Tæt på uret

Tæt på uret: Fortis Marinemaster M-40 Woodpecker Green – unikt professionelt dykkerur

Fortis er nok mest kendt for kronografer designet til rumrejser, men i de senere år har det schweiziske urmærke fået ganske stor opmærksomhed for sine professionelle dykkerure Marinemaster. Time & Crown stiller i denne anmeldelse skarpt på Fortis Marinemaster M-40 Woodpecker Green.

Den lokale ejendomsmægler i Grenchen ved foden af Jurabjergene i det nordvestlige Schweiz har ikke haft meget at arbejde med, når det kommer til det schweiziske urmærke Fortis. Siden etableringen i 1912 har Fortis nemlig været baseret i de samme bygninger.

Men undervejs i de godt 114 år har Fortis mødt mange op- og nedture. Det er et af de mange urmærker, der nærmest gik helt i sort ovenpå den såkaldte kvartskrise, hvor japanske batteridrevne urværker oversvømmede verdensmarkedet i slutningen af 1960’erne.

Men Fortis har holdt ved, og især inden for rumfart og luftfart har Fortis sine største historier som leverandør til amerikanske astronauter og siden 1994 som officiel leverandør af kronografure til de russiske kosmonauter.

Mindre kendt er Fortis for dykkerure, verdens mest populære type af ur, men i 2021 og 2022 lancerede Fortis en ny kollektion af professionelle og anderledes dykkerure i form af Marinemaster M-40 og M-44. Disse ure bærer navnet Marinemaster, som Fortis har anvendt siden 1954. Seiko lancerede først sit første dykkerur i 1965, men japanerne anvender også Marinemaster som navn til sine professionelle dykkerure.

Billede: Time & Crown.

I denne anmeldelse går vi tæt på Fortis Marinemaster M-40 Woodpecker Green, der er et af syv forskellige valg i M-40 klassen, der er 40 mm versionerne. Dertil kommer syv versioner af M-44, der måler 44 mm.

Der er tale om et anderledes, hårdført og ganske unikt schweizisk professionelt dykkerur.

Fortis går sine egne veje

Billede: Time & Crown.

Det er ikke indpakningen, at man betaler listeprisen på 3.200 euro eller cirka 24.000 kr. for. Uret kommer i en simpel kasse lavet af en form for blød plast eller hårdt pap. Toppen er af tekstil, og en sjov detalje er, at man finder alle papirerne til uret ved at vippe toppen af. Det tog mig lidt tid at finde ud af.

Reelt set betaler man dog ikke listeprisen for dette ur. Det er prissat alt for højt, og man kan nemt finde uret langt billigere brugt eller forhandle prisen ned hos forhandleren.

Men der er tale om et gennemført dykkerur, så vi er slet ikke på samme niveau som f.eks. de mest basale TAG Heuer Aquaracer eller Oris Aquis.

Når man tager toppen af urkassen, finder man uret. Jeg har fået fingrene i den grønne version, som Fortis kalder Woodpecker Green. Det er en fin naturgrøn farve, der er langt lysere end de fleste grønne dykkerure.

Billede: Time & Crown.

Uret er konstrueret i 316L stål, der er børstet både på urkassen og lynetten. Lynetteindlægget er ligeledes i stål og har en fin 120 klik roterende funktion. Fortis har designet urskiven og FKM-gummiremmen til at have et firkantet mønster. Det giver uret meget mere karakter end de typiske dykkerure med sunburst eller lakeret urskive.

Klokken tre finder man datovinduet, der har en fin størrelse, men som desværre ikke er indrammet. Det giver et lidt billigt udtryk. En indramning i f.eks. hvid ville have givet datovinduet et bedre udseende. En sjov detalje er dog, at den 13. i hver måned – og kun den 13. – er skriften ikke sort men orange/rød.

Billede: Time & Crown.

Viserne er sværdformede dog med sekundviseren med slikkepindsdesign, og timemarkørerne er påsatte og forstørrede, så der er plads til masser af lume. Og dette ur er et lumemonster!

Kronen er forstørret og måler seks mm og den har mindre kronebeskyttere. Uret holder solide 300 meter vandtæthed og er et såkaldt “Performance” ur fra Fortis. Det vender vi tilbage til.

