Squale føjer to nye modeller til rækken af dykkeure og udvider med stållænker
Det historiske dykkerurmærke Squale udvider endnu engang sortimentet af dykkerure. Man føjer nu en nu 37 mm SUB-37 model til. Derudover lanceres en helt ny Matic-S med hvidurskive samt ny type lænke.
Squale er et schweizisk urmærke ejet af den italienske Maggi-familie. Den italienske familie overtog Squale fra grundlæggerfamilien i Von Büren i 1974-1975.
Ligesom f.eks. Doxa havde Squale opnået en status som et urmærke for professionelle dykkere, og man blev blandt andet kendt for at skabe dykkerure med – for den tidsalder – voldsomme dybdetolerancer på 500 og 1.000 meter.
Men faktisk startede Squale som producent af urkasser til dykkerure fra Doxa, Blancpain og Heuer.
Anno 2026 er Squale et urmærke med schweizisk produktion og italiensk ledelse. Man har placeret sig som et historisk urmærke i prisklassen fra cirka 8.000 kr. til 20.000 kr. Langt de fleste modeller fra Squale ligger i prisklassen omkring de 11.000 kr. – 12.000 kr.
Nu lancerer man tre nye varianter og en ny lænke, der kommer ind i Squales enorme katalog af dykkerure.

Først på menuen er en spritny tilføjelse til Squale Matic-S. Dette er Squales kollektion for moderne, professionelle dykkerure i kompakte størrelser.
Den nye tilføjelse er en Matic-S model med hvid urskive. Urskiven har bølgemotiv og uret prydes af friske og sommerlige farver med orange minutviser, orange timemarkører i rehaut og orange “MaticS” på urskiven. Dertil kommer en lyseblå sekundviser og Squale-navnet og logi i samme blå farve.

Lynetteindlægget har også denne smukke lyseblå farve, der står godt til både de hvide og orange farver. Lynetteindlægget er skabt i stål, som har fået en overflade af emalje. Dette giver et varmt retroudseende, der passer godt til urets oprindelse, der var i 1970’erne.
Matic-S måler 39,5 mm x 12,6 mm x 47 mm. Så det er et kompakt ur, der dog ikke er alt for lille.
Uret holder flotte 600 meter vandtæthed, så man får et gedigent professionelt dykkerur.


Det er dog ikke kun den hvide urskive, der er ny og som kommer i selskab med farver som blå, sort og two-tone. Dertil kommer en sort version med sort/orange lynetteindlæg.
Muligheden for H-link lænke er ny for Matic-S, så man nu har denne mulighed også.
Urene har safirglas og er udstyret med et schweizisk automatisk Sellita SW-200 urværk med 38 timers gangreserve. En god kvalitetsforbedring for Squale ville være at opdatere til samme urværk med 56 timers gangreserve.



På gummirem koster det nye Squale Matic-S 11.116 kr. og på den nye stållænke koster uret 12.310 kr.
Nyt retroinspireret Squale SUB-37

Er man til det endnu mere retroinspirerede og kompakte, så lancerer Squale også en spritny variant af Squale SUB-37. Som uret afslører, er det et kompakt automatisk dykkerur, der måler 37 mm x 11,2 mm x 45,5 mm.
Dermed er uret ikke kun i sit design men også i sine proportioner en hyldest til fortidens dykkerure. For eksempel var det første Rolex Submariner reference 6204, der blev lanceret som verdens første dykkerur (Blancpain mener, at de var først, red.) også kun 37 mm i diameter.



Også farvevalget med en urskive med lak-finish og ældet lume i timemarkører og visere samt i lynetteindlægget giver SUB-37 et varmt vintageudseende.
Uret har ligeledes fritstående forstørret krone, som man kender det fra de første dykkerure fra 1950’erne og 1960’erne.
Uret er uden dato og det buede lynetteindlæg er skabt i K1 mineral crystal.


Uret holder 300 meter vandtæthed, og i uret sidder der ligesom i Matic-S et Sellita SW-200.
Uret kommer påmonteret en vulkaniseret gummirem i ægte retrostil, og det har buet safirglas.

Prisen har Squale sat til 12.310 kr.
Se mere på Squales hjemmeside.
Fik du læst om Longines nye HydroConquest Commonwealth Games 2026?






