Nyheder

Succesfuld CEO for Maurice Lacroix forlader urmærket efter 18 år

Den succesfulde CEO for Maurice Lacroix, Stéphane Waser, meddeler sin afgang fra urmærket efter 18 år. Under Wasers lederskab blev Maurice Lacroix revatiliseret og i dag er det schweiziske urmærke et succesfuldt accessible luxury brand.

“Efter en utrolig rejse på 18 år hos Maurice Lacroix har jeg besluttet, at tiden er inde til at forberede et nyt kapitel.”

Sådan indleder Stéphane Waser sin overraskende udmelding på LinkedIn.

Den succesfulde direktør for det schweiziske urmærke forlader nemlig rollen som øverste chef efter 18 år som ansat hos Maurice Lacroix. Waser kom til Maurice Lacroix i rollen om marketingsdirektør i 2008, og allerede i 2014 blev han øverste chef for urmærket.

“Selvom jeg fortsat er fuldt engageret i overgangsperioden, vil jeg gerne benytte lejligheden til at udtrykke min oprigtige tak til alle, der har været en del af denne rejse,” skriver Waser og fortsætter:

“Til mine kolleger, samarbejdspartnere, kunder, leverandører, forhandlere, medier og venner verden over – tak for jeres tillid, samarbejde og støtte gennem årene. Det har været et privilegium at arbejde sammen med så mange dygtige og passionerede mennesker,” skriver han i opslaget.

Det fremgår ikke, hvorfor Stéphane Waser stopper i rollen som CEO. Ligeledes fremgår det heller ikke, hvad han nu skal. Han skriver dog “open for new opportunities”.

Billede: Pressefoto.

Under Stéphane Wasers ledelse drejede han det hensygnende schweiziske urmærke i en strategisk retning mod at være et entry-level luxury eller accessible luxury brand. Det har været en succes for urmærket, der blev etableret i 1975.

Forinden var Maurice Lacroix i vildrede, om man skulle bevæge sig i en retning af luksusure eller i retning af en strategisk position som en prisvenlig indgang til schweiziske kvalitetsure.

Stéphane Wasers store glansnummer var lanceringen af Aikon kollektionen i 2016. Stærkt inspireret af ikonet Royal Oak fra Audemars Piguet er Aikon blevet en bragende succes for Maurice Lacroix.

Maurice Lacroix Aikon.

Stéphane Waser holdt dog med Masterpiece kollektionen fast i high-end schweizisk urmagerkunst, men den kommercielle succes fandt han i mellemgruppen af schweiziske urmærker, hvor man også finder for eksempel Raymond Weil og Oris.

Maurice Lacroix er lykkedes med at have en ganske bred kollektion af både sports- og dressure, der prismæssigt spænder fra få tusinde kroner til luksuspriser.

Stéphane Waser har tidligere haft roller hos TAG Heuer og British American Tobacco.

Senest har man lanceret dressurene 1975 Legacy og Pontos Solar, der er soldrevne dykkerure.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!