Squale med nyt dykkerur i fejringen af 100-året for Galeazzis unikke opfindelse til dybhavsdykning
Squale har tætte bånd til den historiske udvikling inden for dykning. Nu lancerer dykkerursmærket det nye Galeazzi Artiglio, der hylder Roberto Galeazzis historiske patent på en sfærisk konstruktion til dybhavsdykning. Uret er limiteret til 500 eksemplarer.
Det schweiziske urmærke Squale har en ret usædvanlig historie. Urmærket blev grundlagt af Charles von Büren i 1959, men man producerede faktisk først sine egne dykkerure i 1960’erne. Indtil da også også efterfølgende fokuserede man på at konstruere selve de vandtætte urkasser til andre urmærker som Breitling, Blancpain, Doxa og Zodiac.
Så selvom Squale har en dyb historie forbundet med dykkerurenes guldalder, var det først senere i urmærkets historie, at man begyndte at skabe sine egne dykkerure og ikke alene var underleverandør til andre urmærker.
Ligesom mange andre schweiziske urmærker har Squale haft en svær historie grundet den japanske kvartsteknologi, men over de sidste 20-25 år har Squale udviklet sig til lidt af et kultmærke inden for mellemklasse dykkerure.

Man har en stor historie at trække på, og det er netop det, som man gør med den nye Galeazzi Artiglio model, der hylder en stor innovation inden for dybhavsdykning for 100 år siden.
Uret lanceres i samarbejde med DRASS, der er en italiensk virksomhed, der arbejder med undervandsteknologi og professionelt dykkerudstyr. I samarbejde hylder de dykkerpioneren Roberto Galeazzi. Han opfandt og fik i 1926 patent på et særligt sfærisk trykkammer-/dykkerkonstruktion.
Ved at gøre dykkerkammeret kugleformet fordelte man trykket rundt om kuglen fremfor på specifikke overflader som ved en konstruktion med flade sider.

Det nye Galeazzi Artiglio lanceres i 500 eksemplarer, og det sender varme tanker til den italienske ingeniør. Især er dette tydeligt over klokken seks på urskiven, hvor der er inkorporeret en retrodykkerhjelm, der er halvt under vand.
Uret måler 39,5 mm x 13,2 mm x 47 mm. Urets højde består af cirka ti millimeter buet safirglas. Uret er konstrueret i 316L stål, og urkassen har børstede overflader og polerede flanker.
Farverne er holdt i en lækker blå farve med en lettere lakeret urskive og et lynetteindlæg i K1 mineralglas.

Uret holder meget solide 600 meter vandtæthed. Uret kommer både med en fin sandfarvet urrem i mikrofiber og en blå gummirem. I uret sidder et ETA 2824-2, der tikker med 28.800 vibrationer i timen og holder 42 timers gangreserve.
Det er et virkelig forfriskende valg af Squale, da man ellers mest ser Sellita SW-200 urværker. ETA 2824-2 er det urværk som mange generiske schweiziske urværker kloner.



Der følger en fin lille DRASS-Galeazzi mønt med uret. Uret har Super-Luminova lume og det er prissat til 14.129 kr.
Du kan se mere på Squales hjemmeside.






