Nyheder

Ur-boss siger pludselig op og forlader TAG Heuer

TAG Heuer må endnu engang på jagt efter en ny topchef, efter Antoine Pin overraskende pludselig har opsagt sin stilling. Han forlader dermed luksusvirksomheden LVMH efter 23 år. Det sker kort før vigtig messe.

Der er gang i svingdøren hos det schweiziske urmærke TAG Heuer. For fjerde gang på blot syv år må TAG Heuer nu på jagt efter efter en ny topchef.

Det sker efter, at Antoine Pin efter blot halvandet år som chef for urmærket pludselig forlader skuden. Hans opsigelse kommer få dage efter en række interviews, hvor Pin fortalte om, at TAG Heuer skal investere mere i innovation.

“Det er tid til, at vi kigger på os selv frem for hele tiden at kigge på kunderne. Kunderne vil have, at vi viser vejen. De vil gerne følge os. Jo mere vi reagerer på, hvad de siger, desto mere glemmer vi os selv,” sagde Pin til WatchPro.com.

Billede: Pressefoto. Kollage: Time & Crown.

Det tyder nu på, at der højere oppe i LVMH ikke har været lydhørhed overfor dette ønske fra Antoine Pin. LVMH ejer TAG Heuer, og Pin forlader LVMH efter 23 års ansættelse.

Antoine Pin træder tilbage lige op til en vigtig messe for LVMHs urmærker, der finder sted mandag den 19. januar.

Mediet Business Montres kunne allerede tidligt i januar på baggrund af rygter skrive, at der var “strategiske uenigheder” mellem Antoine Pin og ledelsen i LVMH.

Selv udtaler Pin i en meddelelse, at “det er tid til at åbne et nyt kapitel i min karriere.”

LVMH takker Pin for tro tjeneste.

“Vi takker ham for hans bidrag og vi ønsker ham succes i hans fremtidige projekter,” lyder det i meddelelsen.

Antoine Pin nåede i sin korte tid hos TAG Heuer at relancere Formula 1 kollektionen, der er blevet moderniseret. Dette skete i forbindelse med, at TAG Heuer ganske overraskende overtog sponsoratet af Formel 1 fra Rolex.

Formula 1. Billede: TAG Heuer.

Jagten går nu ind på en ny CEO til TAG Heuer. Det bliver den femte på blot syv år. Antoine Pin, der tidligere har haft toproller hos Bulgari og Zenith, afløste Julien Tournare, der kom til fra en rolle som CEO for Zenith.

Siden legenden Jean-Claude Biver trådte tilbage fra rollen som CEO for TAG Heuer i 2018, har også Frédéric Arnault og Stéphane Bianchi bestredet rollen.

Kan du lide dette indhold? Støt Time & Crown

Du kan støtte Time & Crown med ét valgfrit beløb eller et fast beløb hver måned via dette LINK eller via QR-koden.

Ved at støtte os bidrager du til, at vi kan fortsætte med at levere en masse godt indhold – og arbejde på endnu bedre indhold om de skønne ure.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!