victorinox, Tissot, Cartier og TAG Heuer fået øjnene op for det smarte ved de yderst præcise, driftssikre og brugervenlige lysdrevne urværker.
Der er da også en tæt forbindelse mellem TAG Heuer og lys-pionererne Citizen.
Nu lancerer TAG Heuer fire nye Aquaracer Solargraph dykkerure i luksusklasse, hvilket viser, at man satser meget på denne bæredygtige og brugervenlige teknologi.

De fire nye Aquaracer Solargraph har en række fællestræk, men de adskiller sig også:
- Reference WBP1117.BA0047 blå urskive og konstrueret i stål
- Reference WBP1118.BA0047 grøn urskive og konstrueret i stål
- Reference WBP1184.BF0008 sort urskive med turkise accenter og konstrueret i titanium
- Reference WBP1190.BZ0003 grå urskive med gyldne accenter og konstrueret i titanium
Fælles for urene er dog dimensionerne med 40 mm x 9,97 mm. Længden oplyses ikke, men et bud er 46,5 – 47 mm.
Urene har ligeledes lukket bagkasse, safirglas og de holder alle fire 200 meter vandtæthed.


Fælles for urene er også, at de benytter sig af det samme schweiziske urværk TH50-00, der er baseret på det schweizisk udviklede La Joux-Perret urværk. TH50-00 er en imponerende bedrift, da urets batteri fuldt opladet ved hjælp af sol/lys kan holde uret i gang i 10 måneder.
Batteriet skal blot skiftes hvert 15. år, og man opnår fuld opladning ved at udsætte uret for stærkt (sol)lys i 40 timer. Bærer man f.eks. uret udenfor i flere timer hver dag, så skal man aldrig tænke over, at uret går i stå.
Det er enormt brugervenligt, og det er enormt bæredygtigt i forhold til f.eks. almindelige kvartsure, hvor man skal skifte batteri løbende.




Og hvordan hænger de nye Solargraph så sammen med Citizen? Det gør de ved, at Citizen ejer urværksproducenten La Joux-Perret, der bygger disse soldrevne urværker på Citizens velkendte Eco-Drive teknologi.
Urene har lettere børstede sunburst urskiver, og visere samt timemarkører er udstyret med Super-Luminova lume, så man får ure, der lyser op i mørket.

En fin detalje med de nye modeller er, at TAG Heuer har udviklet en ny lynette til urene. Man har valgt at skabe hele lynetten med minutmarkørerne i et stykke – det minder om f.eks. Rolex Yacht-Master.

Prismæssigt er vi i den helt dyre ende for lysdrevne ure, men de nye Aquaracer Solargraph er i blandt de mest raffinerede soldrevne ure på markedet.
Således koster urene mellem 23.600 kr. og 29.300 kr.
Se mere på TAG Heuers hjemmeside.






