Nyheder

Swatch med nyt ultra eksklusivt MoonSwatch: Kun 1969 eksemplarer til salg i hele verden

Swatch lancerer nu den mest eksklusive udgave af det populære MoonSwatch hidtil. Det nye Mission To The Moon 1969 lanceres blot i 1969 eksemplarer. Uret har blandt andet poleret lynette og 11 gram 18 karat guld.

Hvis der er noget, som Swatch kan, så er det at skabe voldsom hype omkring samarbejdsure med blandt andet Omega, Blancpain og senest Audemars Piguet.

Da man lancerede Audemars Piguet x Swatch Royal Pop gik verden amok. Der opstod voldsom hype, og nogle steder i verden endte det i vold, når folk ville have fingrene i lommeuret.

Nu lancerer Swatch så en eksklusiv ny limiteret udgave af MoonSwatch, der er et Swatch ur med Omega Speedmaster Professional design.

Mission To The Moon 1969 lanceres således kun i 1969 eksemplarer, og man skal udfylde en ansøgning på Swatch’ hjemmeside for at få muligheden for at købe uret.

Billede: Swatch.

Uret er særligt eksklusivt, da det indeholder 11 gram af Omegas 18 karat Moonshine Gold. Guldet er anvendt til kronen og kronograftrykknapperne. Guldet kommer fra resterne fra Omegas produktion af Speedmaster Professionel i 18 karat Moonshine Gold.

To andre eksklusive særkender er urskiven i guldfarve og den blankpolerede lynette. Lynetten er ikke i keramik, men den er ligesom resten af uret i Swatch’ bioceramic materiale. Swatch har så givet lynetten en overfladebehandling og poleret denne.

Billede: Swatch.
Billede: Swatch.
Billede: Swatch.

Uret måler 42 mm x 13,25 mm x 47,30 mm. Som det er kendt fra Moonswatch urene er der et kvarts kronografurværk i uret, og uret har kun 30 meter vandtæthed. Uret kommer påmonteret en sort Velcro-rem med guldprint.

Prismæssigt er det nye Mission To The Moon 1969 sat til 600 euro svarende til cirka 4.500 kr.

Det er så vidt vides alene muligt at erhverve sig uret online, hvis man kommer igennem nåleøjet. Uret kommer ikke til salg i Swatch’ butikker.

Billede: Swatch.
Billede: Swatch.

Se mere på Swatch’ hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!