Selve urkassen har et ret unikt design, hvor Fortis reelt har fjernet hornene. Dette giver et utroligt kompakt ur, der bæres meget flot om håndleddet.

Uret måler 39,8 mm i diameter, 12,1 mm i højden og blot 43 mm i længden. Safirglasset på forsiden er hævet og bidrager til urets tykkelse.

Billede: Time & Crown.

Gummiremmen påmonteres uret via skruer ala ældre Panerai, og FKM-gummiremmen måler 21 mm i bredden. Det er en ganske fantastisk gummirem, der både er komfortabel, fleksibel og af topkvalitet. Man får ikke lyst til at skifte til en anden rem. Urkassen er af stål og understøtter de 300 meter vandtæthed.

Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.

Ser man uret i profil træder det unikke design frem – ikke mindst med de korte horn og detaljen med den sortfarvede kant på lynetten. Det er nemt at rotere drejekransen og den sorte farve giver et afbræk i alt den børste stål.

Performance fra Fortis

Billede: Time & Crown.

Som sagt kalder Fortis Marinemaster M-40 for et “Performance” ur på urskiven. Og dette er så sandt som det er sagt.

I uret sidder et Sellita SW-200 automatisk schweizisk urværk med 38 timers gangreserve. Det er ikke noget unikt urværk, men Fortis regulerer, tester og får COSC-certificeret urværket. Det er sjovt, at de ikke på selve urskiven reklamerer med, at uret er “Chronometer”. Men det er det.

Jeg får en afvigelse på 0 til -2 sekunder i døgnet og en amplitude på 321. Det er et top-performende urværk, der er kernesundt.

Billede: Time & Crown.

Og lumen er det vildeste jeg har set som ikke er Seiko. Fortis anvender schweizisk Super-Luminova, og det lyser voldsomt. Detaljen med logoet viser bare overskud og legesyge.

Billede: Time & Crown.

Jeg er dybt imponeret over, hvor solidt dette ur leverer. Præcisionen er god og lumen er fremragende. Så forstår man bedre “Performance”-teksten på urskiven.

Et anderledes dykkerur med perfekt bærekomfort

Billede: Time & Crown.

På mit 17 cm håndled bæres Fortis Marinemaster M-40 perfekt. De nærmest ikke-eksisterende horn giver uret et dejligt kompakt udtryk på håndleddet. Det er smart designet og udført. I denne grønne Woodpecker Green farve fremstår uret mere afdæmpet men stadig friskt i sit udtryk. Urskivens design giver også uret noget spræl – det kunne med en almindelig urskive uden mønster måske have fremstået lidt tamt og anonymt.

Billede: Time & Crown.

Jeg kan alt i alt godt lide, at Fortis går sine helt egne veje med Marinemaster urene. Det ligner intet andet på markedet, de er bygget som en kampvogn og de performer fantastisk.

Men det er klart, at dette design kan være polarisende. Det er måske slet ikke en ulempe for Fortis, der dermed kan få sit eget publikum i benhård konkurrence med Tudor, Longines, Oris og Seiko.

Uret har dog nogle forbedringsmuligheder. Datovinduet skal være udført mere elegant i denne prisklasse, det kan irritere nogle, at man kun kan anvende Fortis’ egne remme og så føles lynetten en smule for løs. Alle klik er meget tillidsvækkende og alt stemmer perfekt, men det føles lidt for let at dreje kransen.

Billede: Time & Crown.

Uret kan bestemt anbefales herfra, hvis man ønsker sig noget anderledes om armen. Men listeprisen er voldsom, så kig dig godt for. Og accepter at der er mange gode muligheder i prisklassen 15.000 – 20.000 kr.

Video

Informationer om uret:

  • Fortis Marinemaster M-40 Woodpecker Green
  • 39,8 mm i diameter, 12,1 mm i højden, 43 mm i længden. Kronen er seks mm
  • FKM gummirem med simpelt spænde – fås i flere størrelser
  • Konstrueret i 316L stål og safirglas på forsiden
  • Lynette med 120 klik i stål
  • 300 meter vandtæthed
  • Kronometercertificeret Sellita SW-200 automatisk schweizisk urværk med 38 timers gangreserve og 28.800 vibrationer i timen
  • Schweizisk Super-Luminova lume

Besøg Fortis’ hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!